Depression

Hvordan ved man at man har en depression?

Jeg vil jo ikke selv-diagnosticere, men jeg føler bare der er noget galt.
Nogle af de ting jeg tænker på er f.eks. at jeg aldrig er rigtig glad. Jeg er ofte (næsten hver dag) så udmattet eller stresset at jeg rent faktisk hellere vil sove eller se tv end at sidde og lege med mine børn. Jeg gider ikke gøre rent mere, kun lige vaske det af vi skal bruge. Jeg vasker ikke rigtig tøj mere. Jeg gør faktisk intet. Jeg sover meget, og bruger næsten ikke tid sammen med andre mennesker. Har heller ikke lyst til at møde nye mennesker eller være social. Der er en masse andre ting som jeg ikke vil ind på lige nu. Men jeg føler bare at det her ikke er rigtigt. Jeg kan godt ha gode dage, hvor alt er godt og jeg bager boller og alt muligt. Men det er meget sjældent. Jeg vil jo gerne være sammen med mine børn og bruge tiden med dem... Åhh det lyder bare så følelseskoldt når man skriver at man hellere vil sove end være sammen med ungerne. Jeg kan slet ikke forstå jeg er blevet sådan her.

Min mor og min kæreste synes jeg skal snakke med en læge, og det vil jeg også gerne, men jeg ingen ide om hvad jeg skal sige og hvordan jeg skal gribe det an.

Hvad sker der egentlig hvis man får konstateret en depression? Hvilke muligheder er der for at få hjælp?

Jeg håber i vil tage mig seriøst for jeg har virkelig brug for en opmuntring!

Hej,

Først en kæmpe krammer

Jeg har igen anelse omkring dep eller noget.

Men en del af de ting du beskriver, såden havde jeg det også efter Johanna, og jeg slog det lidt hen med at Johanna jo også skreg i 10 mdr, så det måtte jo være derfor at mit overskud var lig nul og at jeg havde søvn underskud, bare var så træt.

Men Andreas synes jeg skulle til lægen, og jeg forklarede hvordan jeg havde det. Hun tog en blodprøve og det vidste sig at jeg havde for lavt stofskifte. Jeg får i dag medicin og er i tip top, men går til kontrol, o er lige steget lidt i dosis.

Jeg siger ikke at det er det du "fejler", men ja de er det helt rigtige at gå til lægen, så du kan få noget hjælp! og blive den gode gamle dig igen!

Stort kram

Siber

ja jeg har jo lige været igennem det du skriver ( uden at diagnostisere dig) men jeg tog efter over et halvt år med dine symptomer, til min læge og fortalte ham om hvordan jeg havde det. og især det der med at jeg ikke engang rummede mine egne unger... jeg fik konstateret at jeg havde en depression. og det var bestemt ikke noget jeg selv ville indse til at starte med...

jeg havde nogle samtaler med min læge, og jeg fik nogle piller, og det hjalp mig lige så langsomt på ret kurs.nu har jeg været ved at søge om psykologhjælp fra kommunen for lige at hjælpe mig det sidste stykke.  jeg er ikke rask endnu, men efter lidt over et halvt år, har jeg fået det bedre, og har lært at sige fra over for ikke-vigtige-ting.

du må meget gerne skrive til mig personligt hvis du har brug for at snakke.

Kære du

Selvfølgelig skal du tages alvorligt og det lyder som om, du er begyndt at tage dig selv alvorligt og erkende, at der er noget galt. Det er slet ikke meningen, at du skal gå rundt og have det så skidt og jeg synes også, du skal skynde dig ned til lægen og få noget hjælp.

Hos lægen sker der det, at du skal udfylde et spørgeskema om dit humør og du bliver også fysisk undersøgt og får taget blodprøver for at udelukke, at der ligger fysisk sygdom til grund for depressionen.

Lægen vil så vurdere i hvilken grad, du er deprimeret (svag, moderat eller svært) og vil tilbyde dig enten medicin eller terapi afhængig af, hvad du ønsker. Jeg håber, du har en god læge, som du kan snakke godt med, men ellers er ovenstående i hvert fald, hvad du mindst kan forvente.

Jeg har selv haft en depression og har fået medicin for det og det var guld værd. Jeg var bange for, at jeg ville blive kunstigt besvangret med godt humør, at jeg ikke ville være mig selv osv. men det var det modsatte, der skete. Jeg følte, jeg blev mig selv igen, som om depressionen var en stor, fed lungebetændelse, der blev destrueret med medicinen. Jeg kunne pludselig tænke klart og føle igen.

Der er ikke spor galt med dig som mor eller noget som helst andet. Du har bare en kæmpe stor følelsesformørkelse lige nu og det kan alle få. Men se at få noget hjælp, for uden er der langt større sandsynlighed for, at depressionen bliver kronisk eller værre.

Stort knus Birgitte - og du er velkommen til at skrive PB, hvis du hellere vil snakke privat.

Kære ven

Sådan som du beskriver, er sådan som jeg selv har haft det en del gange efterhånden, desværre... og jeg vil heller ikke 'gøre dig syg', men det er depressioner, angst og social fobi jeg selv har fejlet og som jeg nok aldrig slipper helt for. Derfor håber jeg så inderligt du ikke vil holde dig tilbage med at søge læge! Jeg gik i mange mange år sådan og troede jeg ikke kunne finde ud af at eksistere eller færdes blandt andre mennesker, og det er bare blevet værre og værre. 

Du har allerede taget første skridt og det er skide flot! Jeg vil enormt gerne skrive mere til dig privat - jeg er ikke flov over at have haft det sådan, men jeg skilter som sådan heller ikke med det længere  Så skriv endelig hvis du har brug for moralsk opbakning fra en i samme båd 

Hvis du får konstateret en dep, så vil du sandsynligvis blive tilbudt anti depressiv medicin, og det virker så godt for mig! Derudover kan du få tilskud til psykolog behandling nu. I stedet for at betale 700-800 kr pr gang, er jeg kommet af med 300 kr, og det er da trods alt noget mere menneskeligt at betale!

Kærlige hilsner Maria. 

Tusind tak for jeres søde svar. Jeg skal nok skrive lidt mere imorgen og evt pb til nogle. Hvor er det bare skønt at have jer

du skriver endelig bare når der er overskud

Hej igen. Så blev der lige 10 min fritid.

Ja jeg ved ikke om i ved hvem jeg er, men på et tidspunkt vil jeg gerne fortælle det hvis i ikke allerede ved det. En del af mit problem omkring mit sociale liv er at jeg er overvægtig. Jeg har det skidt med mig selv og er hele tiden bekymret for hvad andre tænker om mig og mit udseende.

Det er også en af grundene til at jeg f.eks. ikke kommer til fester og babytræf. Jeg har været 1 gang, og det var jo super hyggeligt. Og jeg ved jo godt i ikke dømmer mig men der er bare stadig noget det holder mig tilbage. Jeg håber virkelig at kunne deltage mere hvis jeg får det bedre. For i er sgu sådan nogle dejlige mennesker.

Omkring medicinsk behandling, hvor meget skal man selv betale? Og kan man evt få noget hjælp til det? Vi har i forvejen få midler, og det bekymrer mig selvfølgelig at skulle betale dyr medicin når tingene er som de er pt...

Knus

Mit medicin er yderst billigt!!! Jeg betaler altså ikke mere end omkring 30 kr om md. Kan huske jeg selv stod dernede på apoteket, og tænkte.....what?! -hørte jeg forkert? Men det er bare slet ikke dyrt 

Jeg ved ikke hvem du er, men det er egentlig også lige meget. Jeg har nemlig heller aldrig deltaget i noget der er arrangeret skal jeg sige dig 

Det letter lidt at det ikke er super dyrt. Tak for det Maria

Planen er pt at ringe og få en tid hos lægen imorgen, men selv det er bare virkelig svært. Og hvad pokker siger man til den rare sekretær?

Tak igen fordi i er her