Jeg kan snart ikke mere :( :( (langt)

Ved ikke helt hvor jeg skal starte. Min lille søn er nu 12 uger gammel og jeg forguder ham mere end livet selv. De første mange mange uger græd og græd han bare (Kolik regner vi med) Vi prøvede alt Zoneterapi som virkede en smule, han havde svært ved at komme af med sin afførring. Der efter kiropraktor, han var låst i nakken i den ene side. Men stadig græd han meget. Hver gang vi så nogen kunne han ikke slappe af eller sove og endten græd han ind til vi tog hjem eller de gik, eller også lå han bare med store skræmte øjne der kørte rundt i hovedet og kunne bare ikke finde ro, kun en sjælden gang hvis jeg gik rundt med ham i armene og vuggede ham så snart der var andre end far der nærmede sig ham vågende han med at sæt og skreg højt og inderligt Da vi lå på barselsgangen sagde de han var et hyppersensetivt barn. Vi valgt der for at droppe at se andre mennesker helt(Skal siges at den smule vi gjorde var max en gang om ugen) for at koncentre os om ham og at give ham den ro han virkede til at have brug for. Dagene gik med fokus på at han skulle få sin søvn, så han kun finde overskud til at vi kunne lærer hinanden bedre at kende alle 3. Langsomt begyndte han at få mere søvn og mere overskud, nu pludre han og smiler med jævne mellemrum så mit hjerte er ved at briste af glæde Men han kan meget sjældent når der er andre eller sundhedsplejesken er der. Så køre øjnene rundt i hovedet på ham for fulde gardiner.

Vi har under slutningen af min graviditet og sin han blev født været fulgt tæt af kommunen fordi jeg er førtidspensionist grundet en psykisksygdom. Jeg var lige flyttede til den kommune vi bor i, da jeg opdagde jeg var gravid. Men nu er så problemt det at sundhedsplejesken ikke syntes vores dreng udvikler sig hurtigt nok og de bliver ved og ved med at presse på får at sætte mere ind med deres såkaldte "støtte". Men både kæresten og jeg føler ikke vi for nogen som helst glæde af deres "støtte". Vores søn blir helt umulig efter de har været der, græder og græder og græder. Og det er et enorm stres det ligger på os alle 3. Hvilket nok også gør os endnu mindre glade for at de hele tiden kommer, fordi vi ved hvad vi har i vente så snart de er gået. Vi føler os begge under et kæmpe press for at få hjulpet ham til udvikle sig hurtiger. Syntes det er dybt uretfærdigt da han jo praktisk taget græd nonstop de første 9 uger af sit liv. Hvordan pokker skulle vi finde overskud i os selv og ham til at øve smil???

Jeg kan mærke på mig selv at jeg snart knækker under det enorme pres de ligger på mig/os hele tiden. Jeg har så svært ved at se hvor det er deres hjælp er nogen gavn. Og nu taler de om familiecenter m. m. og det har jeg simpelthen sagt nej til, jeg ved med mig selv at det magter jeg ike. Føler mig overvåget nok i forvejn. Jeg vil gøre alt for vores søn, men hvordan er det en hjælp at knække hans mor og gøre ham urolig, grædefærdig og utryg???

De siger hele tiden at de kan se vi er kærlige opmærksomme forældre, at han trives fint med vægt og tydeligt er enormt glad for sin mor og far. De siger enda at de godt kan se det blir bedre og bedre for hvergang, bare ikke hurtigt nok. Giv os dog en chance til at udnytte den ro der er kommet på ham så han/vi kan bevise vi godt kan selv.

Undskyld det blev så langt, havde virkelig brug får at komme ud med det.

Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal skrive, men jeg sender dig en kæmpe krammer og krydser fingre for jer

LotteGabriella skriver:

Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal skrive, men jeg sender dig en kæmpe krammer og krydser fingre for jer

Tusind tak

  Årh hvor kan jeg dog godt se at du står i et dilemma ...   Hvis bare du kunne slappe af og modtage hjælpen kan det være den dejlige lille mand også kan ..  Har du tænk på at det kan være al din nervøsitet der forplanter sig i ham ?? Hvis du allerede et par dage inden begynder at blive nervøs og bekymret over det? De små mærker jo lyn hurtigt hvis vi ikke hviler i os selv   Bare en tanke

Muffi . skriver:

  Årh hvor kan jeg dog godt se at du står i et dilemma ...   Hvis bare du kunne slappe af og modtage hjælpen kan det være den dejlige lille mand også kan ..  Har du tænk på at det kan være al din nervøsitet der forplanter sig i ham ?? Hvis du allerede et par dage inden begynder at blive nervøs og bekymret over det? De små mærker jo lyn hurtigt hvis vi ikke hviler i os selv   Bare en tanke

Jeg har skam overvejet det mange gange. Men det er i alle situationer han reagere sådan, selv når jeg er i trygt og dejligt selskab

Har talt med andre professionel fra min gamle kommune, der ikke kan se nogen problemer. Hvis jeg virkelig havde følelsen af det ville gavne ham ville vi bide i det sure æble og gøre som de bad om.

mama10 skriver:

oorh stakkels lillemand og jer Det er så uretfærdig! Jeg håber at det går over snart så du får overskud til dig selv. Jeg synes det er stærkt gået af dig og det skal du bare blive ved med

Sender mange krammer herfra

Tak

Øv for fanden da en frustrerende situation I står i! Jeg har ikke nogen løsning på det men jeg synes alligevel at jeg lige ville skrive og ikke bare gå forbi dit indlæg!

Det virker som om at du har fuldstændig tjek på hvad der er bedst for dit barn og jeg synes ( og det har du sikkert også gjort ) -at du må prøve at sætte dig ned og tale med dem fra kommunen om at det går ikke at de kommer sådan hele tiden og forstyrre det lille pus' rytme og at I har et hyr med at få ham beroliget efter at de har været der. Og at de måske også lige skulle tænke over at han netop har skreget sig igennem den første tid af sit lille liv så måske man liiiige skulle give Jer en chance:-)

Det er selvfølgelig dejligt at der er nogen til at hjælpe men det dur ikke hvis de rent faktisk gør tingene mere besværlige og ubehagelige for den lille bebs!

Kæmpe kram til jer!

^{Ej, hvor er det synd for jer alle sammen!!!}

^{Super sejt af dig at sige nej tak til familie center! Der synes jeg virkelig du viser at du er en super god mor!!! Du har føling med din dreng og hvordan han har det, og du tænker på hans behov! Det kan du godt give dig selv et kæmpe skuldreklap for!}

^{Jeg har selv en dreng med High Sentisiv Personality, og det er nogle fantastisk mennekser, men de er godt nok også en udfordring! Jeg havde utrolig meget glæde af en slynge til min søn, fordi han blev skærmet af for omverdene og kunne ligge hos mig og sove trygt og roligt til lyden af mit hjerteslag og åndedræt.}

^{Ellers vil jeg foreslå dig at læse lidt mere om mennesker med der er hyper sentensive. Det er jo en gave at få, men til tider også meget besværligt. Jeg ahr selv haft meget glæde af at være i konkankt med andre der også har 'sådan nogen' børn og hørt om hvordan de klare den, og ikke mindst klare omverdens pres. Vores søn er nu 6 år, og jeg har ikke haft kommunen ind over, men synes det har været rigeligt svært med det pres omgivelserne har lagt på os. De forstå jo ikke, at han ikke kan 'tåle' at sidde på skødet af farmor, at han ikke kan tåle at gå til Rytmik, at han bliver overvældet af at komme ind i et supermarkedet osv. Men når man tager hensyn til sit barn, så virkelig rigrigt meget tilbage!!!}

^{Tillykke med jeres vidunderlige søn, og jeg ønsker jer det allerbedste fremover!!!}