Tvivler i også nogen gange på jeres evner som mor???

Hver dag....

Det går som regel hurtigt over, hvis jeg minder mig selv om, at han jo har det godt, er gald og veltilpas og får opfyldt alle sine behov. Men puha, alt det ansvar og al den kærlighed kan godt slå benene lidt væk under mig nogen gange. Når jeg så er sammen med andre mødre, der bare har styr på det, med lækre unger i designerclothes, stor bil, lækkert hus osv., så kan jeg da også godt tænke om Oliver bare har trukket nitten med mig som mor?? MEN så kigger jeg på ham og ser den måde, han ser på mig på og rækker armene op imod mig og så ved jeg jo godt, at alt det fis er han jo ligeglad med. Bare mor altid er klar med lidt mad, en tør numse og masser af knus og kram, så er han tilfreds

Jeg tror rigtig mange tror at livet med småbørn er en dans på roser med lækre velopdragne børn, der er genier til at spille på klaver... Inden de får dem.... Jeg synes nogle gange der går helt projekt eller status i det. Dermed kan forventningerne også blive skruet heæt urealistisk op, i hvert fald inde i en selv.

Sådan har jeg det også hver dag. Min søn bliver 1 år her den 28. Og selvom han trives og er den gladeste dreng, er der da stadig de tanker i mit hoved, får han nu nok at spise, får han det rigtige at spise, stimulere jeg ham nok... osv osv osv..

Det er altid svært hvis man så heller ikke har en mand ved siden der bakker en op..

Men som de andre skriver.. man gør jo det bedste man kan..

Leneur skriver:

For det gør jeg. Jeg kan nogen gange når jeg ser på min dejlige datter kommer i tvivl om jeg gør det rigtige for hende. Jeg nærer en dyb, dyb kærlighed for hende. Elsker hende overalt på jorden. Sørger for mad, hun bliver vasket, skiftet, er ren og har rent tøj på. Hygger, leger, giver kram og kys. Vi kommer ud og gå ture. Er sammen med andre osv., osv. Hun er en glad og udadvendt pige. Nysgerrig. Intelligent (hvis man da kan sige det om snart en 1-årig pige) Alligevel kan jeg komme så frygteligt i tvivl om, om jeg gør det helt rette for hende, at jeg bliver helt ked af det og ikke aner hvad jeg skal gøre ved det. Nogen gange føler jeg bare ikke at jeg gør nok for hende.

ALDRIG.Jeg tvivler aldrig på mig selv hvad det angår. Og ud fra det du skriver, burde du heller aldrig tvivle på dig selv, for du lyder til at være en fantastisk mor.