Så har jeg fortalt Idun om min mor...

Så har jeg endelig fået fortalt Idun, at vi ikke kommer til at se mormor...

Altså vi endte med at fortælle hende at mormor er syg på en sådan måde, at hun ikke kan se os. Ikke at hun ikke vil, men hun kan ikke. HVIS det ændrer sig en dag, så vil vi fortælle hende det.

Vi forklarede det sådan forholdsvis uddybet, uden at hun behøver at vide noget, hun ikke skal vide. Eller atlså - ja svært at forklare.

Men hun var først fuldstændig ubemærket nærmest... og jaja - det forstår jeg godt og legede lidt videre.

Her senere på aftenen har hun spurgt mere ind til det og også fortalt at hun er lidt ked af det og sådan. Jeg har fortalt hende, at jeg også er ked af det og det er OK at være ked af det i denneher situation... Men at selvom vi er kede af det, er der ikke rigtig noget at gøre ved det.

Hun spurgte også, hvorfor mormor var blevet syg og jeg forklarede hende om min mors opvækst osv. og at det var noget der gjorde at hun altid har været syg, men at det i perioder har været bedre og det er dårligere nu.

Så det var rigtig rart at vi er færdige med at lyve for hende...

Så håber jeg at jeg kan få lidt ro på der, så Idun ikke går og spørger hele tiden om vi ikke snart skal besøge mormor, men at vi kan snakke om det i stedet for, hvsi hun er ked af det, eller savner mormor. - ligesom jeg jo kan blive ked af det og savne min mor. Selvom det jo ikke nytter...

Så det var en lille update herfra...

Det lyder som det helt rigtige i har gjort! Idun er jo også så stor nu, at hun godt kan forstå mange ting (nok flere end vi forældre bryder os om!) Det må også være bedre for Idun at vide at det er fordi at Mormor ikke kan, og ikke fordi at hun ikke vil have kontakt! Så Idun ikke føler sig afvist!

Pyhh men uanset hvad så må det have været en drøj omgang at få det fortalt!! Men jeg kan godt forstå at det har lettet!

Knus og kram og dejlig lille fredag!

Jeg tror det er den helt rigtige beslutning i har taget. Bestemt også rart at i ikke skal lyve mere og at Idun er så nysgerrig at hun selv spørger indtil det hele.

Det skal nok gå rigtig fint, en dag afgangen og så må man tage det som det kommer

Zafir skriver:

Så har jeg endelig fået fortalt Idun, at vi ikke kommer til at se mormor...

Altså vi endte med at fortælle hende at mormor er syg på en sådan måde, at hun ikke kan se os. Ikke at hun ikke vil, men hun kan ikke. HVIS det ændrer sig en dag, så vil vi fortælle hende det.

Vi forklarede det sådan forholdsvis uddybet, uden at hun behøver at vide noget, hun ikke skal vide. Eller atlså - ja svært at forklare.

Men hun var først fuldstændig ubemærket nærmest... og jaja - det forstår jeg godt og legede lidt videre.

Her senere på aftenen har hun spurgt mere ind til det og også fortalt at hun er lidt ked af det og sådan. Jeg har fortalt hende, at jeg også er ked af det og det er OK at være ked af det i denneher situation... Men at selvom vi er kede af det, er der ikke rigtig noget at gøre ved det.

Hun spurgte også, hvorfor mormor var blevet syg og jeg forklarede hende om min mors opvækst osv. og at det var noget der gjorde at hun altid har været syg, men at det i perioder har været bedre og det er dårligere nu.

Så det var rigtig rart at vi er færdige med at lyve for hende...

Så håber jeg at jeg kan få lidt ro på der, så Idun ikke går og spørger hele tiden om vi ikke snart skal besøge mormor, men at vi kan snakke om det i stedet for, hvsi hun er ked af det, eller savner mormor. - ligesom jeg jo kan blive ked af det og savne min mor. Selvom det jo ikke nytter...

Så det var en lille update herfra...

Synes det er rigtig godt at I har fortalt Idun det...det er top vigtigt at tale med sine børn om hvad der både  er godt og skidt her i verden...og hun lyder også til at være en stor fornuftig pige

Knus Louise

Godt du har fået fortalt det Zafir.

Det er sikkert meget bedre, og lettere, at Idun "forstår" at i ikke KAN besøge mormor lige nu.
At mormor elsker jer, men at hun er syg, og ikke rigtig kan have gæster i et stykke tid.

Men altså har du fået det fortalt sådan at Idun ikke tror det bare er en mavepine eller sådan noget?

Altså jeg fornemmer du har fået forklaret hende nogen lunde, at det er en usynlig sygdom, og ikke noget hun kommer sig over inden for en uge. Men jeg ville bare lige høre ad for at være sikker...

Det er meget bedre Idun ved i ikke kan besøge mormor, men at det er okay at savne hende, og at det bestemt er okay at sige det højt...
Og det er også rigtig godt er jeg sikker på, at Idun ved at du savner ligesom Idun jo gør, så i kan dele savnet mellem jer, og forstå hinanden. Sådan at Idun ikke tror det er forbudt taleemne, bare fordi i er kede af det.

Zafir skriver:

Så har jeg endelig fået fortalt Idun, at vi ikke kommer til at se mormor...

Altså vi endte med at fortælle hende at mormor er syg på en sådan måde, at hun ikke kan se os. Ikke at hun ikke vil, men hun kan ikke. HVIS det ændrer sig en dag, så vil vi fortælle hende det.

Vi forklarede det sådan forholdsvis uddybet, uden at hun behøver at vide noget, hun ikke skal vide. Eller atlså - ja svært at forklare.

Men hun var først fuldstændig ubemærket nærmest... og jaja - det forstår jeg godt og legede lidt videre.

Her senere på aftenen har hun spurgt mere ind til det og også fortalt at hun er lidt ked af det og sådan. Jeg har fortalt hende, at jeg også er ked af det og det er OK at være ked af det i denneher situation... Men at selvom vi er kede af det, er der ikke rigtig noget at gøre ved det.

Hun spurgte også, hvorfor mormor var blevet syg og jeg forklarede hende om min mors opvækst osv. og at det var noget der gjorde at hun altid har været syg, men at det i perioder har været bedre og det er dårligere nu.

Så det var rigtig rart at vi er færdige med at lyve for hende...

Så håber jeg at jeg kan få lidt ro på der, så Idun ikke går og spørger hele tiden om vi ikke snart skal besøge mormor, men at vi kan snakke om det i stedet for, hvsi hun er ked af det, eller savner mormor. - ligesom jeg jo kan blive ked af det og savne min mor. Selvom det jo ikke nytter...

Så det var en lille update herfra...

Må jeg spørge forsigtigt hvad der er galt med din mor, Zafir?
Går ud fra at det er ok at spørge, siden du snakker så åbenlyst om det herinde.


Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

 

Må jeg spørge forsigtigt hvad der er galt med din mor, Zafir?
Går ud fra at det er ok at spørge, siden du snakker så åbenlyst om det herinde.


Kærligst
Sussie

Uh Nu går der jo noget tid inden du modtager svar, og zafir skal helt sikkert nok give dig et fyldestgørende et selv....

Jeg ved ikke hvad det hedder som sådan.... Men det er noget psykisk, som gør at Zafirs mor svinger rigtig meget i humør, og opførsel. Så hun på den måde ikke helt kan forstå at der er grænser på forskellige ting, og så er hun ikke altid så pæn i munden.... Så altså, hun sårer meget.

Håber ikke jeg trådte over en grænse her

Zafir skriver:

Så har jeg endelig fået fortalt Idun, at vi ikke kommer til at se mormor...

Altså vi endte med at fortælle hende at mormor er syg på en sådan måde, at hun ikke kan se os. Ikke at hun ikke vil, men hun kan ikke. HVIS det ændrer sig en dag, så vil vi fortælle hende det.

Vi forklarede det sådan forholdsvis uddybet, uden at hun behøver at vide noget, hun ikke skal vide. Eller atlså - ja svært at forklare.

Men hun var først fuldstændig ubemærket nærmest... og jaja - det forstår jeg godt og legede lidt videre.

Her senere på aftenen har hun spurgt mere ind til det og også fortalt at hun er lidt ked af det og sådan. Jeg har fortalt hende, at jeg også er ked af det og det er OK at være ked af det i denneher situation... Men at selvom vi er kede af det, er der ikke rigtig noget at gøre ved det.

Hun spurgte også, hvorfor mormor var blevet syg og jeg forklarede hende om min mors opvækst osv. og at det var noget der gjorde at hun altid har været syg, men at det i perioder har været bedre og det er dårligere nu.

Så det var rigtig rart at vi er færdige med at lyve for hende...

Så håber jeg at jeg kan få lidt ro på der, så Idun ikke går og spørger hele tiden om vi ikke snart skal besøge mormor, men at vi kan snakke om det i stedet for, hvsi hun er ked af det, eller savner mormor. - ligesom jeg jo kan blive ked af det og savne min mor. Selvom det jo ikke nytter...

Så det var en lille update herfra...

Uhh føler med jer, det er en svær situation I er i. Bedsteforældre har gudestatus hos små børn, så det kan være så svært at forstå når de slet ikke er så fantastiske som børnene tror.

Kæmpe kram til jer 

Kamelia

det er lidt spøjst for mig at læse det her indlæg fordi jeg selv har været i Iduns situation - og på en måde kommer i din om nogle år. Min biologiske mormor er meget syg, skizofren og maniodepressiv og vi havde kontakt med hende da jeg var lille, men på et tidspunkt besluttede min mor at det var for farligt at have hende i nærheden af os børn og afsluttede kontakten. Det optog mig også meget, for jeg oplevede hende jo ikke syg. Men det var supervigtigt at min mor var ærlig omkring hvorfor vi ikke kunne se hende og at hun fortalte hvad der skete med min mormor og hvad der var sket mens hun voksede op (min mor altså) osv., så jeg synes du griber det helt rigtigt an med Idun  så får man heller ikke nogen vrede mod hverken sin mor eller mormor pga den mistede kontakt, men føler at man er "stor nok" til at forstå at nogle mennesker bare har det rigtig rigtig skidt og ikke kan fungere sammen med andre. Så endnu en gang vil jeg bare sige, at I klarer en sindssygt svær situation rigtig supergodt, Zafir!

 

Vil bare sige, at det er super flot, at du har været så ærlig overfor Idun... (så ærlig som hun har brug for, at du er, ift. hendes alder)!! Du kan have ro i sindet, og ikke have dårlig samvittighed over hele tiden at finde andre undskyldninger for, at I ikke lige ser mormor for tiden....!!!

Idun lyder til at være en sej pige, og det er helt sikkert det rigtige, du har gjort

Mange fra Lea