Bare nysgerrig (:

SussieThyssen skriver:

Det er nok det sidste jeg ville anbefale at gøre. Derimod skal man gemme tingene til barnet bliver stort nok. Der VIL nemlig komme en dag hvor barnet vil søge kontakt med sin far.

Jeg har oplevet flere gange med venner og bekendte at børnene som unge eller voksne har valgt at opsøge deres ophav, og hvis de så hører, der ER blevet sendt ting, så vil de blive meget, meget vrede over at de ikke har fået den slags udleveret.

Så når tiden er inde, så giv det til barnet/den unge.

Kærligst
Sussie

det kan jeg godt sætte mig ind i og vil delvis give dig ret. men hvad så når barnet opsøger faren og han så stadig ikke vil have noget med barnet at gøre? at han bare sendte de ting pga dårlig samvittighed? synes den er svær faktisk..

Lise 26 skriver:

det kan jeg godt sætte mig ind i og vil delvis give dig ret. men hvad så når barnet opsøger faren og han så stadig ikke vil have noget med barnet at gøre? at han bare sendte de ting pga dårlig samvittighed? synes den er svær faktisk..

Så må man tage den derfra, der er ikke andet at gøre.

Jeg har en nær veninde, hvis mor smed alt ud fra hendes far efterhånden som det kom gennem årene.
Hvor blev hun rasende på sin mor, da hun fandt ud af det.
Da hun var 16 opsøgte hun sin far, men fandt siden ud af, at han faktisk overhovedet ikke havde plads til hende i sit liv.
Det var hun naturligvis meget ked af, men hun bærer stadig nag til sin mor over den manglende ærlighed og loyalitet, så forholdet er aldrig blevet helt det samme mere.
Som hun har sagt, så svarer det til at hendes mor lige så godt havde kunnet læse hendes dagbøger eller taget hendes gaver fra andre i familien. Det var hendes post, og dermed hendes ansvar at forholde sig til SINE breve fra SIN far når tiden var inde.
Så nej, jeg synes ikke det er svært.
Du kan ikke vælge for dit barn, når det handler om private ting, der tilhører dit barn. Du kan opbevare det for barnet indtil tiden er inde, men du kan aldrig bestemme over de valg som dit barn vil tage når det bliver voksent nok til det.
Foriøvrigt havde pågældende mor aldrig villet have børnepenge fra min venindes far, og lige så principielt som han år efter år havde sendt dem til moderen, havde hun sendt dem retur.
Men så havde hendes far stille og roligt taget pengene og sat dem ind på en konto til hende, så dem fik hun da hun blev 18.
Så i og for sig, så HAVDE hendes far jo omsorg for hende...på en måde.

SussieThyssen skriver:

Så må man tage den derfra, der er ikke andet at gøre.

Jeg har en nær veninde, hvis mor smed alt ud fra hendes far efterhånden som det kom gennem årene.
Hvor blev hun rasende på sin mor, da hun fandt ud af det.
Da hun var 16 opsøgte hun sin far, men fandt siden ud af, at han faktisk overhovedet ikke havde plads til hende i sit liv.
Det var hun naturligvis meget ked af, men hun bærer stadig nag til sin mor over den manglende ærlighed og loyalitet, så forholdet er aldrig blevet helt det samme mere.
Som hun har sagt, så svarer det til at hendes mor lige så godt havde kunnet læse hendes dagbøger eller taget hendes gaver fra andre i familien. Det var hendes post, og dermed hendes ansvar at forholde sig til SINE breve fra SIN far når tiden var inde.
Så nej, jeg synes ikke det er svært.
Du kan ikke vælge for dit barn, når det handler om private ting, der tilhører dit barn. Du kan opbevare det for barnet indtil tiden er inde, men du kan aldrig bestemme over de valg som dit barn vil tage når det bliver voksent nok til det.
Foriøvrigt havde pågældende mor aldrig villet have børnepenge fra min venindes far, og lige så principielt som han år efter år havde sendt dem til moderen, havde hun sendt dem retur.
Men så havde hendes far stille og roligt taget pengene og sat dem ind på en konto til hende, så dem fik hun da hun blev 18.
Så i og for sig, så HAVDE hendes far jo omsorg for hende...på en måde.

og jeg har en historie magen tis, bare hvor hun stadig er sur på faderen..

Lise 26 skriver:

og jeg har en historie magen tis, bare hvor hun stadig er sur på faderen..

Jamen ser du ikke..at det er barnets eget valg om han eller hun vil være sur på sin forældre fordi de ikke var der?
Det valg kan man aldrig tage som forældre på sine børns vegne. Det er et valg som udelukkende tilkommer dem. Og det må da være uendeligt hårdt at man i sin iver for at beskytte sit barn eller af vrede på modparten udsætter sig selv for barnets vrede mod en selv.
Det er noget jeg aldrig selv ville ønske mig.
Men..det er så min mening

Jamen ser du ikke..at det er barnets eget valg om han eller hun vil være sur på sin forældre fordi de ikke var der?
Det valg kan man aldrig tage som forældre på sine børns vegne. Det er et valg som udelukkende tilkommer dem. Og det må da være uendeligt hårdt at man i sin iver for at beskytte sit barn eller af vrede på modparten udsætter sig selv for barnets vrede mod en selv.
Det er noget jeg aldrig selv ville ønske mig.
Men..det er så min mening

 kan virkelig ikke være mere enig med dig

Jeg er selv resultat af et engangsknald, lige for at være meget præcis - min far ved ikke jeg er til, og damn hvor har jeg være bitter over at min mor ikke har fortalt mig sandheden om netop det som barn... jeg ved så hvad han hedder nu og alt det der nu skal til for finde ham - hvis han vægler ikke at ha plads til mig i sit liv ( forståligt hvis det er) jamen så er der intet at gøre ved det, men blot det at ha fået valget, og kende sandheden

Missi skriver:

 kan virkelig ikke være mere enig med dig

Jeg er selv resultat af et engangsknald, lige for at være meget præcis - min far ved ikke jeg er til, og damn hvor har jeg være bitter over at min mor ikke har fortalt mig sandheden om netop det som barn... jeg ved så hvad han hedder nu og alt det der nu skal til for finde ham - hvis han vægler ikke at ha plads til mig i sit liv ( forståligt hvis det er) jamen så er der intet at gøre ved det, men blot det at ha fået valget, og kende sandheden

Det er jo netop det.
Det at have haft muligheden for selv at tage stilling, uden at den ene forældre gør det for en.
Det er iorden at man som forældre tager hånd om de små valg i livet, men de store, de der virkeligt har betydning, dem må man overlade til barnet selv at afgøre som stor.

Da mine ungers far døde, var jeg den der tog mig af hans ting og hans hus. Jeg pakkede en kasse til mine yngste, med alt muligt af min x's personlige ting, og som jeg vidste havde en særlig betydning for ham. Bl. andet billeder, forskellige skriverier, nogle små dagbogsagtige bøger, ting som jeg kunne huske betød noget for ham, dengang vi var gift.
Kassen står nu i vores depotrum, og når tiden er inde, kan ungerne få det og sammen gå det igennem og deles om minderne om deres far. Vi har også taget hånd om harddisken på hans computer, og vores døtre bad os om at "rense" den ud for mandetingene...men resten ligger helt urørt sådan at de selv, når de føler at tiden er inde, kan kigge på små glimt af deres fars liv og har en chance for at lære ham at kende som voksne.
Nu var vores forhold også meget specielt, jeg ved det godt, vi var hinanden bedste venner, og han ville ikke have at andre tog hånd om hans ting, men alligevel. Jeg er glad for at jeg fik muligheden for at være den der gjorde det, sådan at jeg netop kunne tage alt det fra som havde betydning for både ham og mine børn.

Med mindre faren pludseligt søgte samvær eller gjorder andet, så ville jeg bare gemme det til han/hun blev ældre og begyndte at spørger efter ham. (herhjemme er det den omvendte situation, mor ser ikke søn eller har vist interesse i det)

For det er jo faresn eller morens for den sags skyld, ansvar at tage initiativ til at se sit barn