Samvær - hvor og hvordan?

Hej herinde på baby.dk!

Min eks gik fra mig for nogle måneder siden, og har snart termin. Jeg har valgt, at han ikke skal med til selve fødslen, men at han kan komme ind bagefter og se den lille - selvfølgelig. Jeg har dog sagt til ham, at jeg ikke vil se ham, da det bliver for hårdt for mig. Han har ene og alene taget beslutningen om, at vi ikke skal være sammen, og føler mig trådt på, ligegyldig og ført bag lyset i hele dette misk mask.

Efter fødslen skal han have samvær med sin søn, og det vil blive hos mig. Vi bor langt fra hinanden nu, da jeg så mig nødsaget til at flytte tættere på min familie, da jeg ikke kan regne med hans støtte, som med min families. Men jeg ved allerede nu, at jeg vil få meget svært ved at se ham til samværet med vores søn, og jeg har egentlig ikke lyst til at skulle se ham igen nogensinde. Hvis ikke det var for vores søn, så så jeg ham helst aldrig!

Nu ligger landet bare sådan, at vi har en søn sammen snart, og vi skal have samvær etc. til at fungere. Men er der nogen der har erfaring med samvær de helt første spæde måneder af barnets liv? Hvordan kan man gøre det, hvis ikke jeg har lyst til at være i nærheden af min eks eller snakke med ham? Han har gjort mig så ondt, og ødelagt den største oplevelse i mit liv. Jeg føler min fremtid er blevet bestemt for mig af ham, og jeg kan intet gøre. Han er svært depressiv, tidligere misbruger/alkoholiker og har meget svært ved at afslutte ting som fx uddannelse, projekter i hjemmet etc. Det gør ham ustabil, men han vil (heldigvis) gerne se sit barn så ofte som muligt. Jeg ved bare, at jeg stadig har en del følelser i klemme for ham, da han bare stoppede vores forhold så brat, og vil aldrig kunne tilgive ham for selv at have taget dette valg, og ikke snakket med mig før.

Altså i starten kan i jo ikke undgå at have samvær uden at se hinanden.. En nyfødt har jo brug for sin mor næsten 24/7

men så vidt jeg husker er det noget med at samvær starter som nogle få timer hvor mor er tilstede.. og så jo ældre barnet bliver jo længere tids samvær får faderen.. og når barnet så er omkring 1-2 år kan faderen have barnet sovende..

Det er ihvertfald sådan jeg mener det er

Hvad med om du tager hjem til dine forældre, og din mor er hjemme hos dig, mens faren er der?

De første mange måneder er det vel kun et par timer hist og her han ser den lille? og altså ikke til overnatning, for det gør man ikke nødvendigvis med så små børn jo...

men altså din mor kan vel være i dit hjem, hun kan jo opholde sig i et andet rum, men bare være der, også hvis han får brug for hjælp til bleskift, eller mad eller hvis den lille græder rigtig meget...

Men altså, som hovedregel ville jeg sige, at de voksne må bide tænderne sammen, og lære at omgås, for børnenes skyld.. Når han så er taget hjem ,og den lille , kan du jo altid ringe til en ven og brokke dig helt vildt, eller græde hvis det er det du skal...

Sådan som du beskriver din x, der tænker jeg om du virkelig turde at lade ham være alene med jeres barn. Nok kan man hade en x, men det er helt sikkert at man elsker sit barn højere, så mon ikke du nok skal finde styrke til at være der imens din x er der, det andet synes jeg ville være helt forkert over for så lille et barn. Manden er jo fremmed og et spædbarn tror jo det er en del af sin mor...få evt en veninde eller din mor til at være der imens, så du har en moralsk støtte...

nå, men det var jo så ikke helt svar på det du spurgte om..sorry...

Jbk skriver:

Sådan som du beskriver din x, der tænker jeg om du virkelig turde at lade ham være alene med jeres barn. Nok kan man hade en x, men det er helt sikkert at man elsker sit barn højere, så mon ikke du nok skal finde styrke til at være der imens din x er der, det andet synes jeg ville være helt forkert over for så lille et barn. Manden er jo fremmed og et spædbarn tror jo det er en del af sin mor...få evt en veninde eller din mor til at være der imens, så du har en moralsk støtte...

nå, men det var jo så ikke helt svar på det du spurgte om..sorry...

Synes det var et fint svar? Men tror du har ret i, at jeg nok bare må bide tænderne sammen, og så håbe på, at jeg kan tåle at se ham. Han er bare sååå langt fremme mht. vores barn... han snakker 50/50, og fælles forældremyndighed konstant... det gør mig nervøs for, at han bare går og venter på det tidspunkt, hvor han kan slå til og få vores søm lige så meget som mig. Det stresser mig virkelig allerede nu her inden baby er her... Træls han er så fremadrettet :-(

Anonym skriver:

Synes det var et fint svar? Men tror du har ret i, at jeg nok bare må bide tænderne sammen, og så håbe på, at jeg kan tåle at se ham. Han er bare sååå langt fremme mht. vores barn... han snakker 50/50, og fælles forældremyndighed konstant... det gør mig nervøs for, at han bare går og venter på det tidspunkt, hvor han kan slå til og få vores søm lige så meget som mig. Det stresser mig virkelig allerede nu her inden baby er her... Træls han er så fremadrettet :-(

Du kan være ganske rolig for 50-50 får han ikke før barnet er meget ældre. Det er ikke godt for et lille barn at undvære sin primære omsorgsperson længe af gangen. Forældremyndigheden skal I dog nok dele, hvis han er så langt fremme i skoene.

Du skal ikke lade dig stresse (lettere sagt en gjort) men blot nyde jeres lille dejlige barn. Hvem ved hvordan fremtiden ser ud? Det kan være I får verdens bedste forhold som deleforældre, det kan være han mister interessen helt, det kan være at statsforvaltningen dømmer mod ham, der kan ske så meget!

Nyd jeres kommende barn Og jeg er i øvrigt enig med Jbk - du (eller som andre foreslår din mor) er nødt til at være tilstede i starten.

Knus t.

Kunne bare ikke forlade tråden uden at skrive et eller andet, for dit indlæg rørte mig virkelig helt indeni. Jeg føler virkelig med dig og den situation du er blevt bragt i. Kan desværre ikke komme med et specifikt svar på det du efterlyste. Bare en storherfra. Håber du finder en løsning.

thildemus skriver:

Du kan være ganske rolig for 50-50 får han ikke før barnet er meget ældre. Det er ikke godt for et lille barn at undvære sin primære omsorgsperson længe af gangen. Forældremyndigheden skal I dog nok dele, hvis han er så langt fremme i skoene.

Du skal ikke lade dig stresse (lettere sagt en gjort) men blot nyde jeres lille dejlige barn. Hvem ved hvordan fremtiden ser ud? Det kan være I får verdens bedste forhold som deleforældre, det kan være han mister interessen helt, det kan være at statsforvaltningen dømmer mod ham, der kan ske så meget!

Nyd jeres kommende barn Og jeg er i øvrigt enig med Jbk - du (eller som andre foreslår din mor) er nødt til at være tilstede i starten.

Knus t.

50/50 er noget der vælges frivilligt af begge forældre ikke noget sf eller retten dømmer til. Og heldigvis er der også nu ved at være meget bred enighed om at denne løsning ikke er for barnets bedste.

Anonym skriver:

Synes det var et fint svar? Men tror du har ret i, at jeg nok bare må bide tænderne sammen, og så håbe på, at jeg kan tåle at se ham. Han er bare sååå langt fremme mht. vores barn... han snakker 50/50, og fælles forældremyndighed konstant... det gør mig nervøs for, at han bare går og venter på det tidspunkt, hvor han kan slå til og få vores søm lige så meget som mig. Det stresser mig virkelig allerede nu her inden baby er her... Træls han er så fremadrettet :-(

50/50 er IKKE noget der bliver fastsat oppe fra det er KUN hvis dig og din x vælger det frivilligt. Personligt ville jeg aldrig vælge denne løsning, det mener jeg slet ikke er barnets tarv og heldigvis er det også blevet sådan at "de kloge" heller ikke mener det er bedste løsning for børn.

Du skal slappe helt af, samvær vil optrappes meget meget langsomt og bor I ikke virkelig tæt på hinanden, så vil det højst sandsynligt blive hveranden weekend og ikke mere...men synes du skal kontakte en advokat hvis du er nervøs, hun vil kunne berolige dig fuldstændig...nyd dit barn og tag det helt rolig...det bliver over 2 år før det bliver hveranden weekend fast, det er ret sikkert, i hvert fald hvad jeg blev informeret om.

Knus og held og lykke..

Jbk skriver:

50/50 er noget der vælges frivilligt af begge forældre ikke noget sf eller retten dømmer til. Og heldigvis er der også nu ved at være meget bred enighed om at denne løsning ikke er for barnets bedste.

Det er jeg helt personligt glad for at høre! Jeg mener ikke det er i barnets interesse og skulle skifte base så at sige - i hvert fald ikke i mit eget tilfælde for at indsnævre det helt. I tilfælde med konflikt mellem forældrene må det give nogle splittede børn. Der er dog folk herinde der i tidligere debatter har sagt at dette er sket.