Angst

lillespurv19 skriver:

åhh kæmpe til dig.. Jeg har lidt af depression da min far døde og brugt LAAAANG tid ved en psykolog før jeg kom ovenpå, gjorder en masse dumme og forfærdelige ting!! hvis du har lyst må du gerne skrive en PB da jeg er temmelig sikker på hvem du er og det er et lidt ømt emne

endnu engang til dig!

Tusind tak, vil jeg benytte mig af når jeg er helt klar på at "springe ud" selvom du muligvis godt ved hvem jeg er.....

hej jeg ved hvordan du har det. jeg lider af en meget slem depresition, som jeg fik konstateret for 1 et side, det hele startede for næsten fire år siden hvor jeg var femten år gammel. jeg havde en fast kæreste som jeg var flyttet sammen med i en lejlighed mine forældre havde lejet. men da alt så lykkeligt ud viste det sig til, at min daværende kæreste var utro med en af mine søsters veninder.jeg blev ked af det og smed ham ud og sagde jeg vil aldrig mere se dig. fire uger efter får jeg beskeden fra lægerne at jeg er gravid og fire måneder henne. jeg nægtede at ville have barnet men som tingene så ud var ejg tvunget til det. da ejg er seks måneder henne har ejg stadig ikke hørt fra min eks om han er interesseret i barnet liv. seks måneder henne og lige accepteret jeg skal leve med et barn resten af mit liv. får ejg en ny bësked af lægerne. sabine dit barn er meget syg og vi kan ikke redde det. jeg græd i mange timer, uger og måneder. faren lovede at dukke op til fødslen men kom aldrig han nægtede at komme til begravelsen men hans mor tvang ham tilsidst til det. nu sidder jeg 3½ år senere og savner min søn over alt i verden. men ved at han har det bedre der hvor han er.

skriv endeligt privat kan svare på mange ting

Hej din anonyme tøs,

for mig er det altid fuldstændig ligegyldigt, om nogen er anonyme eller ej... nå, men ...

Jeg er blevet ramt af en meget voldsom depression efter min datters fødsel for ni måneder siden.

Jeg er stadig i behandling både medicin og samtaler. Jeg ved godt, det ikke er decideret angst, men jeg har altså haft de anfald... og kan stadigvæk få dem engang imellem.

To gode råd har jeg, som virker for mig:

1. åbenhed, som en eller anden også har rådet dig til. Jo mere åben du er omkring situationen, jo mere forståelse fra din omverden vil du møde. Og du vil blive overrasket over, hvor mange kvinder der har det på samme måde.

2. igennem samtaler fandt jeg ud af, hvad min angst og hele min situation bunder i. Min psykolog sagde det på et tidspunkt meget rammende: Du skal kende dine dæmoner og når du kender dem, er du ikke længere bange for dem.

Samtaler tager lang tid, men det er det hele værd. Man lærer så meget om sig selv og begynder på et tidspunkt også endelig at kunne hvile i sig selv.

Held og lykke med det hele og hold ud!!! Det bliver bedre og du er ikke alene!