Bavianis skriver:
Hej alle
Der er så mange der spørger hvordan det går med det hele, så her en lille opdatering fra os.
Mht August, så går det godt. Vi havde lige en lille "ned"-bølge her sidst i juni. Først ringede jeg ud til kirkegården for at høre hvor han lå henne (vi fik ham jo nedgravet, da vi ikke ville holde begravelse). Der fik jeg af vide at han slet ikke var blevet begravet endnu på trods af at de 8 uger var gået!! Det slog mig lidt ud. Det er meget underligt at tro at han er blevet begravet, og at han så slet ikke er det alligevel.
Derefter var vi inde på sygehuset og tale hele forløbet igennem. Jeg så på en måde frem til det, da jeg synes det ville runde forløbet af, på en måde. Mødet starter med at lægen tager os ind i scanningsrummet - og det kunne jeg åbenbart slet ikke rumme! Jeg prøvede ihærdigt at styre mig, men det er som om min krop bare reagerede af sig selv, og jeg begyndte bare at græde.
Lægen tager os så med op på hendes kontor i stedet (hvor jeg græder videre i 1,5 time
) og vi gennemgår den efterhånden meget tykke journal og fødslen. Det var ret barskt faktisk... Jeg havde selvfølgelig lagt 2 vigtige møder på arbejdet om eftermiddagen, men vi måtte begge aflyse resten af dagen efter mødet, da vi var helt færdige.
D. 6. juli - knap 3 mdr efter fødslen bliver August endelig begravet. Vi tager derop dagen efter, og lægger blomster der hvor vi kan se de har begravet ham. Gregers reagerer stærkt denne dag, det var overvældende for ham at købe blomster i butikken. Lige overfor hans gravplads er der en fin bænk, så vi sidder et godt stykke tid og ser på den lille grav og taler om det hele.
Jeg har det meget bedre med, at han nu ligger under en smuk græsplæne med fuglekvidder og mennesker der går ture omkring sig. Det er meget bedre end den lille, kolde skuffe inde på sygehuset - mere naturligt og "varmt" synes jeg.
Vi har fået billeder af ham, og vi ser på dem når vi har brug for at mindes ham og tale om ham. Billederne er dog kun for os synes vi.
Efter fødslen, da vi skulle hjem dagen efter, kom jordemoderen med et stykke lærred, hvor hun havde lavet blå maling-aftryk af hans fine hænder og fødder. Det var virkelig betænksomt, og noget som vi med stolthed kan vise frem til venner og familie.
Jeg har tænkt på at lave en lille scrapbog med ham - med alle scanningsbillederne, vandrejournalen, billederne og sådan.
Ellers håber vi jo at vi kan få en lille baby på ny, og at det denne gang kan gå bedre end det endte med August. Denne gang bliver det selvfølgelig ikke en lille gorillaunge - men en abekat;-)
Knus og kram og kys til Jer alle
- Sus.
Hold da op hvor det skær lige ind i hjertet.
Er helt tom for ord.
