Glæde blandet med tristhed

tille skriver:

Og når der så heller ikke er nogen i hverdagen, der spør' til, hvordan det går og hvordan man har det og deler oplevelsen med een........ja, så kan man godt gå hen og glemme, at man faktisk er gravid. Og det blir nemt en lidt ensom affære, som sagt.

Er der ikke andre, der deler disse følelser og tanker ? Ku være rart at snakke med andre om det.

Jeg er ikke single eller enlig mor men de tanker du har dig der - dem har næsten alle gravide i starten. Så er det lidt ensomt og uvirkeligt fordi man ikke kan se eller mærke noget. Men man lever alligevel radikalt anderledes. Kæresten, vennerne eller familien glemmer også at spørge fordi man ser jo ud som man plejer osv.

Det er helt normale tanker at have. Når maven viser sig så skal det nok blive meget bedre  

Hmmm - det er ikke let, når man vælger de alternative løsninger.

Jeg er selv single, og valgte at blive donorinsemineret ved juletid. Jeg har også haft længere singleperioder og kortere forhold (nogle som virkelig har trukket tænder ud).

Jeg nåede frem til at min manglende succes hos mænd ikke skulle forhindre mig i at blive mor.

Blev gravid i første hug og venter nu tvillinger. Havde jeg valgt at bruge en eks (én meldte sig!), så havde det nok været endnu mere hårdt, tænker jeg.

Det er en kæmpe sorg at give afkald på kernefamilien, og den skal man prøve at bearbejde inden man bliver med rogn, for det bliver bestemt ikke lettere, når hormonerne raser rundt i ens krop.

Helt rustet bliver man bare aldrig, og jeg har da også haft kriser i min graviditet. Specielt fordi, at den har budt på mange bekymringer (en tvillingegravids lod!!). Så har det været frygteligt ensomt at ligge helt alene, når man burde ligge i en stor og stærk favn..

Du vil opleve op og nedture. Mit råd er at alliere sig med andre kvinder i samme situation. Mit venskab med Dorthe (herfra Baby.dk) er uvurderligt, da vi forstår hinanden. For selvom man vælger manden fra, så betyder det bestemt ikke, at man helst ville undvære dem...

Jeg supplerer lige KaMa....JA gu´ er det en sorg, at den for (næsten) alle så eftertragtede kernefamilie bare ikke vil lykkes for én og tiden går.

Jeg besluttede også, efter maaaaange års for/imod agumenter, at blive singlemor og lod mig inseminere med donorsæd sidste år da jeg var 38 år. Resultatet blev den mest fantastiske lille pige som kom til verden for snart seks uger siden

Jeg kender til den ensomhed du beskriver for der er bestemt mange perioder i en graviditet der kan føles langtrukne og ensomme når man ikke har en mand at dele de oplevelser med. Og familien i starten stritter imod med alle deres uvelkomne kommentarer og manglende støtte.

Jeg oprettede sidstesommer - altså inden jeg blev gravid - en profil herinde og søgte simpelthen ligesindede som jeg kunne få et venskab med så vi sammen kunne støtte og hjælpe hinanden når det hele bare bliver lidt for meget eller trænger til at tale med nogen som bare forstår!! Og det er, som KaMa udtrykker det, uvurderligt!

Prøv at slippe din tristhed og glæd dig istedet over, at du nu venter dig for at få et barn er bare det største i livet. Og tro mig, lige pludselig mærker du dit barn inde i maven og  det hele bliver mere virkeligt for dig.

Bland dig i debatterne herinde og jeg er sikker på, at du vil finde mennesker der ved hvad du taler om..især i denne debatgruppe

...Og jeg har også troen på, at manden nok skal dukke op på et tidspunkt så vi kan lege kernefamilie sammen

Knus Dorthe

Nu sidder jeg jo godt nok her med manden, huset, katten, stationcar'en OG barnet, men jeg kan godt huske, hvordan jeg havde det i de 4 år jeg var single inden jeg mødte Lars. Jeg synes bare ALLE havde en kæreste og de så så lykkelige ud og jeg tænkte, at det måtte være dejligt at have den der helt specielle person, man bare ved er der for dig. Og det er det da også. Men hvis jeg ikke havde fundet ham jyden, så ville jeg nok også have haft det sådan, at det ikke skulle stå i vejen for at jeg skulle have et barn! Og gu var det da dejligt og specielt at dele det med hinanden, men jeg tror også jeg kunne have gjort det selv hvis jeg skulle. Den gave barnet er, er så stor, at det overskygger så meget andet og det er noget jeg kunne unde alle, der ønsker at opleve det. Så glæd dig til du ligger med din egen lille bebs i armene, der findes ingen større lykke. Når du skal ud og shoppe baby-ting, så tag en veninde med eller læg det op til os herinde, så kan vi sammen gå i svime over de fede ting Så må du se, om der ikke på et tidspunkt står en mand klar til at feje benene væk under dig

tille skriver:

Og når der så heller ikke er nogen i hverdagen, der spør' til, hvordan det går og hvordan man har det og deler oplevelsen med een........ja, så kan man godt gå hen og glemme, at man faktisk er gravid. Og det blir nemt en lidt ensom affære, som sagt.

Er der ikke andre, der deler disse følelser og tanker ? Ku være rart at snakke med andre om det.

Har du ikke nogen fra din familie, som måske kunne bruge en computer, søskende, forældre eller ligende.. jeg brugte min søster (som også var gravid) og mine forældre, vi snakkede over skype, så de kunne følge med i hvor meget maven var vokset, ellers syntes jeg da at du skal prøve at efterlyse en herinde (det behøver jo ikke at være en der også er alene) men som man kan være i næsten daglig kontakt med og snakke graviditetsting med, det var uundværlig for mig, men jeg tror de fleste har det behov under graviditeten, men ja da hun sparkede og faderen ikke var der eller der var andre at dele det med, så var det rigtig hårdt og jeg har grædt mange tårer... tror desværre bare ikke man kan komme helt af med den følelse, men at have en der også er gravid ved telefonene gør tingene lidt nemmere, så håber du finder en eller nogle stykker, så du kan bruge tiden på at snakke masser af baby og få tankerne lidt væk fra den del der handler om at du er alene i graviditeten..

Jeg cuttede et par veninder (pga. deres negative adfærd), så masser af sjove film og serie, svømmede lidt, lavede lækker mad til mig selv, tog i spabad, i det hele taget forkælede mig selv grundigt.. og ja shoppede til mig, ikke til baby før 20 uge.. bare for at tage fokus lidt væk fra min alenestatus og holder fokus på at være glad for min babys skyld.. ved ikke om det overhovedet hjælper.. 

Det er dejligt med nogle reaktioner af den art :-) Tak for det.

Jeg tror også på den med at snakke sig igennem tingene. Måske er det især os kvinder, der har det sådan ? Hvis bare man kan få lov at snakke om sine følelser og høre, hvordan andre har det, så hjælper det alt sammen. Dels fordi man finder ud af, at man ikke er alene om at føle det sådan, men også fordi man blir mindet om, at den modsatte situation (det man selv drømmer om) måske heller ikke bare er lykken, men også har både sine fordele og ulemper.

Det er helt klart, at det også kan være svært at få barn i et forhold. Der er mange hensyn at tage. Dem er jeg heldigvis fri for som single-mor. Men det der med at ku dele oplevelsen med nogen, det er altså uundværligt, synes jeg. Og min intension med at oprette profil herinde var også at finde nogen i samme situation, som man ku mødes med og snakke med. Men der er foreløbig kun en, der har meldt sig på banen engang i efteråret. Så kom da endelig frit frem :-) Jeg bor i Århus området, østjylland nordøst.

Men det ku også være fint at bruge Enlig gruppen herinde til sådan snak. Derfor oprettede jeg også mit indlæg her. Men det er selvfølgelig ikke helt det samme, som at ku mødes og snakke.

Hvordan har I andre fået kontakt til hinanden ?

tille skriver:

Det er dejligt med nogle reaktioner af den art :-) Tak for det.

Jeg tror også på den med at snakke sig igennem tingene. Måske er det især os kvinder, der har det sådan ? Hvis bare man kan få lov at snakke om sine følelser og høre, hvordan andre har det, så hjælper det alt sammen. Dels fordi man finder ud af, at man ikke er alene om at føle det sådan, men også fordi man blir mindet om, at den modsatte situation (det man selv drømmer om) måske heller ikke bare er lykken, men også har både sine fordele og ulemper.

Det er helt klart, at det også kan være svært at få barn i et forhold. Der er mange hensyn at tage. Dem er jeg heldigvis fri for som single-mor. Men det der med at ku dele oplevelsen med nogen, det er altså uundværligt, synes jeg. Og min intension med at oprette profil herinde var også at finde nogen i samme situation, som man ku mødes med og snakke med. Men der er foreløbig kun en, der har meldt sig på banen engang i efteråret. Så kom da endelig frit frem :-) Jeg bor i Århus området, østjylland nordøst.

Men det ku også være fint at bruge Enlig gruppen herinde til sådan snak. Derfor oprettede jeg også mit indlæg her. Men det er selvfølgelig ikke helt det samme, som at ku mødes og snakke.

Hvordan har I andre fået kontakt til hinanden ?

Ved at blande mig i debatterne og derefter begynde at skrive mere privat sammen med dem jeg klikker med og har noget til fælles med  Nogle ses jeg nu også privat med, andre skriver jeg med.

Jeg har det lidt bedre. Har fået sovet ud i nat og igår tog jeg formiddagen med i brug, for jeg har problemer med at sove om natten. Men i nat har sovet godt og næsten uden at ligge vågen. Og har et helt anderledes overskud.

Så fik jeg også set og snakket med faderen igår. Det var rart.

Er lige blevet single og er i uge 37

Glad for og se denne debat, men har nok ikke så meget at byde ind med lige nu. Da jeg er for ked af det

Men skriver senere

Mh

Bellinda