Fortrudt abort

Jeg har længe overvejet at skrive den her tråd, men har haft svært ved at sætte mig ned og komme ud med de tanker, raseri og skuffelse som jeg burde. Jeg er (desværre) typen som altid bærer rundt på tingene i stedet for at snakke om det. Men jeg føler at hvis jeg bliver ved med at snakke om tingene bliver jeg træls at hører på og hvem gider at snakke om fortrudt abort hver evig eneste dag? Det er i hvert fald hver evig eneste dag jeg tænker på det barn som jeg valgte fra for 2 somre siden. Den værste beslutning jeg nogensinde kunne have taget. 

Jeg fandt ud af jeg var gravid for 2 somre siden og jeg meget i tvivl om jeg ville beholde barnet eller ej. Jeg var midt i slutningen af 3.G og havde længe set frem til at kører vogn, få hue på og ud og feste, rejse etc. Derfor søgte jeg selvfølgelig råd hos dem som står mig nærmest, nemlig min familie. Det skulle jeg nok aldrig have gjort. Min mor sendte mig mails klokken 4 om natten om jeg virkelig havde lyst til at ende som kassedame i netto hvis jeg fik det barn eller om min kæreste og jeg nu ville holde sammen osv. 

Jeg valgte at gå til lægen og få en henvisning til hospitalet og gennemfører den abort. På hospitalet husker jeg tydeligt hvordan man skulle gå igennem børneafdelingen med små udklippede pap-firgurer af peterplys bjørne og børnefødder hængende i lamperne. Hvordan du skulle sidde og vente i lokalet med andre gravide som skulle til misdannelsesscanning eller NF scanning, men jeg sad der med min kæreste og kunne ikke få lov til at nyde graviditeten, for så ville jeg jo ende som kassedame i netto. 

Min kæreste var den eneste som synes det var en god ide at beholde barnet og hvorfor lyttede jeg ikke bare til ham? Vi var jo så klar som vi er i dag. Vi ville sagtens kunne gennemfører det dengang også. 

Jeg glemmer aldrig da jeg vågnede op efter aborten , det første jeg gjorde var at stortude. Jeg vidste bare det var en fejl. Det var slet ikke det rigtige for mig! Jeg har lige siden båret rundt med en kæmpe sorg, fustration over familien og raseri. Jeg ved godt de pressede mig, men i bund og grund var det mit valg at få den abort og nej hvor jeg dog fortryder det den dag idag.  Jeg tror desværre aldrig det vil gå væk. Jeg vil altid have en klump i maven over det barn som kunne have været mit. Måske vil jeg ikke tænke over det hver dag men LILLE DU vil altid have en plads i mit hjerte! Undskyld  

Berøre mig dybt at læse din historie... Kan intet skrive som vil fjerne din smerte... Men vil give dig et stort kram, og ønske dig alt mulig held og lykke fremover.... Håber du med tiden vil lære at leve med den beslutning som blev taget!

Kram

Jeg vil gerne give dit et kæææææmpe

Jeg kender alt til dine følelser og hvordan man tænker. Det er vigtigt at man snakker med nogle om de følelser som man har. Snak evt. meget med din kæreste.

Jeg ved at det er svært men med tiden vil du acceptere at du traf det valg, og det valg må man desværre leve med. Da vi ikke kan skure tiden tilbage.

Så selvom at det er svært så prøv at acceptere valgtet.

Du er mere end velkommen til at skrive PB til mig hvis du gerne vil mere ind på det. Jeg fik selv en abort for 4½ år siden. Og jeg har svært ved at få børn. Så tro mig jeg ved hvordan du har det.

Jeg sender dig en masse held og lykke på din vej. Og håber at du med tiden og meget snart vil komme ovenpå igen.  

Hvor råddent af din mor at skrive såen til dig!!

Det er nok det værste her i livet man kan fortryde.. Forstår godt du er nede

Når det er sagt så håber jeg at du bliver gravid igen en dag,-hvor det til den tid vil være længeventet og ønsket

Hvor gør det mig dog virkelig ondt at læse dit indlæg 

Og hvor gør det mig trist at læse om din mor, som burde være lyttende og støttende og ikke få dig til at føle dig tvunget til at tage en så stor og svær beslutning.. Har du nogen sinde snakket med hende om det? Hvordan du har haft det med det osv? Ved ikke om det evt. ville kunne hjælp dig til at acceptere dit valg..

Ellers ville jeg  prøve at kontakte en psykolog, hvis det var mig, til at hjælpe og få snakket med, så du kan se frem ad og ikke lade det fylde så meget.. Får følelsen af at du måske starffer dig selv ved ikke at lade dig komme over denne beslutning? At du måske ikke giver dig selv lov til at acceptere det, da du måske er bange for at det vil gøre dig til en dårlig person?? Ved selvfølgelig ikke hvordan du er osv, var bare lige en følelses jeg fik..?

Men du får i hvertfald et STORT herfra..

Håber du bliver gravid igen - og får lov at opleve lykken ved at blive mor..

Knus og kram

Anonym skriver:

Jeg har længe overvejet at skrive den her tråd, men har haft svært ved at sætte mig ned og komme ud med de tanker, raseri og skuffelse som jeg burde. Jeg er (desværre) typen som altid bærer rundt på tingene i stedet for at snakke om det. Men jeg føler at hvis jeg bliver ved med at snakke om tingene bliver jeg træls at hører på og hvem gider at snakke om fortrudt abort hver evig eneste dag? Det er i hvert fald hver evig eneste dag jeg tænker på det barn som jeg valgte fra for 2 somre siden. Den værste beslutning jeg nogensinde kunne have taget. 

Jeg fandt ud af jeg var gravid for 2 somre siden og jeg meget i tvivl om jeg ville beholde barnet eller ej. Jeg var midt i slutningen af 3.G og havde længe set frem til at kører vogn, få hue på og ud og feste, rejse etc. Derfor søgte jeg selvfølgelig råd hos dem som står mig nærmest, nemlig min familie. Det skulle jeg nok aldrig have gjort. Min mor sendte mig mails klokken 4 om natten om jeg virkelig havde lyst til at ende som kassedame i netto hvis jeg fik det barn eller om min kæreste og jeg nu ville holde sammen osv. 

Jeg valgte at gå til lægen og få en henvisning til hospitalet og gennemfører den abort. På hospitalet husker jeg tydeligt hvordan man skulle gå igennem børneafdelingen med små udklippede pap-firgurer af peterplys bjørne og børnefødder hængende i lamperne. Hvordan du skulle sidde og vente i lokalet med andre gravide som skulle til misdannelsesscanning eller NF scanning, men jeg sad der med min kæreste og kunne ikke få lov til at nyde graviditeten, for så ville jeg jo ende som kassedame i netto. 

Min kæreste var den eneste som synes det var en god ide at beholde barnet og hvorfor lyttede jeg ikke bare til ham? Vi var jo så klar som vi er i dag. Vi ville sagtens kunne gennemfører det dengang også. 

Jeg glemmer aldrig da jeg vågnede op efter aborten , det første jeg gjorde var at stortude. Jeg vidste bare det var en fejl. Det var slet ikke det rigtige for mig! Jeg har lige siden båret rundt med en kæmpe sorg, fustration over familien og raseri. Jeg ved godt de pressede mig, men i bund og grund var det mit valg at få den abort og nej hvor jeg dog fortryder det den dag idag.  Jeg tror desværre aldrig det vil gå væk. Jeg vil altid have en klump i maven over det barn som kunne have været mit. Måske vil jeg ikke tænke over det hver dag men LILLE DU vil altid have en plads i mit hjerte! Undskyld  

Åhhh stakkels, stakkels lille ven.
Jeg ved præcis hvordan du har det.
Jeg har selv været igennem to og blev NØDT til det, da det på det tidspunkt var til fare for mit liv at jeg fik flere.
Men der er stadig tidspunkter hvor jeg føler den dårlige samvittighed banke på og sorgen over at jeg måtte gøre det.
Og selvom jeg har fået 2 vidunderlige børn siden, så tænker jeg alligevel tit på de 2 der ikke fik lov til at komme til verden.
Men...søde ven...du var også nødt til det, og det vidste du godt selv inden i.
Du var ikke parat og klar, og kunne på det tidspunkt se fornuften i det, ellers var du ikke kommet videre.
Og ja, du og kæresten havde nok klaret det dengang...måske, se det kan du ikke vide.
Måske havde det, at få et barn på det tidspunkt, været det der havde skilt jer, fordi I ikke var klar.

Min gamle far sagde altid, at man IKKE skal bruge sit liv til at græde over de broer man HAR valgt at krydse.
Det samme skal du gøre.
Du skal, ligesom jeg og mange andre som du, vælge at sige til dig selv, at du valgte at krydse EN bro. Det har vist sig at være den forkerte, men det er der ikke noget at gøre ved.
Og i stedet for hele tiden at vende tilbage til den bro, og stirre ulykkeligt over på den anden side, så vend ryggen til den og gå videre.
Det er svært, ja gu' er det så, men du SKAL.
Du skal nok få chancen for at gøre skaden go' igen og kompensere for det lille barn dengang.
Trods alt er du blevet det ældre og har forhåbentligt fået eller er igang med en uddannelse, sådan at det barn du får bliver modtaget til de helt rigtige betingelser.

Og vedrørende dine forældre/ din mor, så var de ting de sagde dengang jo kun for at skåne dig og hjælpe dig, ikke fordi de hader dig. Din mor har valgt at råde dig ud fra sin bedste overbevisning.
At det så ikke var det rette for dig, kunne hun jo ikke vide, det kunne jo ligesågodt netop have været det helt rigtige.

Har du nogensinde fået snakket tingene igennem med hende?
Ellers burde du måske gøre det....blot en tanke.
Du får de største knus som tænkes kan

Kærligst
Sussie

Vil bare sige jeg føler virkelig med dig - og kan godt følge dine tanker langt hen af vejen og dog... jeg har taget samme valg som dig i starten af året og det tænker jeg tit over, men situationen er bare for mig anderledes og jeg ønskede ikke at stå alene med 4 børn - og så priser jeg mig så lykkelig for at alle tre børn har den SAMME FAR og ikke et 4 barn med en anden mand ... Det betyder mere for mig .....

Men jeg vil sende dig et varmt knus og håbe du snart bliver gravid igen og vil give det lille nye barn alt den kærlighed du går og brænder inde med...

Knus og tanker fra Pia.

Vil ikke bare læse dit indlæg uden at sende en varm hilsen og et kæmpe

Håber i snart får det barn i gerne vil have

det kunne lige så godt have været mig der havde skrevet den histore. ved lige præcis hvad du går igennem. jeg kom også ud bagefter og stortudede. og det gjorde jeg mange gange årene efter. Nu er det 5 år siden jeg fik den abort, og det kan stadig godt være hårdt at tænke på, men jeg viol så også sige, at jeg var ung lige som dig, og jeg vidste, at ham jeg var sammen med, ikke ville vare evigt. så selvom det var en af de sværeste beslutninger jeg har måttet tage i mit liv, så tror jeg dog at det var den bedste beslutning for barnets skyld.

Dert blir lettere en dag

et kæmpe knus herfra

Jeg fik en abort da jeg var 19, og det tog ufatteligt hårdt på mig 3-4 år efter, men det BLIVER nemmere at takle, det lover jeg dig

Stort knus!