Efterfødselsreaktion

Jeg synes, at det kunne være interessant at undersøge, om der er forskel på, om man udvikler en efterfødselsreaktion (depression el.lign.) eller oplever problemer med at knytte sig til sit barn, alt efter om man har født vaginalt eller fået kejsersnit.

Du er også meget velkommen til at kommentere, hvis du har erfaringer med en efterfødselsreaktion. Du kan svare anonymt og sætte flere kryds (hvis du for eksempel har født flere gange, med forskellige resultater)

Jeg har stemt ja og fødte vaginalt. Men mit ja skal ses med et forbehold. Jeg var nemlig forberedt på at det ville tage lidt tid at lære mit barn at kende, og at kærligheden selvfølgelig ville komme, så det  var ikke en negativ oplevelse for mig. Jeg oplevede det mere sådan at jeg lige skulle vænne mig til min nye rolle, og at jeg i mellemtiden ville gøre alt hvad der stod i min magt for at give ham den bedste start på livet, passe godt på ham og overøse ham med omsorg - og efter 5 uger kunne jeg for alvor mærke at kærligheden havde slået store stærke baobabrødder i mit hjerte. Så ingen panik her, bare tålmodighed

Ja og fødte vaginalt.

Jeg følte ikke meget andet end ansvar for min datter lige da hun blev født og mens vi var på sygehuset. Jeg vidste, at det kunne opleves sådan og at det ikke var unormalt, men jeg havde det frygteligt med det og jeg turde ikke at sige det højt, så jeg kæmpede med det alene. Da vi kom hjem, kom alle følelserne og jeg kunne tude konstant! Hvilket jeg ikke gjorde, fordi jeg følte at jeg skulle være total overskudsagtig

Som du måske husker gik Celinas fødsel meget hurtig til sidst og jeg følte mig slet ikke mentalt med. Da jm endelig fik tid til os, sad jeg på toilettet og pressede det var en meget utryg oplevelse at være alene uden at være blevet undersøgt. Jeg ved ikke om det har betydning for det efterfølgende.

Jeg havde det rigtig dårligt, da Celina var 4-5mdr. Jeg tror at jeg havde en mindre fødselsdep. men fik endnu engang ikke snakket med nogen af frygt for, at de skulle se mig som en dårlig mor..

Nå det var lidt sandhed herfra...

Jeg fødte vaginalt og har haft en fødselsreaktion-----> en meget voldsom en af slagsen. Der var intet galt lige efter fødslen. Jeg elskede min lille nyfødte så højt og amningen kørte bare. Jeg havde dog mange smerter i underlivet og vi havde forstået det sådan at h*n skulle lægges til hver 3. time også efter mælken var løbet til. Dette resulterede i ingen søvn til mig. Så på 10. dagen gik det helt galt. Det slog klik for mig. Manden kunne ikke komme i kontakt med mig, så han ringede til min læge og det endte med at jeg blev indlagt på den lukkede afdeling på psykiatrisk hospital. Der var jeg så i 14 dage før jeg blev overført til den åbne afdeling hvor jeg var i en måned. Den første uge jeg var der kan jeg slet ikke huske. Jeg blev så stille og roligt introduceret til moderrollen igen. Jeg skulle lære den lille baby at kende og vænne mig til den nye hverdag.

Imens alt dette stod på havde faderen overtaget min barsel og gik hjemme med baby.

Idag er det hele overstået. Den ikke så lille baby har det godt. Mor er blevet sig selv igen ( bare som mor ) Det var en voldsom omgang at skulle igennem, men det sker for nogen. Lægerne mener min reaktion kom pga manglende søvn. Og det tror jeg de kan have ret i.

Til alle kommende og nybagte mødre der læste med her:

HUSK AT SOVE NÅR BABY SOVER , det er altså vigtigt. Det kan ende galt

ja de første 3-4 uger kunne jeg ikke rigtig finde følelserne for min baby, og jo mere jeg "tvang" mig selv til at synes hun var højt elsket, jo længere væk skubbede jeg hende. Men lige så langsomt efter de 3-4 uger begyndte jeg at mærke følelserne. I starten var jeg også utrolig usikker på mig selv, ikke på overfladen, men indeni... 

Nu er der overhovedet ikke noget, og jeg kan godt tænke "wauw, hvordan kunne du la vær at holde af den dejlige pige", så måske det bare var en naturlig reaktion på alt det nye, og som Rosa skriver, at man lige skal vænne sig til den nye rolle..

BlyViol skriver:

ja de første 3-4 uger kunne jeg ikke rigtig finde følelserne for min baby, og jo mere jeg "tvang" mig selv til at synes hun var højt elsket, jo længere væk skubbede jeg hende. Men lige så langsomt efter de 3-4 uger begyndte jeg at mærke følelserne. I starten var jeg også utrolig usikker på mig selv, ikke på overfladen, men indeni... 

Nu er der overhovedet ikke noget, og jeg kan godt tænke "wauw, hvordan kunne du la vær at holde af den dejlige pige", så måske det bare var en naturlig reaktion på alt det nye, og som Rosa skriver, at man lige skal vænne sig til den nye rolle..

det skal dertil siges at jeg ikke havde nogen negative reaktioner de første par dage efter hun var blevet født, der var jeg helt og aldeles opslugt, men da vi kom hjem og manden tog afsted (efter 7 dage) blev jeg lidt panikken ...

Karoline skriver:

Jeg synes, at det kunne være interessant at undersøge, om der er forskel på, om man udvikler en efterfødselsreaktion (depression el.lign.) eller oplever problemer med at knytte sig til sit barn, alt efter om man har født vaginalt eller fået kejsersnit.

Du er også meget velkommen til at kommentere, hvis du har erfaringer med en efterfødselsreaktion. Du kan svare anonymt og sætte flere kryds (hvis du for eksempel har født flere gange, med forskellige resultater)

Bliver lige nødt til at sige noget - det er for at hjælpe! Hvis du ikke kan bruge det, så bare ignorer det jeg skriver 

Hvis du skal have et "ægte" billede af det spørgsmål du stiller, så burde du sætte denne debat ind under "ordet er frit" eller et sted hvor ALLE kvinder kigger. Det er jo langt fra alle som kigger i depressionstråden... Ved at sætte den her, vil du finde en langt større forekomst af kvinder, som svarer ja - giver det mening?

Det kan godt være jeg er for nørdet, når det kommer til videnskabelige undersøgelser - sikkert en skade fra psykologistudiet, men havde jeg selv slået denne debat op, ville jeg gerne have feedback på forskningsdesign også...

Men igen, bare ignorer, hvis du ikke er enig! Prøver bare at hjælpe...

Julie

Karoline skriver:

Jeg synes, at det kunne være interessant at undersøge, om der er forskel på, om man udvikler en efterfødselsreaktion (depression el.lign.) eller oplever problemer med at knytte sig til sit barn, alt efter om man har født vaginalt eller fået kejsersnit.

Du er også meget velkommen til at kommentere, hvis du har erfaringer med en efterfødselsreaktion. Du kan svare anonymt og sætte flere kryds (hvis du for eksempel har født flere gange, med forskellige resultater)

Argh I can't help myself MEN er nødt til at sige noget mere! Håber du er ok med det!

Jeg ser det også som problematisk at de to emner: efterfødselsreaktion og tilknytning er i samme spørgsmål. Du kunne med fordel splitte det op? Det ene er jo ikke en forudsætning for det andet - som mange kunne være tilbøjelig til at tro idet du sætter det sammen.... Jeg ved godt, at det ikke er det du mener, men alligevel. Det fremstår lidt sådan.

Ok undskyld nu skal jeg nok tie stille 

baby2010 skriver:

Argh I can't help myself MEN er nødt til at sige noget mere! Håber du er ok med det!

Jeg ser det også som problematisk at de to emner: efterfødselsreaktion og tilknytning er i samme spørgsmål. Du kunne med fordel splitte det op? Det ene er jo ikke en forudsætning for det andet - som mange kunne være tilbøjelig til at tro idet du sætter det sammen.... Jeg ved godt, at det ikke er det du mener, men alligevel. Det fremstår lidt sådan.

Ok undskyld nu skal jeg nok tie stille 

god idé

sæt to afstemninger op (under ordet er frit)

Jeg fødte vaginalt og havde ingen efterfødselsreaktioner