Angst

Hejsa piger

Jeg er en aktiv bruger herinde, men skriver som anonym da jeg selv lige skal vende mig til tanken inden jeg offentligøre mig....

Men har brug for råd, trøst og bare at høre om andre der har det som mig.

Jeg mistede da jeg var 12 år, min farmor. Hun var en meget meget stor del af mit liv og allerede da hun døde begyndte jeg at forandre mig. Lukke mig inde i mig selv, lave dumme ting, og ligge i med drenge i en meget tidlig alder....

Fandt som 13 årige en kæreste som var 4 år ældre end mig selv, og jeg troede jo virkelig det her var kærlighed. Hans mor døde så 8 mdr efter vi havde lært hinanden at kende, også blev han et monster. Han begyndte at slå mig, sparke ja generalt fysisk vold. Han har en gang forsøgt at kvæle mig, men jeg slap væk, og løb i andlæget, hvor han løb efter mig med en kniv i hånden. Jeg sprang i vandet og lå der natten igennem for at gemme mig for ham. Fik hjælp af mine forældre til at komme væk. Men han havde allerede fået krammet på mig, så der gik ikke længe før jeg var tilbage til ham. En aften blev det dog pludselig for meget, og jeg forsøgte at tage mit eget liv. Dog blev jeg fundet og blev behandlet. Mine forældre forsøgte endnu engang at hjælpe mig, de fik mig til psykolog osv osv....

Efter 1½ år ca, flyttede jeg til en anden by for at starte på en frisk. Fandt en sød kæreste, blev gravid også skred han.

Nu 3 år efter, har jeg fået endnu en søn, blevet gift og er udaftil rigtig glad.... Jeg elsker mine drenge og min mand. Men har bare en masse skeletter i skabet som forfølger mig....

Har for et års tid siden gået til psykolog igen fordi jeg er rigtig rigtig jaloux, og det hjælper også til en vis grænse, men lige så snart psykologen mener de ik kan gøre mere, og jeg stopper går der ikke længe og jeg er tilbage i den gamle rille.

Da jeg fik min yngste søn var vi meget tæt på at miste ham, men det er heldigvis over nu 5 mdr efter hans fødsel. MEN, jeg er hver evig eneste dag bange for at miste ham.... Jeg er igen begyndt at lukke mig ind i mig selv, har svært ved at tage mig sammen til at gøre de praktiske ting herhjemme, jeg ser hele tiden for mig min and finder en anden eller der sker mine sønner noget... Er angst for at miste dem jeg har allermest kær!

Har den seneste tid døjet med forhøjet blodtryk, træthed, svimmelhed og svedture.... Og har derfor været til undersøgelse ved lægen, men hun har ikke kunne finde nogen grund til disse ting. Før idag da jeg pludselig åbnede op og fortalte hvordan jeg allerinderst inde har det.

Hun kigger kærligt på mig og siger efter en længere samtale. Du lider af det man kalder for ANGST!

Angst, tænker jeg.... Jo kan da godt se symptomerne er der, men hvor er det uvirkeligt at få sat navn på det jeg "fejler"

Jeg skal gå til nogen samtaler dernede, men udover det hvordan pokker takler jeg det så?? Hvordan lever jeg med det, hvordan kommer jeg vider?

Har brug for at høre fra andre der lider af angst, eller deprision? Hvad er forkellen på de to ting osv osv.....

Undskyld det blev så langt...

Kram

Mange nysgerrige.... Men ikke en, skriver noget?

Anonym skriver:

Mange nysgerrige.... Men ikke en, skriver noget?

Jeg tror der er fordi det er lidt svært at forholde sig til, når man ikke kender til det. Og måske er det svært at komme med råd, når man ikke ved, vad man kan sige eller gøre for at hjælpe!

Derudover søger du hjælp fra nogen der kender til angst, og måske har der bare ikke været en iblandt de 26 som har læst dit indlæg...

Det er et svært emne at tale om for mange, og det må det også være for sig selv, siden du vælger at være anonym. Jeg siger det på ingen måde for at støde dig, men jeg tror hjælpen er nemmere at give, når man hved hvem der skriver... På den anden side forstår jeg godt din lyst til at være ano, og jeg accepterer det 110%

Jeg har desværre intet kendskab til angst, og ingen gode råd. Men et kram skal du få, for du har bestemt brug for det. Og så håber jeg der er en der læser - og svarer - der kan hjælpe dig lidt på vej!

Anonym skriver:

Hejsa piger

Jeg er en aktiv bruger herinde, men skriver som anonym da jeg selv lige skal vende mig til tanken inden jeg offentligøre mig....

Men har brug for råd, trøst og bare at høre om andre der har det som mig.

Jeg mistede da jeg var 12 år, min farmor. Hun var en meget meget stor del af mit liv og allerede da hun døde begyndte jeg at forandre mig. Lukke mig inde i mig selv, lave dumme ting, og ligge i med drenge i en meget tidlig alder....

Fandt som 13 årige en kæreste som var 4 år ældre end mig selv, og jeg troede jo virkelig det her var kærlighed. Hans mor døde så 8 mdr efter vi havde lært hinanden at kende, også blev han et monster. Han begyndte at slå mig, sparke ja generalt fysisk vold. Han har en gang forsøgt at kvæle mig, men jeg slap væk, og løb i andlæget, hvor han løb efter mig med en kniv i hånden. Jeg sprang i vandet og lå der natten igennem for at gemme mig for ham. Fik hjælp af mine forældre til at komme væk. Men han havde allerede fået krammet på mig, så der gik ikke længe før jeg var tilbage til ham. En aften blev det dog pludselig for meget, og jeg forsøgte at tage mit eget liv. Dog blev jeg fundet og blev behandlet. Mine forældre forsøgte endnu engang at hjælpe mig, de fik mig til psykolog osv osv....

Efter 1½ år ca, flyttede jeg til en anden by for at starte på en frisk. Fandt en sød kæreste, blev gravid også skred han.

Nu 3 år efter, har jeg fået endnu en søn, blevet gift og er udaftil rigtig glad.... Jeg elsker mine drenge og min mand. Men har bare en masse skeletter i skabet som forfølger mig....

Har for et års tid siden gået til psykolog igen fordi jeg er rigtig rigtig jaloux, og det hjælper også til en vis grænse, men lige så snart psykologen mener de ik kan gøre mere, og jeg stopper går der ikke længe og jeg er tilbage i den gamle rille.

Da jeg fik min yngste søn var vi meget tæt på at miste ham, men det er heldigvis over nu 5 mdr efter hans fødsel. MEN, jeg er hver evig eneste dag bange for at miste ham.... Jeg er igen begyndt at lukke mig ind i mig selv, har svært ved at tage mig sammen til at gøre de praktiske ting herhjemme, jeg ser hele tiden for mig min and finder en anden eller der sker mine sønner noget... Er angst for at miste dem jeg har allermest kær!

Har den seneste tid døjet med forhøjet blodtryk, træthed, svimmelhed og svedture.... Og har derfor været til undersøgelse ved lægen, men hun har ikke kunne finde nogen grund til disse ting. Før idag da jeg pludselig åbnede op og fortalte hvordan jeg allerinderst inde har det.

Hun kigger kærligt på mig og siger efter en længere samtale. Du lider af det man kalder for ANGST!

Angst, tænker jeg.... Jo kan da godt se symptomerne er der, men hvor er det uvirkeligt at få sat navn på det jeg "fejler"

Jeg skal gå til nogen samtaler dernede, men udover det hvordan pokker takler jeg det så?? Hvordan lever jeg med det, hvordan kommer jeg vider?

Har brug for at høre fra andre der lider af angst, eller deprision? Hvad er forkellen på de to ting osv osv.....

Undskyld det blev så langt...

Kram

Puha, sikke en historie. Der er ikke noget at sige til, at du har nogle voldsomme reaktioner ovenpå det du har været igennem .

Jeg har en veninde, som led/lider af angst og havde det meget meget dårligt i en periode, hvor det var svært for hende bare at komme udenfor en dør. Det der har hjulpet hende er et længere forløb på noget, der hedder Fobi-skolen i København, som bestod af samtaleterapi kombineret med medicinsk behandling. Igennem denne behandling lærte hun at forstå årsagen til angsten og lærte, hvilke metoder hun kunne benytte til at tackle angsten så den ikke får magten over hende. Som hun selv siger, så slipper hun nok aldrig helt for den, men hun kan nu leve et udmærket liv med den.

Jeg ved ikke om det hjælper noget, men det er i hvert fald vigtigt, at du får den rigtige hjælp.

Anonym skriver:

Hejsa piger

Jeg er en aktiv bruger herinde, men skriver som anonym da jeg selv lige skal vende mig til tanken inden jeg offentligøre mig....

Men har brug for råd, trøst og bare at høre om andre der har det som mig.

Jeg mistede da jeg var 12 år, min farmor. Hun var en meget meget stor del af mit liv og allerede da hun døde begyndte jeg at forandre mig. Lukke mig inde i mig selv, lave dumme ting, og ligge i med drenge i en meget tidlig alder....

Fandt som 13 årige en kæreste som var 4 år ældre end mig selv, og jeg troede jo virkelig det her var kærlighed. Hans mor døde så 8 mdr efter vi havde lært hinanden at kende, også blev han et monster. Han begyndte at slå mig, sparke ja generalt fysisk vold. Han har en gang forsøgt at kvæle mig, men jeg slap væk, og løb i andlæget, hvor han løb efter mig med en kniv i hånden. Jeg sprang i vandet og lå der natten igennem for at gemme mig for ham. Fik hjælp af mine forældre til at komme væk. Men han havde allerede fået krammet på mig, så der gik ikke længe før jeg var tilbage til ham. En aften blev det dog pludselig for meget, og jeg forsøgte at tage mit eget liv. Dog blev jeg fundet og blev behandlet. Mine forældre forsøgte endnu engang at hjælpe mig, de fik mig til psykolog osv osv....

Efter 1½ år ca, flyttede jeg til en anden by for at starte på en frisk. Fandt en sød kæreste, blev gravid også skred han.

Nu 3 år efter, har jeg fået endnu en søn, blevet gift og er udaftil rigtig glad.... Jeg elsker mine drenge og min mand. Men har bare en masse skeletter i skabet som forfølger mig....

Har for et års tid siden gået til psykolog igen fordi jeg er rigtig rigtig jaloux, og det hjælper også til en vis grænse, men lige så snart psykologen mener de ik kan gøre mere, og jeg stopper går der ikke længe og jeg er tilbage i den gamle rille.

Da jeg fik min yngste søn var vi meget tæt på at miste ham, men det er heldigvis over nu 5 mdr efter hans fødsel. MEN, jeg er hver evig eneste dag bange for at miste ham.... Jeg er igen begyndt at lukke mig ind i mig selv, har svært ved at tage mig sammen til at gøre de praktiske ting herhjemme, jeg ser hele tiden for mig min and finder en anden eller der sker mine sønner noget... Er angst for at miste dem jeg har allermest kær!

Har den seneste tid døjet med forhøjet blodtryk, træthed, svimmelhed og svedture.... Og har derfor været til undersøgelse ved lægen, men hun har ikke kunne finde nogen grund til disse ting. Før idag da jeg pludselig åbnede op og fortalte hvordan jeg allerinderst inde har det.

Hun kigger kærligt på mig og siger efter en længere samtale. Du lider af det man kalder for ANGST!

Angst, tænker jeg.... Jo kan da godt se symptomerne er der, men hvor er det uvirkeligt at få sat navn på det jeg "fejler"

Jeg skal gå til nogen samtaler dernede, men udover det hvordan pokker takler jeg det så?? Hvordan lever jeg med det, hvordan kommer jeg vider?

Har brug for at høre fra andre der lider af angst, eller deprision? Hvad er forkellen på de to ting osv osv.....

Undskyld det blev så langt...

Kram

Jeg lider af angst, og det begyndte jeg på i 2005 efter en voldsom skillesmisse fra mine forældre af. De er ommet igen efter jeg fik min pige (vi tror det er fordi vi er en MEGET barsk start) og jeg er meget syg. Så det stresser mig med alle de ting, som forårsager angsten. Jeg får anfaldene om aftenen for det meste. Altid når det er mørkt, som om jeg er mørkeræd. Min læge siger det ligger i min underbevidsthed, så jeg er ikke klar over hvad det er jeg er bange for, eller hvornår de kommer (anfaldene) Mit råd, som jeg også fik. Snak med så mange som muligt om det. Fortæl din historie til gud og hver mand der gider lytte. For jo mere du snakker om det, desto bedre kan du tackle det. Og det er også fremmede jeg snakker om, simpelthen alle- Håber mit råd hjalp bare en smule. Jeg skal nok også starte til en psykolog, hvilket jeg glæder mig meget til, for jeg håber det kan løse nogle af mine "nyere" problemer.

Knus herfra

Sender dig lige en og håber at det hjælper dig at komme til de samtaler hos din læge... Tror bestemt det hjælper, at der nu er sat et ord på hvad der er galt...

Det kan måske også hjælpe med at tale åbent om det med dine nærmeste venner (nogle du ved er der for dig) og selvfølgelig også den nærmeste familie...

Ønsker dig alt det bedste fremover, og håber du hurtigt får det bedre.

Mange tanker herfra

Hej Anonym.

Jeg føler med dig, for jeg har selv siddiet i samme situation omkring angsten.

Gik i 2 år med alle symptomer på det uden at være klar over det. Troede egentlig bare jeg var ved at blive skør. alle de aftner hvor jeg havde hjertebanken, overvejelserne om at køre hjem til mine forældre med datter under armen om natten fordi jeg troede jeg skulle dø..... vejrtrækningsproblemer osv osv.. filmen knækkede en dag på vej til arb. så endte med at køre til lægen midt i telefontiden og fik konstateret han ikke kunne hjælpe, men kun kunne henvise til psykriatisk skadestue.

Det er det bedste jeg har gjort for mig selv.... en psykriater fik kigget på mig. konstaterede jeg havde panikangst , alene det... et svar på mine symptomer lettede ufatteligt meget. Kom igennem møllen med ventetid på en fast psykriater. og fik 3 samtaler med ham og ud fra det konstaterede han at jeg havde  brug for en psykolog med NLP terapi som speciale og ingen medicin ..... DET KAN KUN ANBEFALES. Det virker og efter 10 konsulltationer omkring mine skeletter i skabet, hendes NLP der lærer dig at få vendt om på ens tankevirksomhed m.m har gjort at jeg i dag har det rigtigt godt. Det tog mig et ½ år at få styr på og det er nu 3 år siden.

Du skal være så velkommen til at kontakte mig i min indbakke, vil rigtig gerne hjælpe eller bare lytte, for kan godt selv huske hvordan det er at sidde alene med det.

knus fra mig

langt om længe skriver:

Hej Anonym.

Jeg føler med dig, for jeg har selv siddiet i samme situation omkring angsten.

Gik i 2 år med alle symptomer på det uden at være klar over det. Troede egentlig bare jeg var ved at blive skør. alle de aftner hvor jeg havde hjertebanken, overvejelserne om at køre hjem til mine forældre med datter under armen om natten fordi jeg troede jeg skulle dø..... vejrtrækningsproblemer osv osv.. filmen knækkede en dag på vej til arb. så endte med at køre til lægen midt i telefontiden og fik konstateret han ikke kunne hjælpe, men kun kunne henvise til psykriatisk skadestue.

Det er det bedste jeg har gjort for mig selv.... en psykriater fik kigget på mig. konstaterede jeg havde panikangst , alene det... et svar på mine symptomer lettede ufatteligt meget. Kom igennem møllen med ventetid på en fast psykriater. og fik 3 samtaler med ham og ud fra det konstaterede han at jeg havde  brug for en psykolog med NLP terapi som speciale og ingen medicin ..... DET KAN KUN ANBEFALES. Det virker og efter 10 konsulltationer omkring mine skeletter i skabet, hendes NLP der lærer dig at få vendt om på ens tankevirksomhed m.m har gjort at jeg i dag har det rigtigt godt. Det tog mig et ½ år at få styr på og det er nu 3 år siden.

Du skal være så velkommen til at kontakte mig i min indbakke, vil rigtig gerne hjælpe eller bare lytte, for kan godt selv huske hvordan det er at sidde alene med det.

knus fra mig

Hejsa

Hjertebanken kender jeg også alt til.... Dog har jeg ikke haft det siden jeg fødte, men blev jo sygemeldt pga forskellige uforklarlige symptomer 11 uger henne i min graviditet + hjertebanken.

Og som min læge sagde igår, havde hun kendt til min fortid vill hun allerede på det tidspunkt have tænkt en form for angst. Og hun er ret sikker på min anden graviditet har fået det hele til at blusse en smule op, men da han så kom til verden og hele forløbet i starten var så hektisk, fik det til at løbe af sporet. Og nu sidder jeg her i dag og kan tude over ingen ting, for svedture, bliver svimmel og føler jeg skal kaste op, og med kronisk hovedepine...

Jeg er også rigtig glad for at få sat ord på mine reaktioner, men stadig er det skræmmende.....

Idag siger min mand til mig at nu skal vi da også have den lille fyr skrevet på til dagpleje, og bare det var nok til at få mig til at bryde sammen, kan slet ikke klare tanken om at han skal passes af en vild fremmede dame....

Hun sagde jeg skulle prøve at søge på nettet og måske komme i kontakt med andre som her det lige sådan! Men ved ik lige hvor jeg skal lede....