Glæde blandet med tristhed

Jeg var superglad for at finde ud af, at det endelig var lykkedes igen at blive gravid - aborterede spontant i efteråret og har forsøgt lige siden. For 8 uger siden lykkedes det så :-)

Da jeg er 42 år, er det ikke uden komplikationer at skulle være mor og der er mange bekymringer. Ikke mindst omkring det faktum, at jeg er alene om det. Faderen er en ex-kæreste gn. forholdsvis kort tid og ven, som gerne vil have barn sammen med mig. Så jeg slog til, fordi jeg vurderer, at han vil blive en god far og at vi godt kan finde ud af det praktiske sammen.

Men........drømmen om et godt parforhold er der jo stadig. Og derfor også en sorg knyttet til det faktum, at jeg nu skal være alenemor. Det ødelægger lidt min glæde. I efteråret var jeg kærester med ex'en og derfor var stemningen en hel anden. Denne gang ved jeg, at det ikke blir os og derfor er glæden blandet med tristhed. Og det går mig på, for jeg ville jo så gerne være glad.

Andre der kender til disse følelser ?

Alt for godt Jeg er nu heldigvis ved at komme videre, men processen har været lang og sej. Der er en til os alle derude...

K.h. Linda

Der var lige nogle flere tanker......:-)

Den der følelse af at være alene om det, handler også om, at der ikke rigtig er nogen, der deler glæden med mig lige nu. Jeg har kun fortalt det til min mor og min søster i familien, så udover faderen og mig, er det kun de to, jeg kan dele det med. Og de holder vist også lidt igen, fordi de er bange for at blive skuffede igen. Men vi har aldrig været helt voldsomt børne-begejstret i vores familie, så jeg ved ikke, om det kommer senere, eller om de i virkeligheden bare ikke rigtigt interesserer sig så meget for det. Jeg er lidt bange for at blive meget alene om dette projekt......

Der er da også et par studie-kammerater og bekendtskaber, jeg har afsløret det overfor og som har ønsket tillykke, men det er jo begrænset, hvor meget det betyder for folk, når man ikke er så tæt på hinanden. Og det kan ikke rigtig erstatte det, man har med en partner, og en måde man deler det som forældre.

Og så mærker jeg ikke rigtigt, at jeg er gravid. Jeg kan ikke se det på maven, for jeg er ikke så langt henne endnu. Jeg har ikke de helt voldsomme symptomer. Jeg går hjemme, så der er heller ikke kollegaer, der lægger mærke til det og kommenterer det på daglig basis. Det er bare som om, det hele er på "hold". Jeg går bare og venter........på at det er mere sikkert, på at man kan se noget, på at jeg kan fortælle resten af familien det, på at jeg kan begynde at forberede mig fx købe ind til det osv.

Ja, jeg syntes de tanker dunkede mig kraftigt oveni hovedet hele det første år.. nu er jeg lidt mere fortrøstningsfuld, som Linda skriver så er de derude, vores kommende mænd, vi er bare så heldige at få opleve den ultimative kærlighed inden og så vælger vores mænd til senere i livet.. 

Baagøe skriver:

Alt for godt Jeg er nu heldigvis ved at komme videre, men processen har været lang og sej. Der er en til os alle derude...

K.h. Linda

Jeg håber, du har ret, Linda:-)

Men jeg må indrømme, at mine forhåbninger mht mænd og at finde en god partner, er meget små. Jeg har gået single i lange perioder af mit liv, fordi jeg ikke har syntes, at der var nogen, der var værd at satse på. Eller også har jeg involveret mig med en, som der ikke kom noget positivt ud af.

Gode mænd hænger altså bare ikke på træerne, og det bliver ikke nemmere med alderen.

N&J skriver:

Ja, jeg syntes de tanker dunkede mig kraftigt oveni hovedet hele det første år.. nu er jeg lidt mere fortrøstningsfuld, som Linda skriver så er de derude, vores kommende mænd, vi er bare så heldige at få opleve den ultimative kærlighed inden og så vælger vores mænd til senere i livet.. 

Ja, jeg har hørt mange sige det sådan, men jeg må indrømme, at jeg ikke tror på den der med, at der er en til os alle derude. Der er mange mennesker, som ender ensomme og alene. Det er en statistisk realitet.

Og hvis jeg tænker på, hvor svært det var at finde en god far til barnet........

tille skriver:

 

Ja, jeg har hørt mange sige det sådan, men jeg må indrømme, at jeg ikke tror på den der med, at der er en til os alle derude. Der er mange mennesker, som ender ensomme og alene. Det er en statistisk realitet.

Og hvis jeg tænker på, hvor svært det var at finde en god far til barnet........

Jeg tror faktisk det er nemmere når man har fået barnet, fordi man ikke længere har det essentielle behov for at få et barn.. jeg tror på der er mindst en til os alle derude, men jeg tror også at vi nogen gange har så travlt at vi ikke får set de muligheder der er.. 

Jeg vil i hvert fald sige at efter at jeg har fået min datter har jeg genfundet min tro på at jeg nok skal finde en lige pludselig når jeg mindst venter det... for når man kan blive så "velsignet" med kærlighed fra ens barn, så skal det andet nok komme.. jeg har i hvert fald ikke så travlt længere.. 

tille skriver:

 

Ja, jeg har hørt mange sige det sådan, men jeg må indrømme, at jeg ikke tror på den der med, at der er en til os alle derude. Der er mange mennesker, som ender ensomme og alene. Det er en statistisk realitet.

Og hvis jeg tænker på, hvor svært det var at finde en god far til barnet........

Jeg tror faktisk det er nemmere når man har fået barnet, fordi man ikke længere har det essentielle behov for at få et barn.. jeg tror på der er mindst en til os alle derude, men jeg tror også at vi nogen gange har så travlt at vi ikke får set de muligheder der er.. 

Jeg vil i hvert fald sige at efter at jeg har fået min datter har jeg genfundet min tro på at jeg nok skal finde en lige pludselig når jeg mindst venter det... for når man kan blive så "velsignet" med kærlighed fra ens barn, så skal det andet nok komme.. jeg har i hvert fald ikke så travlt længere.. 

Tja jeg ved det ikke. Har bare lidt svært ved at se positivt på det lige nu. Netop også fordi måske, at det ikke er vidt endnu, at man rigtig kan forberede sig. Det er nok først, når man skal ud og købe baby-udstyr og gøre klar og når maven viser sig, at det bliver helt virkeligt.

Og når der så heller ikke er nogen i hverdagen, der spør' til, hvordan det går og hvordan man har det og deler oplevelsen med een........ja, så kan man godt gå hen og glemme, at man faktisk er gravid. Og det blir nemt en lidt ensom affære, som sagt.

Er der ikke andre, der deler disse følelser og tanker ? Ku være rart at snakke med andre om det.