spurgte Søren i onsdags, "For så gider jeg sgu ikke forberede undervisning til imorgen!". Altså..JA, jeg har tænkt mig at føde - men der er dælme langt fra tanke til handling i lige den her sammenhæng!!
Siden onsdag har der været plukveer er forskellig grad, murren for alvor i underlivet og en baby der virkelig arbejder for sagen, sådan føles det i hvert fald, og man føler sig lidt som en slap mor når man - mens man kan mærke sit barn rumle rundt og skubbe sig nedad - bare sidder og drikker kakao og veeeeenter.
Nu fylder fødslen pludselig RIGTIG meget for os begge to; hver dag står man op og tænker "blir det idag?" og sidste weekend argumenterede Søren for at vi skulle leje to film en aften fordi "hvad nu hvis vi er blevet forældre næste weekend? Så får vi aldrig set den anden!". Min mor sagde så, at man jo godt kunne se film selvom man var blevet forældre, men i vores hoveder er der ligesom bare blankt når vi tænker på tid efter fødsel. Eller...jeg tror vi begge to forestiller os, at vi ikke kommer til at lave andet det næste halve år end at stå ved siden af hinanden og kigge forelsket ned i vuggen mens vi sukker af fryd. Og til det sagde min mor da også, at der ikke fandtes større lykke end at se på sit sovende, trygge barn - og så er det for øvrigt ligegyldigt hvor gamle de er, indskød hun 
Mens jeg sad og fortalte en eller anden historie den anden dag til Søren (højst sandsynlig en baby.dk historie
), rejste han sig pludselig og mumlede "jeg er så dum, hvorfor har jeg ikke gjort det her for længe siden" og så gik han ind i stuen og rodede rundt og kom tilbage med et stykke papir fra en af skolebladende og satte en ring på den ene side og sagde så meget alvorligt "Hvis du går i fødsel og jeg ikke hører min tlf, så ringer du på det her nummer og får sekretæren til at hente mig!". Ay ay captain!! Og så har jeg ellers fået forbud mod at ringe overhovedet med mindre jeg har veer eller vandafgang, for nu er mobilen sat på HØJ!
Forresten...jeg har nul strækmærker, men de grå hår pibler frem - hvad sker der lige for det?! Hvis jeg løfter mit hår op for fx at sætte det i hestehale, så er jeg bare FYLDT med grå hår indenunder, sådan nogle rigtig luskebuks grå hår der sniger sig ind på een, føj! Og så står man der ved spejlet og tænker "hvis du får grå hår af graviditeten, så prøv lige at tænk på hvor hurtigt de kommer når baby først er ude!" 
August kan forresten ikke rigtig vænne sig af med at ville sove i tremmesengen...det er ikke ret godt! Den anden dag kom jeg ovenpå og fandt ham derovre igen, "puuuuuh August, dét må man ikke!" og så sprang katten ud det bedste den havde lært og lagde sig under vores seng og græd hjerteskærende. Ikke bare sådan noget brokmiav, men virkelig hyyyyyyyylen over verdens uretfærdighed! Stakkels stakkels kat, det er åbenbart meget hårdt at skulle være missebror. Han stak faktisk også Søren en flad i onsdags, da Søren sagde "August, måske blir du storebror i nat!" (da jeg havde plukveer). August lå på ryglænet af sofaen og var sød og kær, men da Søren sagde det rejste han sig og langede ham en flad og da Søren forsøgte at ae ham, bed han ham i hånden
Sidste weekend havde jeg et af de der sære øjeblikke hvor jeg fuldstændig glemte jeg var gravid. Jeg stod og skrev en huskeseddel til Søren og skrev faktisk "vin" på listen før det slog mig...æh! das muss man nichts! det var bare sådan en aften hvor en flaske vin virkelig havde været på sin plads. Og ja, jeg er så langt nu, at jeg da sikkert sagtens kunne drikke et glas vin uden babyen tog skade, men så tænker jeg også, hvis jeg nu går i fødsel, er det så ikke lidt at skyde sig selv i foden at skulle føde en halvsnaldret baby? Jeg mener, det er jo en fælles indsats fra os begge to, og hvis vi begge to er pattestive, såe....
Men jeg er ikke den eneste der har opgivet noget - selvom mit selvfølgelig kun er midlertidigt og Sørens er for evigt - Søren er nemlig stoppet med at ryge. For to måneder siden faktisk Han har jo den her trælse tarmsygdom som gør, at han ikke bare kunne lave en kold tyrker, hvilket han egentlig helst ville, men de prøvede han da han fyldte 30 og da gik sygdommen helt bananas. To gange har han så haft samtale med numselægen på OUH omkring rygestop, og han forklarede, at - spøjst som det er - så holder den måde man får nikotin i kroppen ved rygning sygdommen i ave, så når man skal stoppe med at ryge, så skal det gøres virkelig virkelig langsomt og man skal hele tiden hole godt øje med om sygdommen blusser op. Så Søren startede for maaaaaange måneder siden og researchede en hel del og fandt på at stille og roligt skifte cigaretterne ud med skrå. I august nåede han så et punkt hvor han havde det sådan lidt, at NU skulle det bare gøres. Der var han på ti cigaretter om dagen. Jeg fulgte faktisk ikke med, hvis jeg skal være ærlig, for jeg ville ikke være den stressende dame der hele tiden spurgte hvordan det gik, og der endte også med at gå nogle dage før jeg rent faktisk opdagede han slet ikke røg mere! Så stoppede han. Og sygdommen blussede godt nok op, men så længe han er opmærksom på den og nu tager sine piller præcist istedet for før hvor han kunne tage dem når han huskede dem, så går det hele alligevel. Og jeg er lidt stolt! For fjorten dage siden sad han så og skulle rette en ordentlig røvfuld afleveringer og der gik han rundt i huset som en løve i bur og rev sig i håret. Til sidst kom han ind og meddelte, at han kørte på tanken og købte en ti-paks, for han kunne ikke komme igennem dagen uden cigaretter. Han satte så et maks på 3 cigaretter og smed de resterende 7 ud nede på tanken. Så gik han i haven og var væk et godt stykke tid. Kom ind og sad og rettede og kom så ind til mig og sagde at det gjorde han ALDRIG igen! Han havde røget to og smidt den sidste ud og nu gjorde det bare ondt i lungerne og svælget og hovedet og det havde slet ikke været så dejligt at ryge igen som han havde forestillet sig Så nu er den skid slået - eller den smøg røget - eller....
For nogle aftener siden møffede Baby Juhl så gevaldigt, at den fik skubbet hele ryggen ud mod mit maveskind. Det så VILDT syret ud og vi prøvede begge to at tage fat om den lille krop med den ene hånd, ganske fantastisk faktisk 
Så kom August hen og skulle sniffe og så sagde jeg "Mmmmm, se lige en lille flæskemarie vi har her, Augi, glæder du dig ikke til vi skal æde mørbradsbaby om en måned?". OG SÅ fik jeg bare et MØGFALD af Søren!!!!! "det sir du bare ikke det der mens babyen kan høre det! nu kommer den ALDRIG ud fordi du har gjort den bange og det er bare din EGEN skyld at du kommer til at gå over tid!" osv osv osv. WOOOOW!! og så bagefter "Baby, Far elsker dig og han skal nok passe på dig, du skal bare komme ud til mig" 
Her følger lige et mavebillede af 37 fulde uger. Jæs, 37 fulde uger, så den fødsel kan bare komme an, vi er SÅ klar til real life baby nu!! Vi har ALT liggende i beredskab: klyks, ammestoppille, håndklæder en masse, afdækningsplast, ekstra madras, spotlampe, isterninger, elektrisk varmetæppe og og og og og
Som nogle måske vil bemærke, så er Morsø brændeovnen væk i hjørnet bagved mig. Ja, suk, den smukke Morsøbrændeovn, men altså...vi fyrede jo ikke i den, men i den nye brændeovn i den anden stue (den brændeovn der har glaslåge, så man rent faktisk kan nyde ilden og ikke blot varmen), og så var den ved at falde fuldkommen fra hinanden. Udover at røret hele tiden faldt ud af væggen til skorstenen, og det synes jeg ærlig talt ikke var helt vildt optimalt når der skal være en baby herhjemme... Så Ditlev sendte et par af sine mænd herind og de tog den ned og murede hullet til. Og så fik jeg spurgt Gerd (den ene af arbejdsmændene) om den private dagpleje i Katterød, den som vi har set på og brændende ønsker en plads hos, og han sagde, at det var sådan et godt sted og der skulle vi helt sikkert have vores unge hen og de var bare skide søde de to der har den og så videre, så nu er vi helt PÅ for at få en plads der!! 
