Så har jeg fortalt Idun om min mor...

mariamiss6 skriver:

Uh Nu går der jo noget tid inden du modtager svar, og zafir skal helt sikkert nok give dig et fyldestgørende et selv....

Jeg ved ikke hvad det hedder som sådan.... Men det er noget psykisk, som gør at Zafirs mor svinger rigtig meget i humør, og opførsel. Så hun på den måde ikke helt kan forstå at der er grænser på forskellige ting, og så er hun ikke altid så pæn i munden.... Så altså, hun sårer meget.

Håber ikke jeg trådte over en grænse her

Tak skal du have søde. 

Men du behøver ikke uddybe yderligere Zafir, hvis du ikke har lyst.
Jeg har fuld forståelse for hvad det drejer sig om.
Og jeg ønsker alt det bedste. Det er så forfærdeligt når ens pårørende bliver ramt af den slags, man er så magtesløs, og kan intet gøre.
Jeg vil tænde et lys for din mor og hele jeres lille familie, og sende gode energier, så din mor kan få ro i sit sind.

Kærligst
Sussie

mariamiss6 skriver:

Godt du har fået fortalt det Zafir.

Det er sikkert meget bedre, og lettere, at Idun "forstår" at i ikke KAN besøge mormor lige nu.
At mormor elsker jer, men at hun er syg, og ikke rigtig kan have gæster i et stykke tid.

Men altså har du fået det fortalt sådan at Idun ikke tror det bare er en mavepine eller sådan noget?

Altså jeg fornemmer du har fået forklaret hende nogen lunde, at det er en usynlig sygdom, og ikke noget hun kommer sig over inden for en uge. Men jeg ville bare lige høre ad for at være sikker...

Det er meget bedre Idun ved i ikke kan besøge mormor, men at det er okay at savne hende, og at det bestemt er okay at sige det højt...
Og det er også rigtig godt er jeg sikker på, at Idun ved at du savner ligesom Idun jo gør, så i kan dele savnet mellem jer, og forstå hinanden. Sådan at Idun ikke tror det er forbudt taleemne, bare fordi i er kede af det.

Vi har forklaret hende omkring psykisk sygdom i børnehøjde. Så vi har prøvet så godt vi kan.

Hun spurgte videre til det igår aftes. Spurgte om jeg vidste hvorfor og hvrodan mormor var blevet syg, så jeg forkalrede hende om min mors opvækst og fortalte hende at hun altid har været syg, men at det i perioder er slemmere end andre tider og det for tiden er slemt, og at det er derfor. Hun sad på skødet af mig og var lidt ked af det, og jeg sagde til hende at det er HELT OKAY at være ked af det og at mor og far også er ked af det, pga det. Hun kan selvfølgelig altid komme og fortælle at hun er ked af det også vil vi hjælpe så godt vi kan.

SussieThyssen skriver:

Må jeg spørge forsigtigt hvad der er galt med din mor, Zafir?
Går ud fra at det er ok at spørge, siden du snakker så åbenlyst om det herinde.


Kærligst
Sussie

MIn mor er borderline. Jeg har skrevet en del om det herinde, da det er rigtig rart at dels få luft, når jeg har det svært og dels få andres betragtniinger på situationen.

Tjuhl skriver:

det er lidt spøjst for mig at læse det her indlæg fordi jeg selv har været i Iduns situation - og på en måde kommer i din om nogle år. Min biologiske mormor er meget syg, skizofren og maniodepressiv og vi havde kontakt med hende da jeg var lille, men på et tidspunkt besluttede min mor at det var for farligt at have hende i nærheden af os børn og afsluttede kontakten. Det optog mig også meget, for jeg oplevede hende jo ikke syg. Men det var supervigtigt at min mor var ærlig omkring hvorfor vi ikke kunne se hende og at hun fortalte hvad der skete med min mormor og hvad der var sket mens hun voksede op (min mor altså) osv., så jeg synes du griber det helt rigtigt an med Idun  så får man heller ikke nogen vrede mod hverken sin mor eller mormor pga den mistede kontakt, men føler at man er "stor nok" til at forstå at nogle mennesker bare har det rigtig rigtig skidt og ikke kan fungere sammen med andre. Så endnu en gang vil jeg bare sige, at I klarer en sindssygt svær situation rigtig supergodt, Zafir!

 

Tusind tak Trine!!

hej

håber det lettede for jer og hvor må det være dejligt at kan snakke med idun om tingende på hendes niveu

rigtig god weekend

Zafir skriver:

MIn mor er borderline. Jeg har skrevet en del om det herinde, da det er rigtig rart at dels få luft, når jeg har det svært og dels få andres betragtniinger på situationen.

1000 tak søde ven.
Ja, så er det jo mere til at forholde sig til, når der er sat den rigtige betegnelse på, og jeg vil kigge efter nogle af dine indlæg.

Ja, det er aldrig morsomt, når der er et nært familiemedlem, der skrider ud på overdrevet mentalt, om man så må sige.
Og jeg synes, det er en fin og følsom måde at indvi din lille datter i den første grundlæggende forståelse.

Mine forældre har heldigvis også altid været meget  omhyggelige med at møde mig på mit plan, når ubehagelige eller svære ting skulle forklares, og jeg har brugt det samme til mine egne børn.

Det er jo netop meget typisk, som Idun reagerer som hun gør, går hen og leger, tygger på det, og så pludseligt stiller spørgsmål og vil snakke.
Det samme var det med min søn, da hans far døde. De leger, og pludseligt stopper de op og stiller et spørgsmål, og så er det bare med at være PÅ nu og her, og så leger de videre som om intet er hændt.
Børn har deres egen guddommelige måde at absorbere sorg og traumer på, hvis det bliver håndteret på den rigtige måde, og jeg tror du har valgt den helt rigtige.

Kærligst
Sussie

Hej Zafr. :-)

Min mor var psykisk syg, da jeg var barn, og jeg kom i plejefamilie. Jeg kan huske at jeg i rigtig rigtig mange år, gik og troede at hun havde kræft, fordi at folk sagde hun var syg, Jeg ved ikke hvor det kræft kom ind henne i mit hovede. = Børn digter, og det gjorde jeg vist. Og at det var derfor at jeg ikke kunne bo hos hende længere. Nu er det hele lidt slørret, da jeg nok fortrænger en hel del. Og jeg er ikke klar over hvornår det gik op for mig at hun faktisk gik og havde det dårligt psykisk. (Det er måske også lidt svært at forklare et barn ) Efter nogen år i plejefamilie, blev hun "rask" igen. Og ville have mig hjem og bo igen. Dengang var det også svært for mig at forstå at hun ikke var "syg" længere. Men jeg var ikke interesseret, da jeg havde det godt hvor jeg var, og min Plejefamilie var glade for mig. Jeg var over 12 år. Så har man selv noget indflydelse, på om hvor man vil bo. Eller det havde jeg i hvertfald dengang. Og efter den tid kom jeg hjem hver 14's dag. (Plejefamilien boede på sjælland, og min mor i Jylland ) Derfor hver 14's dag-  Nå nu kom jeg vist lige væk fra emnet. Jeg syntes det er godt at i fortæller hende om det, og hvis i har kunne hende at mormor er paykisk syg i børnehøjde, så tager jeg hatten af for det :-) Godt gået!

Det lyder rigtig godt at I har fået fortalt Idun det. Både for jer og for hende. Det er helt klart bedre end at skulle lyve om hvorfor at Idun ikke kan besøge mormor, eller hvorfor mormor pludselig ikke kommer alligevel. Børn kan fornemme når der er noget galt, så sandheden vil helt klart gøre det nemmere for hende at acceptere og forstå.

Det er ikke nemt med personer i familien der på den måde er syge og dermed utilregnelige. Det kan putte et kæmpe press på alle parter. Jeg synes det er godt at Idun har fået lov til at møde sin mormor og have et forhold til hende, men jeres ansvar er over for hende og Frigg. Jeg tror I vil blive rigtig glade for og lettede over at have taget samtalen med hende, også selvom hun nok er lidt ked af det nu.