Hjælp, jeg er ved at få kolde fødder!!

(Og nej, skal ikke misforståes med et "Tag strømper på"-indlæg, bacon)

Er kolde fødder et tegn på at man skal droppe det man egentlig troede man havde gang i?

Det er lige gået op for at det er skræmmende snart at jeg havde planlagt at skulle være gravid - Ja, faktisk her om 3 mdr.

Lige nu ved jeg slet, slet ikke hvad jeg vil.
Den ene dag er jeg vildt skruk (Som jeg har været det sidste år), den anden dag kan jeg slet ikke overskue at skulle "ødelægge" det vi har nu.
For det er vel egentlig det man gør, er det ikke?

Vi har det så godt nu!
Får helt sommerfugle i maven når jeg tænker på mit liv som det er nu - Alt det bliver jo vendt på hovedet og den tid kommer aldrig tilbage.

Jeg regner ikke med at I kan greje det der foregår i mit hovede nu, men har måske bare brug for nogle input.

Fuck, hvor er det frustrende!!!
Og jeg gider det bare ikke! Nu troede jeg lige jeg vidste hvad jeg ville!

Er det bare fordi det er en måde at "forberede" sig på eller er det en "advarsel"?

det er forberedelse...i det små!

det er mit bud, man revidere sit liv, vejer det op mod hvad man har, og hvad man kan få.

men at du tror du midster det du har, det forstår jeg ikke...du tilføjer jo bare ekstra glæde og arbejde ind i jeres liv!

jeg tror sgu det er en sund tankegang, at man forsøger at sætte sig ind i det man har nu...og holde fast i det...men det forsvinder jo ikke ved der kommer en bebs mere!

Hun er sgu klog hende Loggi ;)

Og du har jo hørt min lomme-psykologi-forklaring, så den behøver du ikke få igen :P


-Nadia

Hmmm... Tynen, så er du sgu helt normal alligevel.
Selvfølgelig kommer der en masse tanker for og imod - uanset hvad du har planlagt.

Jeg ved faktisk ikke helt hvad der gjorde at vi gik igang med nr to i sin tid... Det gik bare godt med den første - og så skal "man" jo have to børn. Jeg var ikke skruk, men alligevel kunne jeg ikke vente med at komme igang med projektet da vi først var besluttet på det. MEN jeg havde jo også alderen imod mig - jeg ville have nr to inden jeg blev 35 for ikke at komme i risikogruppe.
Jeg blev jo gravid i første forsøg med Malte - og det var jeg bare slet, slet ikke indstillet på, og jeg blev faktisk meget ked af at jeg ikke nåede at ønske graviditeten sådan rigtig brændende - den var der bare - BANG!
Og så var det nemlig at jeg fik den der fornemmelse af at nu ville vi jo "ødelægge" det gode liv vi havde. Vi havde det virkelig SÅ godt, og lille Freja var bare den mest nutte lille skat - oghvordan kunne jeg dog byde hende at hun skulle dele mor og far med en ny baby!!

Jeg var virkelig langt ude, så slemt at jeg faktisk tænkte at hvis der skulle gå noget galt og graviditeten ikke blev til noget, så ville det være godt, og så ville jeg ikke prøve igen!! Tænk at jeg kunne tænke sådan - jeg har skammet mig tit siden!!
Men det er vores reaktion - vi ved hvad vi har, vi ved ikke hvad vi får. Vi er vanemennesker, vi er trygge ved det kendte, det kendte er det sikre, og vi kan ikke lide at være usikre... Sådan er vi mennesker bare indrettet - og det er enormt grænseoverskridende og brække ud af tryghedskassen og stræbe efter noget vi ikke aner hvad er, fx barn nr to.

MEN Tynen - klø på. Selvfølgelig skal I ha flere børn. Du vil komme i tvivl mange gange endnu, men det skal ikke holde dig tilbage.

Arrrh fuck det blev langt, og jeg aner ikke hvad det er jeg har fyret af.. Tynen, lad være med at lade dig afskrække af dine tanker - de kan ikke undgåes og de er normale nok, men du må tage chancen og gå efter det "usikre og fremmede"

Marie - det her kunne være noget jeg kunne have sagt i en brændert for at lyde klog...

Loggidut skriver:

det er forberedelse...i det små!

det er mit bud, man revidere sit liv, vejer det op mod hvad man har, og hvad man kan få.

men at du tror du midster det du har, det forstår jeg ikke...du tilføjer jo bare ekstra glæde og arbejde ind i jeres liv!

jeg tror sgu det er en sund tankegang, at man forsøger at sætte sig ind i det man har nu...og holde fast i det...men det forsvinder jo ikke ved der kommer en bebs mere!

Det er en god pointe du har dig der - og lige sådan et indspark jeg mangler.

Jeg er måske bare bange for om vores forhold holder (Men det kan jo gå galt alligevel), om det er fair overfor Stella (Selvom at det siges at søskende er den bedste gave at få) og om vi får tid til at nyde den nye bebs - Men bliver man så nogensinde klar, hvis man tænker sådan?!

ivfmarie skriver:

Hmmm... Tynen, så er du sgu helt normal alligevel.
Selvfølgelig kommer der en masse tanker for og imod - uanset hvad du har planlagt.

Jeg ved faktisk ikke helt hvad der gjorde at vi gik igang med nr to i sin tid... Det gik bare godt med den første - og så skal "man" jo have to børn. Jeg var ikke skruk, men alligevel kunne jeg ikke vente med at komme igang med projektet da vi først var besluttet på det. MEN jeg havde jo også alderen imod mig - jeg ville have nr to inden jeg blev 35 for ikke at komme i risikogruppe.
Jeg blev jo gravid i første forsøg med Malte - og det var jeg bare slet, slet ikke indstillet på, og jeg blev faktisk meget ked af at jeg ikke nåede at ønske graviditeten sådan rigtig brændende - den var der bare - BANG!
Og så var det nemlig at jeg fik den der fornemmelse af at nu ville vi jo "ødelægge" det gode liv vi havde. Vi havde det virkelig SÅ godt, og lille Freja var bare den mest nutte lille skat - oghvordan kunne jeg dog byde hende at hun skulle dele mor og far med en ny baby!!

Jeg var virkelig langt ude, så slemt at jeg faktisk tænkte at hvis der skulle gå noget galt og graviditeten ikke blev til noget, så ville det være godt, og så ville jeg ikke prøve igen!! Tænk at jeg kunne tænke sådan - jeg har skammet mig tit siden!!
Men det er vores reaktion - vi ved hvad vi har, vi ved ikke hvad vi får. Vi er vanemennesker, vi er trygge ved det kendte, det kendte er det sikre, og vi kan ikke lide at være usikre... Sådan er vi mennesker bare indrettet - og det er enormt grænseoverskridende og brække ud af tryghedskassen og stræbe efter noget vi ikke aner hvad er, fx barn nr to.

MEN Tynen - klø på. Selvfølgelig skal I ha flere børn. Du vil komme i tvivl mange gange endnu, men det skal ikke holde dig tilbage.

Arrrh fuck det blev langt, og jeg aner ikke hvad det er jeg har fyret af.. Tynen, lad være med at lade dig afskrække af dine tanker - de kan ikke undgåes og de er normale nok, men du må tage chancen og gå efter det "usikre og fremmede"

Marie - det her kunne være noget jeg kunne have sagt i en brændert for at lyde klog...

Helt ærlig, Marie!
Det er sgu den bedste brandert jeg nogensinde har hørt!
Det er jo netop det jeg sidder og går i baglås over!

Sidst blev vi bare smidt ud i at skulle være forældre, og da abort ikke var muligt i min verden skulle det bare være sådan!
Nu skal jeg (Vi) selv til at bestemme om vi skal gøre det igen, og det er jo skide skræmmende.
Så er det jo os der står med ansvaret for vores gerninger :)

Ej, det lyder så plat, men det er lidt sådan jeg føler det.

Jeg har også lidt svært ved at se hvor stor Stella egentlig er når hun er 2 år.
Hvad kan hun? Hvad forstår hun? Og vil man kunne forklare hende at der kommer en lille bebs ind i familien?

Ja, 3 måneder er jo også en slags tid at se tingene an på og jeg vil sikkert blive i tvivl 100 gange endnu.
Jeg bliver bare så skræmt når mine tanker driver gæk med mig - Det kan de sgu ikke være bekendt ;)

BTW - Tak for kommentaren først i indlægget :D

Jeg har også lidt svært ved at se hvor stor Stella egentlig er når hun er 2 år.
Hvad kan hun? Hvad forstår hun? Og vil man kunne forklare hende at der kommer en lille bebs ind i familien?

Freja var liiige knap to da Malte kom, og hun har aldrig tvilvet ét sekund på at Malte bare hører til i vores familie - ALDRIG en eneste gang har hun ytret utilfredshed med at være blevet storesøster.
Vi gjorde ikke noget for at forklare hende noget om Malte før han kom. Men da hun så ham på sygehuset var det bare: "Det er Malte, han er din lillebror og han skal bo sammen med os" og det var bare ok med Freja, hun aede ham og gik igang med at lege med hendes sutter...
Selvfølgelig har vi været meget obs på at hun ikke måtte føle sig svigtet eller tilsidesat pga Malte - og det gør hun bestemt heller ikke. Jeg føler faktisk tit at vi "holder med" Freja, og "sylter" Malte lidt - men han har jo ikke prøvet andet, så han lider ikke...

Nå, det var mere "brandert snak" - bare lige for at lune dine fuzzer lidt ;)

Jeg er også sikker på at det er noget helt andet når man står i det og vi har også snakket om at vi vil lave Stella-tid hver dag så hun ikke ser den nye som en konkurrent.

Årh - Det er bare så svært.
Men sådan er det vel altid når man er i venteposition (?)

Nøj, det er stort set de samme tanker, jeg går rundt med!

Altså dem af dem, der handler om, hvordan det mon vil blive at få et nyt barn ind i familien og hvordan min dejlige lille NM vil takle den situation.

Fedt at læse din historie med Freja, Ivf!! Det er bare så godt beskrevet og meget opløftende læsning.

Tynen, jeg vidste slet ikke, at du havde fået husherren med på babyplanen 8D Fedt!!

Jeg kan godt forstå alle dine tanker, men er lige som de andre sikker på, at det ikke er et tegn på, at du ikke skal blive gravid, men bare en helt almindelig reaktion på at skulle til at lave om på noget, når man nu lige har det så godt.

Det her er bare så sødt skrevet:

Vi har det så godt nu!
Får helt sommerfugle i maven når jeg tænker på mit liv som det er nu - Alt det bliver jo vendt på hovedet og den tid kommer aldrig tilbage.

(L)(L)(L)

Knus fra Birgitte

Jeg har det præcis som dig Tynen... Jeg kan overhovedet heller ikke forestille mig at skulle bryde den idyl der er nu hvor vi leger 'far, mor og (ET) barn'! Jeg har selv tre søskende, og ved at jeg med sikkerhed vil prøve at få flere børn. Men jeg kan slet, slet ikke overskue at tænke på det nu. Jeg er heller ikke skruk på den måde som du er (eller har været?), selvom jeg dog kan få voldsom længsel efter igen at skulle amme og nusse sådan en lillebitte hjælpeløs baby. Jeg tror helt sikkert der går i hvert tilfælde et års tid før vi igen går igang med de indledende øvelser til projekt baby, for vi nyder simpelthen denne tid helt vildt alle sammen. Og selvom det selvfølgelig også er skønt og vidunderligt at få barn nummer to, så må det altså også være benhårdt til tider når man jo kun har to arme - som Marie siger i BM's indlæg... KH Astrid Hov, tillægsspørgsmål til Tynen: Hvordan kan det være at det netop SKAL være om 3 måneder? Kunne I ellers ikke bare vente i 6 måneder og så se om du føler dig mere klar på det tidspunkt?