Tvivler i også nogen gange på jeres evner som mor???

For det gør jeg. Jeg kan nogen gange når jeg ser på min dejlige datter kommer i tvivl om jeg gør det rigtige for hende. Jeg nærer en dyb, dyb kærlighed for hende. Elsker hende overalt på jorden. Sørger for mad, hun bliver vasket, skiftet, er ren og har rent tøj på. Hygger, leger, giver kram og kys. Vi kommer ud og gå ture. Er sammen med andre osv., osv. Hun er en glad og udadvendt pige. Nysgerrig. Intelligent (hvis man da kan sige det om snart en 1-årig pige) Alligevel kan jeg komme så frygteligt i tvivl om, om jeg gør det helt rette for hende, at jeg bliver helt ked af det og ikke aner hvad jeg skal gøre ved det. Nogen gange føler jeg bare ikke at jeg gør nok for hende.

Forstår hvad du mener  Jeg tror det hænger sammen med, at vi ikke har en mand, partner, far som vi kan støtte os til og vende dagen/natten/oplevelserne, glæden og frustrationerne med. Vi skal stole på os selv og vores egen mavefornemmelse og det kan sgu være skræmmende til tider...sådan har jeg det ihvertfald

Vi gør det så godt vi kan og det lyder til at din datter trives og har det godt. Du er den bedste mor for DIT barn

Knus Dorthe

Jeg har det helt som dig... Min datter er 3 mdr, og allerede nu kan jeg til tider komme til at tænke på det.. - Selv om min datter, som din, stortrives og har det som blommen i et æg... Måske det hænger sammen med, at man elsker dem SÅ højt, at man slet ikke ved om det er nok det man allerede gør for dem.? Ens kærlighed er jo så stor, og man vil gøre det allerbedste for dem, og så tvivler man på om det egentlig er tilstrækkeligt, selvom vi måske nok ved at det er det!

Tusind mange tak for svar i to.

Ja selvom man kan snakke med familie og andre om tingene, mangler man lige en sparringspartner, som er helt tæt på hver dag.

Kender det alt for godt. Der er jo kun mig til at tage beslutningerne som ofte skal tages her og nu. Jeg føler f.eks. ikke altid, at min datter Laura på 10 mdr. bliver stimuleret nok, da jeg ikke har overskud til altid at lege med hende, træne hende i at gå osv. osv. Så på den måde føler jeg mig inferior ift. andre mødre med mænd Håber det gav mening...

K.h. Linda

Åh du er ikke den eneste tro mig! Godt nok er jeg ikke enlig mor, men jeg får sku stadig følelsen af at være en utilstrækkelig mor af og til.

Stimulerer man nu sine guldklumper nok? Får de nu nok at spise? Har de det for varmt eller for koldt? Kommer man nok ud med dem? Osv. osv

Tror det hører med til at være mor. Vi vil jo det bedste for vores børn. Men tro mig, vi gør det godt nok! Vi gør jo det bedste vi kan.

nu svare jeg lige

jeg er godt nok ikke enlig, men de første par måneder tænkte jeg det samme (:

smillaluna skriver:

Åh du er ikke den eneste tro mig! Godt nok er jeg ikke enlig mor, men jeg får sku stadig følelsen af at være en utilstrækkelig mor af og til.

Stimulerer man nu sine guldklumper nok? Får de nu nok at spise? Har de det for varmt eller for koldt? Kommer man nok ud med dem? Osv. osv

Tror det hører med til at være mor. Vi vil jo det bedste for vores børn. Men tro mig, vi gør det godt nok! Vi gør jo det bedste vi kan.

Samme her - godt formuleret!

Hvor er i søde og dejligt man ikke er den eneste der tvivler en gang imellem.... :-)

Jeg syntes det lange første stykke tid var fyldt med netop sådanne spørgsmål og tanker, og ja de dukker da også op en sjældent gang imellem, tror forskellen kan være at man efter noget tid finder den der balancegang når man er to, og man derfor kan støtte og bekræfte/afkræfte hinanden i om man mon gør det godt nok.. den har vi jo ikke, men så må vi jo støtte hinanden.. for jeg er nu sikker på at du gør det ligeså godt som alle andre..  ingen af os er perfekte og nogengange så gør vi tingene på vores måde FORDI.. sådan er det.. tror dog ikke helt man kan undgå følelsen indimellem, men der bliver længere og længere mellem dem jo ældre børnene bliver..  eller ved så ikke om den vender når de kommer op i teenageralderen.. men der er laang tid til..