Hej piger,
Som jeg skrev til Lise, så blev Nana indlagt søndag.
Hun fik også høj feber og hostede meget og havde meget slim i luftvejene, så vi tog bare til lægen for at få hende tjekket.
Det viste sig så at være en lungebetændelse, hvilket man åbenbart godt kan få i forbindelse med skoldkopper (hvilket jeg ikke kan se sammenhængen i, men what the f...)
Nå men min lille mus fik taget røngtenbilleder af lungerne, lagt drop i foden (hvilket var ganske forfærdeligt at se på), taget en hulens masse blodprøver, og sidst (og værst) suget i lungerne for slim.
Det er det værste jeg har været med til i hele mit liv!!!
Vi var meget imponeret over hospitalet og deres kunne (taget i betragtning af at vi er i thailand) da vi var indlagt med Noah. Men det er så HELT VÆK nu.
Sygeplejersken der skulle suge Nana anede ikke en skid. Jeg bad hende om at suge hende i næsen, da de på gentofte børneafdeling sagde at det var bedst når hun er så lille (da vi var indlagt med RS-virus) Det kunne sygeplejersken åbenbart ikke finde ud af, så hun propper en stor fed slange ned i halsen på nana, og hun er virkelig langsom, og nana prøver at skrige hvilket hun jo ikke kan, og efter lidt tid (ved ikke hvor længe) så bliver Nana helt blå om læberner og huden rundt om og stopper med at "skrige" - jeg skriger bare "COME ON" til sygeplejerskerne som så hiver slangen op igen, og vender Nana om på siden og banker hende i ryggen, og så tager hun en ordelig portion luft ind og begynder bare at skrige. De tager så fat i hende igen, for at ville fortsætte, og så siger jeg bare "NO, NOT AGAIN" mens tårerne bare løber ned af kinderne på mig, og jeg nærmest skubber sygeplejerskerne væk og tager Nana op.
Vi bliver så indlagt og nana kommer i sådan en ilt-boks - den er lidt svær at forklare, men sådan en hun ligger med overkroppen og hovedet inden i.
Nu er kl. omkring 18, og vi har været på hospitalet siden kl. 15.
Vi får endelig vores stue, og nana er død træt, men hver gange hun falder i søvn kommer der en sygeplejerske der skal et eller andet.
Indtil kl. 04 kommer der en sygeplejerske ind hver time for enten at hænge mere antibiotika op i droppet, tage temperatur, måle hendes puls og iltmætning, give hende medicin på maske eller rode ved den ilt-kasse hun ligger i. Så stakkels Nana bliver vækket hele tiden. Så er der heldigvis pause mellem kl. 4-6, og vi får begge lige 2 timers søvn, for at sygeplejersken kommer igen kl. 6 - denne gang beder jeg dem om at gå igen og så må hendes medicin sgu vente. Da de kommer igen kl. 8 er det i forbindelse med stuegang, og da lægen vækker Nana er hun TOTALT stresset, og skriger og hendes øjne flakker rundt. Efter stuegang kontakter jeg så vores rejseforsikring og beder om at tale med den læge der er ansvarlig på vores sag, og beder ham om at en læge ringer til hospitalet og siger at vi skal udskrives. Han vil selvfølgelig først høre lægen hernede om hvor alvorligt det er med Nana. Det gør han og han ringer så tilbage, han siger at lægen hernede fraråder os at blive udskrevet, men han siger også at han selv ikke ville være urolig ved at vi tog hjem og fortsatte med selv at give hende medicin, da en pige på 7 mdr. ikke kan nøjes med 7-8 timers søvn på et døgn (hvilket hun fik på hospitalet).
Så mandag aften kl. 20 tog vi hjem igen. Vi har så været til tjek på hospitalet hver dag - og igår var sidste gang, hvor vi også fik et "fit to fly" certifikat til hende på både thai og engelsk - for hun ligner jo "pizza-face" med alle de skoldkopper hun har. Men lægen har skrevet at hun ikke smitter mere.
I dag skal vi hjem, vi bliver hentet af chaufføren kl. 18.30 (13.30 dk-tid) og vi skal så flyve kl. 00.25 (19.25 dk tid) og lander så i kastrup kl. 06.35 - og hold da kæft hvor jeg glæder mig til at stå i kastrup igen, jeg tror ikke jeg kan lade være med at fælde en lille tårer af glæde.
På onsdag har jeg fået tid hos vores egen læge til tjek med begge unger. Noah's infektion var jo meget alvorlig og meget voldsom. Så han har fået en bule på maven og en på ryggen hvor de 2 største og mest infecerede sår var, og disse buler skal måske opereres væk, da de ikke er blevet mindre, men det skal vores læge se på.
For at være ærlig, så var der et par timer den dag hvor Noah blev indlagt hvor jeg ikke troede han ville overleve. (kald mig bare hysterisk) men han lå bare helt slapt hen med 40,6 i feber, og reagerede ikke på noget. Sygeplejerskerne så til ham hver 10 minut, og rørte ham/ruskede ham for at se at han reagerede. Aldrig har jeg grædt så meget og bedt så meget. Efter de havde lagt drop på ham og fået lagt ham i sengen og sadan noget, så gik jeg ud på gangen hvor jeg nærmest kolapsede i tårer, og en form for chok-tilstand tror jeg - jeg sad bare på gulvet og hulkede højlydt.
Men nu er begge unger heldigvis på benene igen og har det godt - men mit liv har ændret sig. Jeg synes jeg har fået et helt andet syn på livet - jeg vil sgu ikke brokke mig over at det regner mere, eller at strømmen går eller der ikke er mere mælk - jeg er bare glad for at min søn er i live og har det godt.
Hold da op det blev langt, godt gået til de af jer der fik kæmpet jer igennem det hele 
Knus tut - der glæder sig til at være på dansk jord igen om ca. 26 timer
