Når ens store pige er ked :-/

SussieThyssen skriver:

Jeg tror såmænd også du bare skal lade det hvile stille og roligt nu.
Hun skal nemlig heller ikke gå hen og føle at der er så meget focus på hende, at hun bliver "interessant".
Så hav focus på hende, sådan i det stille, og fortsæt du så bare videre frem, det skal nok falde i hak alt sammen.
Uf ja..det er aldrig sjovt når ens unge er ked..heller ikke selvom de er voksne og forlængst flyttet hjemmefra.

det kan der være noget om!!... Bare huske hende på alt den kærlighed omkring hende også have en finger på hende... 

Zafir skriver:

det kan der være noget om!!... Bare huske hende på alt den kærlighed omkring hende også have en finger på hende... 

Netop
Er 100% sikker på I er nogle super forældre og at det nok skal gå alt sammen.

jeg sidder her og tænker, at Idun er opdraget med hjerterum og omtanke for andre, og hun kan godt se at mor og far har fået en bette een der kræver mere af dem end hun umiddelbart gør, så for mig virker det logisk, at hun - i sin omtanke for jer - pakker nogle ting af vejen for ikke at belaste jer. jeg mener, hun har sikkert haft et fokus (ubevidst eller bevidst) i sit hoved om, at når hun så var med jer, så ville hun også have det hyggeligt og rart og hun vidste ikke hvor samtaler om mormor kunne føre hen; hun vidste at hun selv ville blive ked af det men ville mor mon også blive det? og så har hun undladt at sige noget. gir det mening?

det er også derfor jeg beundrer jeres måde at være forældre på så meget, for du får at vide at Idun er ked og istedet for at gå hjem og tænke over hvad der mon er galt og hvordan skal du gribe det an, så tager du hende på skødet med det samme og spørger hende og lader hende forklare sig - for det KAN hun jo godt, hun er jo stor og hun ved nok for det meste hvad det er der går hende på. Og det er bare så vigtigt at I får talt om mormor og at man godt må være ked af det over at man ikke kan se hende!!

ja...jeg ville bare sige at det må være så utrolig rart at vokse op med nogle forældre der HØRER een, og som reagerer på de ting man fortæller dem, så det ikke blir sådan noget bla bla, nu ændrer vi tingene, men det gør vi i virkeligheden ikke, du ved

nu har jeg ikke læst alle de andre svar, men mener heller ikke i skal skaffe psykolog hjælp til hende. men snakke med hende om det. Nu kan jeg ikke helt huske hva det med mormor var, men der findes jo også en del billedbøger omkring sorgbearbejdelse- det kunne måske være en mulighed?

Tjuhl skriver:

jeg sidder her og tænker, at Idun er opdraget med hjerterum og omtanke for andre, og hun kan godt se at mor og far har fået en bette een der kræver mere af dem end hun umiddelbart gør, så for mig virker det logisk, at hun - i sin omtanke for jer - pakker nogle ting af vejen for ikke at belaste jer. jeg mener, hun har sikkert haft et fokus (ubevidst eller bevidst) i sit hoved om, at når hun så var med jer, så ville hun også have det hyggeligt og rart og hun vidste ikke hvor samtaler om mormor kunne føre hen; hun vidste at hun selv ville blive ked af det men ville mor mon også blive det? og så har hun undladt at sige noget. gir det mening?

det er også derfor jeg beundrer jeres måde at være forældre på så meget, for du får at vide at Idun er ked og istedet for at gå hjem og tænke over hvad der mon er galt og hvordan skal du gribe det an, så tager du hende på skødet med det samme og spørger hende og lader hende forklare sig - for det KAN hun jo godt, hun er jo stor og hun ved nok for det meste hvad det er der går hende på. Og det er bare så vigtigt at I får talt om mormor og at man godt må være ked af det over at man ikke kan se hende!!

ja...jeg ville bare sige at det må være så utrolig rart at vokse op med nogle forældre der HØRER een, og som reagerer på de ting man fortæller dem, så det ikke blir sådan noget bla bla, nu ændrer vi tingene, men det gør vi i virkeligheden ikke, du ved

Tak Trine

Idag har jeg været med i skole de første 2 lektioner. Og snakket med hendes lærer også. Efter jeg var gået, har Idun været oppe ved hendes lærer og fortælle om situationen med mormor til hendes klassekamarater, så de ved hvorfor hun kan blive ked. - Det var vidst også noget de havde gjort med Lærke, da hun var ked af det, på hendes døde fars fødselsdag...

Det var hun rigtig glad for og hun har snakket godt med mig om det idag også Nu er hun kommet tidligt hjem idag og ligger og laver lektier sammen med far, der lige er vågnet

Maja88 skriver:

nu har jeg ikke læst alle de andre svar, men mener heller ikke i skal skaffe psykolog hjælp til hende. men snakke med hende om det. Nu kan jeg ikke helt huske hva det med mormor var, men der findes jo også en del billedbøger omkring sorgbearbejdelse- det kunne måske være en mulighed?

Jeg var inde på borderlineforeningens hjemmeside, men der var ikke rigtig noget hjælp at hente...

Zafir skriver:

Jeg var inde på borderlineforeningens hjemmeside, men der var ikke rigtig noget hjælp at hente...

prøv at snakke med pædagogerne. for der er jo bøger som bare generelt omhandler emnet sorg.

så kan være de kan hjælpe dig. - er jeg da næsten sikker på de kan.

Maja88 skriver:

prøv at snakke med pædagogerne. for der er jo bøger som bare generelt omhandler emnet sorg.

så kan være de kan hjælpe dig. - er jeg da næsten sikker på de kan.

Det gør jeg, hvis vi får brug for det

Ja som jeg har skrevet før så er Idun en "lille voksen" og lige præcis derfor skal I forvente at hun lidt holder tingene og hendes følelser tæt ind til kroppen, og at hun er lidt for hurtig til at påtage sig ansvar.

Det I kan gøre er bla. at give hende et ansvarsområde, fx. opvasken så hun kan få afløb for sine ansvarsfølelser men samtidig også være superopmærksom på at hun ikke går og brænder inde med noget netop fordi hun føler sig meget ansvarlig.
At være ansvarlig er bestemt ikke udelukkende negativt. Tværtimod! Ansvarsfulde børn er gode til at hjælpe til og trives med det. De er sensitive, pålidelige og bliver gerne super-vellidte som voksne. 

Så nyd din dejlige pige men husk at gør hende opmærksom på at hun skal stole på at I nok skal klare det for hende og at hun skal gå til jer hvis hun har nogle tvivl. Ligesom den samtale I havde i bilen. Der skal bare være flere for som alle børn så glemmer de det som ikke falder dem så nemt