Har været i tvivl længe, om jeg skulle poste dette indlæg og ved ikke hvordan man lige starter et indlæg som dette, men here goes... Min svigerfar, som jeg i lange perioder har haft et meget anspændt forhold til, valgte i midten af juni at verden havde været så ond ved ham, at han ikke ønskede at leve mere. Han gik rasende hjemmefra med sin nyeste hund, og da han endnu ikke var dukket op efter 5 timer, hvor de selv havde ledt efter ham, kontaktede min mand og min svigermor politiet. Pga. hans sindstilstand, det der var gået forud for hans raseri og det faktum at hans far begik selvmord, begyndte politiet straks en eftersøgning. Et par timer senere fandt de ham i en skov, hvor han havde hængt sig.
Mindre end 2 måneder før, fik vi Magnus, og han var tæskestolt over den første dreng blandt hans 5 børnebørn. Han elskede Caroline så højt - og vice versa. Han var en skabsalkoholiseret sær snegl, men ingen tvivl om at han var en god farfar/morfar.
Nu er vi så i gang med at forsøge at forholde os til at vi ikke var nok til at holde ham i live. Vi har ingen forudgående tegn set. Det var ikke en planlagt gerning, men ren affekt (han blev taget for spritkørsel samme dag- årsagen til at han gik hjemmefra rasende) - f.eks. var halvdelen af deres have gravet op, fordi han var i gang med ny terasse, han havde lige købt ny motorcykel og han glædede sig til Magnus´ dåb i starten af juli.
Caroline har på de sidste 10 måneder mistet 2 oldemødre, sagt farvel til ble og sut, blevet storesøster og nu mistet sin farfar. Hun stoppede hos sin elskede dp d. 30/6, og skal starte i bh 1. august. Frygter sådan at alle de mange nye ting på en eller anden måde skader hende. Min stakkels pige! Vi snakker med hende om det (farfar er rejst op til himlen til oldemødrene) og fortæller at det er ok at være ked og savne. Hun kan heller ikke undgå at se os være kede. Jeg vil ikke have, at det skal være et chok en dag at finde ud af, hvordan han døde, men omvendt forstår hun jo ikke rigtig hvad død - og slet ikke selvmord - er. Hun har fået af vide, at farfar er død, fordi han havde ondt i sjælen (hjertet).
Min mand og svigermor har fået psykologhjælp - især var de 10 timer fra han gik hjemmefra til han blev fundet meget kaotiske og har sat sine spor. Faktummet at min mands far OG farfar har valgt den vej, efterlader min mand med en ret tung arv, og selvom han ikke ligner nogen af dem af sind, sætter det selvfølgelig tanker i gang hos os begge, om han en dag tager samme valg.
Samtidig er der de økonomiske konsekvenser. F.eks. er min svigerfars pensionsopsparing tabt, da han havde en livrente-opsparing (sikrer fast udbetaling fra pensionsdato og livet ud, men ved død tilfalder det man har opsparet ikke familien men livrentepuljen i pensionsselskabet). Det vidste hverken han (tror vi) eller vi, men det betyder, at min svigermor muligvis må sælge det hus hun har boet i siden hun flyttede hjemmefra...
Det er nu lidt over en måned siden, så meget er kommet på afstand, men synes godt nok stadig det fylder meget. Vi sover inden vi rammer hovedpuden, og overskuddet er næsten ikke til at få øje på. Heldigvis har vi to pragtfulde unger, der giver mange smil på læben. Caroline er en eftertænksom og fantasifuld lille pige, stille i forsamlinger, en krudtugle hjemme. Magnus er et luksusbarn, der gerne sover 10 timer om natten, et par timer om formiddagen og ellers underholder med sit glade sind resten af dagen. Han vejer nu 7,8 kg og er 64 cm lang - hvilket er et plus på 4 kg og 13 cm siden fødslen for knap 3 måneder siden
Han bliver vist en mega-baby, og går da også under tilnavnet "bassen", men læge og SP synes bare han er præcis som han skal være, så det stoler jeg på.
Jeg ville vist ikke så meget med dette, udover at få det skrevet ned. Så hvis nogen kom igennem hele indlægget siger jeg tak...
