Utroligt som mange mennesker stadig lider af den tvangsforestilling at en depression blot skal arbejdes væk.
Det er langt fra altid den kan det. Og det kommer også helt an på hvilken slags depression man lider af. Er det en fysisk-kemisk depression, kan den IKKE arbejdes væk, men hvis det er en udelukkende psykisk depression, som opstår som følge af traumer og stress, så kan arbejde hjælpe, men kun i nogle tilfælde.
Men kun i de tilfælde hvor der ikke er stress involveret, og så afhænger det helt af hvilken slags psykisk depression det er, og det er individuelt.
Jeg kan fortælle dig at jeg selv for mange år siden fik en depression. Det kaldte man det ikke dengang i 80'erne, der blev det bare betegnet som et nervesammenbrud, men faktum er at det der hjalp mig, netop VAR arbejde. Da jeg efter 3 mdr på psykofarmica havde vandret rundt som en zombie og ikke kunne huske en dyt fra morgen til aften, vågnede jeg en morgen og sagde til mig selv, at dette ikke kunne blive ved.
SÅ jeg gik ganske enkelt ud og søgte mig et hårdt fysisk arbejde, og fik det heldigvis. Det var på et landbrug og det var lige op til høstsæsonen.
I de næste 8 uger knoklede jeg som en besat fra tidligt morgen og til sen aften. Jeg blev så fysisk træt at jeg ikke kunne andet end at sove når jeg styrtede om på sengen om aftenen, og kunne ikke tænke en eneste tanke om noget som helst. Fra dag 1 lagde jeg al medicin på hylden og knoklede på.
Undervejs tilbragte jeg mange timer på diverse landbrugsmaskiner, og gradvist fik jeg mine tanker ind i rolige og systematiske baner. Og selve det at arbejde med jorden var en medicin for mig. Jeg kunne se resultater nu og her af mit arbejde og det virkede som en lise for mig.
Efter 2 måneder var jeg stort set tilbage til den gamle Sussie igen, og parat til at være det jeg var....et menneske med overskud.
Siden har jeg fået en mand med kronisk depression, men hans er 100% fysisk. Han kan simpelthen ikke producere signalstoffer nok, så hans hjerne tror han er deprimeret, hvad han slet ikke er i sig selv. Men det gør alligevel at han overhovedet ikke kan klare nogle former for stress og overbelastning, og at selv de mindste forskydninger i dagligdagen er nok til at han går omkuld og sover 20 timer i døgnet.
Og den type depression kan bare IKKE arbejdes væk, tværtimod gør arbejde det blot værre.
Og så er der alle de mange der ligger der imellem.
At din svigerfar siger den slags skyldes udelukkende uvidenhed og så det at han er opdraget i en generation, hvor man troede at arbejde havde førsteprioritet, at alle sygdomme bare skulle arbejdes væk og at man ikke snakkede om sine "fornemmelser" som man kaldte det.
Så tag ham lidt med et gran salt. Jeg har også mødt og hørt om masser af chefer, der havde det på den måde.
Jeg har selv haft en, der hele tiden brokkede sig over at folk nu tildags..bla bla bla.
Indtil jeg til sidst tog fat i ham og gav ham et mindre kursus i hvad kemi og menneskelig psyke egentligt er, samt noget om depressioner.
Min slutreplik var, at dengang han lærte den holdning han havde, der gik folk bare ned med flaget, forsumpede eller tog livet af sig selv. De stærkeste overlevede.
Men sådan er det ikke mere, nu tager man hånd om folk og hjælper dem igennem alt det man kan.
Den måtte han jo tygge lidt på, men jeg bemærkede at han faktisk helt holdt op med at rakke ned på folk, der fik depression.
Jeg tror også at din svigerfar trænger til at få et lille kursus i depressioner, og der må det nok være din mand, der tager hånd om det, ligesom at jeg har måttet tage hånd om de "vanskelige" i min mands familie og vores omgangskreds.
Jeg har simpelthen holdt foredrag om det, og så kan man få en masse gode materialer i form af små foldere, både hos lægen, på apoteket, hos psykologer og psykriatere, som man kan give de uvidende.
Det kan faktisk skubbe rigtigt mange grænser.
Du får et stort knus
Kærligst
Sussie
