Idag, da jeg hentede Idun i SFO'en, kom en af pædagogerne og tog fat i mig. Tilsyneladende har Idun været rigtig ked og pyldret på det sidste... At der skal ganske lidt til at få hendes læs til at vælte og hun kan græde og være ked af det tit. Puha, det gør ondt at høre. Og så tænker jeg også lidt på, hvorfor de ikke har sagt det til mig før?!.. mmm.
Nå, men altså da jeg kom ud i bilen med Idun tog jeg en god snak med hende, prøvede at finde ud af, hvad det er der stikker under. For jeg kan ikke se at der er noget galt her hjemme og at hun er jaloux på lillesøster eller noget. Det er slet ikke det hun har givet udtryk for. Jeg syntes også virkelig at jeg gør mit bedste til at bruge min ene arm til storesøster og min anden arm til lillesøster OG give storesøster så meget mor tid, som jeg kan.
Det viser sig, at hun er ret ked af at vi ikke ser mormor, og at hun har svært ved at sige når hun er ked af det. Hun siger hun ikke tør komme og sige det, hvis hun er ked af det. Jeg prøvede rigtig meget at snakke med hende om at hun SELVFØLGELIG kan sige alting til mig og far og pædagogerne og hendes lærer... Vi tog os en god lang snak i bilen med Idun på skødet af mig og hun græd lidt og fik nogen ordenlige krammere.
Vi snakkede om, hvordan man kan tænke på mormor og sender gode tanker til hende, så hun kunne få det bedre og ikke skubbe alle folk væk, der vil hende det bedste. Idun har det svært med at der er folk de rkan være der for Idun men at der ikke er folk der kan være der for mormor. At Idun ikke kan være der for mormor, men hun kan ikke gøre noget fra eller til, så længe at mormor ikke ændrer på tingene. - Og at vi naturligvis siger til Idun, hvis situationen ændrer sig.
Så mødte vi hende pædagogen igen, oppe ved centret og jeg fortalte hende, hvad Idun og jeg snakkede om og hun var rigtig glad for at vide det. Så det var godt. Det var rigtig godt for Idun at vide, at de ved det og at hun kan komme og snakke med dem om det.
Hertil aften, så fortæller Idun mig så at hun også er lidt ked af at hun syntes at vi bruger mere tid på lillesøster end på hende. Det tog vi os også en rigtig lang snak om. Jeg forklarede hende, at der er nogen ting som vi bliver nødt til at gøre med lillesøster, fordi hun er lille, men at Idun har alt den sjove tid og de ting vi kan lave sammen, fordi hun er vores dejlige store pige. Og at hun kan få og give kærlighed fra os alle 3 nu. jeg har opdaget at hun har et stort nærhedsbehov for tiden og det forsøger jeg rigtig meget at gøre noget ved. Men i hvertfald har Idun og jeg aftalt at jeg deltager i 2 skoletimer i morgen, da der er forældreuge i skolen og hun bliver hentet lige fra skole torsdag og fredag, så efterårsferien starter lidt før tid. 
Det skal nok blive godt.
Nu ligger min store pige op af mig og sover og min lille pige ligger ved siden af storesøster og sover.
Men jeg er ked af at Idun ikke har sagt noget til mig, for hun har virkelig ikke givet udtryk for at være ked af det herhjemme. Hun har rigtig meget været glad og hygget sig herhjemme. Men sådan er det måske, når man er lidt ked af det. Så slapper man af, når man er hjemme? mmm... Jeg får helt vildt dårlig samvittighed over, at jeg ikke har set det før 
Men nu kan jeg i hvertfald gøre ngoet ved det og det er godt. Jeg håber sådan at vi kan gøre min store pige, rigtig glad igen, hele tiden og ikke kun når hun er hjemme. Men det er helt sikkert godt at det er efterårsferie i næste uge
Jeg tænkte idag på om jeg skulle prøve at snakke med skolen om at få en børnepsykolog til hende, mht sorg bearbejdning omkring min mor. Ville det være en god idé?... Eller er det overkill?... mmm... Jeg ved det ikke helt..
