Igangsættelse af fødsel efter eget valg

Kan man det ? Altså hvis man snakker med sin jordemoder om at det kunne man godt tænke sig feks. i uge 38 ell lign. ? hvis det nu gjorde en mere tryg. Nu er jeg i den uheldige situation at jeg har mistet mine 2 brødre, min far og min bedste veninde. Nu er jeg i slutnngen af graviditeten, og jeg er SKIDE bange for at vores baby dør inden h*n bliver født.

Er der nogen der har fået det gjort ? Hvordan var det ? Har i fortrudt ? Eller ?

Hej,

Min mor mistede sit barn, en datter, lige ved terminstidspunktet efter en helt normal graviditet, og selv om jeg ikke er vildt nervøs ligger det da et sted i baghovedet. (er i uge 39+1) Da jeg nævnte det for jordemoderen tilbød hun jeg jeg kunne komme ind og få kørt en strimmel på fredag og evt tale med en læge om igangsættelse hvis jeg ville. Nu har jeg læst at igangsættelse øger risikoen for akut kejsersnit, sugekop mm og jeg har valgt at stole på min krop og det at jeg kan mærke hende tydeligt hver dag. I princippet er der jo ingen som helst indikationer for at hun ikke skulle kunne klare sig andet end min uro, og det synes jeg er for lidt til at gå ind og påvirke det naturlige forløb. Det kan da være at der kommer andre boller på suppen hvis jeg går meget over tid, men håber at hun kommer ud inden længe. Jeg har været på et par ekstra besøg hos jordemoderen og vi har hørt hjertelyd og fået bekræftet at hun vokser fint. Det er nok for mig ligenu. Desuden hvis du bliver meget urolig kan du jo ringe ind til fødegangen og sige at du ikke har følt så meget liv, så tager de dig ind og du kan få kørt en strimmel. Det er min indstilling, så tal med din jordemoder og prøv at holde fast i de positive tanker og det faktum at du snart holder et sundt og friskt barn i dine arme! Knus herfra

er vist lidt morgentræt, kom det at poste samme indlæg et par gange...sorry

ups

ditdot skriver:

Hej,

Min mor mistede sit barn, en datter, lige ved terminstidspunktet efter en helt normal graviditet, og selv om jeg ikke er vildt nervøs ligger det da et sted i baghovedet. (er i uge 39+1) Da jeg nævnte det for jordemoderen tilbød hun jeg jeg kunne komme ind og få kørt en strimmel på fredag og evt tale med en læge om igangsættelse hvis jeg ville. Nu har jeg læst at igangsættelse øger risikoen for akut kejsersnit, sugekop mm og jeg har valgt at stole på min krop og det at jeg kan mærke hende tydeligt hver dag. I princippet er der jo ingen som helst indikationer for at hun ikke skulle kunne klare sig andet end min uro, og det synes jeg er for lidt til at gå ind og påvirke det naturlige forløb. Det kan da være at der kommer andre boller på suppen hvis jeg går meget over tid, men håber at hun kommer ud inden længe. Jeg har været på et par ekstra besøg hos jordemoderen og vi har hørt hjertelyd og fået bekræftet at hun vokser fint. Det er nok for mig ligenu. Desuden hvis du bliver meget urolig kan du jo ringe ind til fødegangen og sige at du ikke har følt så meget liv, så tager de dig ind og du kan få kørt en strimmel. Det er min indstilling, så tal med din jordemoder og prøv at holde fast i de positive tanker og det faktum at du snart holder et sundt og friskt barn i dine arme! Knus herfra

Jeg prøver også at holde mig til de positive tanker, såsom at babyen har bedst af at blive i mors mave så langtid som overhovedet muligt. Men jeg syntes bare det er svært og jeg er bare hunde-rej, jeg tænker lidt at så længe jeg kan mærke ham så er han jo i live, og hvis han bliver født, så er der en masse fantastiske læger der kan hjælpe ham, men inde i maven er han sin egen herre. Det skal lige siges at jeg var ved jordemoder i sidste uge, og hun blev enig med en anden jordemoder om at jeg skulle sendes på fødegangen pga ureglmæssig hjertelyd, fik kørt en strimmel, og ja, der var ureglmæssig hjertelyd, hjertet springer et slag over engang i mellem. Men jeg fik besked på at det var helt normalt. Men jeg fik det største chok, græd og var helt ude af flippen.  Og nu er jeg bare ekstremt bange for at det kommer til at gå galt, de her tanker om igangsættelse og angsten for at miste har slet ikke dommineret min graviditet i så højgrad som det har nu..

Mange tak for dit svar.

Jeg blev sat i gang i uge 39+0 med min datter af flere årsager, og det var på ingen måde en positiv oplevelse.

Det tog 4 døgn, 16 timer med ve-storm og til sidst da jeg dårligt anede hvad jeg selv hed pga. smerter og udmattelse, endte vi i akut KS midt om natten. Jeg gør det ALDRIG igen!!!

Min JM har efterfølgende forklaret at de igangsættelser, hvor kroppen ikke selv er klar - typisk omkring termin eller før ofte ender som min, hvorimod dem der bliver sat i gang 1-2 uger over termin ofte går meget nemmere.

Jeg tror alle gravide kender den usikkerhed, bekymring og panik der melder sig sidst i graviditeten - det er ganske normalt.

Hvis du mener det bedste for dig er at blive sat i gang, skal du tage en snak med din JM, men vær forberedt på at du måske ikke får lov.  

Jeg fik også kørt strimmel til sidst pga. der var mislyde ved hjertet.. de fandt så også ud a at hjertet sprang hvertandet slag over el noget i den stil, men det var ganske normalt og jeg har da en sund og rask pige .

Kan sagtens forstå du har det skidt nu når du har været ude for det du har , og synes da også klart du skal få snakket med din jordemoder og om ikke andet, så få aftalt nogle ekstra besøg så du forhåbentlig kan blive lidt roligere. Det er jo ikke til at bære hvis man hele tiden er bange for om der sker noget

Du får lige en

Personligt ville jeg foretrække at få kejsersnit (planlagt og selvvalgt) fremfor igangsættelse. Det er så ofte, at de der igangsættelser ender i megen venten, smerte, vedrop og så til sidst akut kejsersnit (kender flere). Så hellere springe til kejsersnittet fra start! 

Men synes bestemt, du skal tale noget mere med din jordmoder om det. Ikke mindst bare for at komme af med nogle af de uhyggelige tanker, for de er bestemt ikke rare at går rundt med. Angst har det med at blive mindre, når man konfronterer den, og gør sig selv tankerne bevidst. Så frem fra underbevidstheden med de dumme tanker,  så de ikke længere kan ligge og gemme sig og gøre dig urolig!

Held og lykke med det hele. Selvfølgelig skal det nok gå godt! Håber nu bare, at din vej til målet bliver så smertefri som muligt .

Kh.

Jeg synes slet ikke du skal vælge hverken planlagt kejsersnit eller igangsættelse..!! Din krop og babyen har bedst af og vente til baby selv er helt klar og din krop osse.. Det bliver altså det bedste resultat for alle..!! Så længe du mærker liv hverdag og babyen sparker osv, så er alt fiint.. Ikke at jeg ikke kan forstå dine følelser, for det kan jeg.. Havde selv en graviditet udenfor livmoderen første gang, jeg blev gravid.. Blev først opdaget i uge 12+3 En frygtelig oplevelse, som næsten kostet mig livet..

Havde en hård fødsel med nr. 1, som endte i aks

Blev sat igang med nr. 2 og joo den var da bedre end første fødsel, men til aller sidst var ALT HEKTISK og var ved at miste min datter..!!

Jeg vil altså råde dig til at lade naturen gå sin gang, selvom det er svært, du er nevøs, spændt og har sikkert 1000 tanker, der flyver rundt, men tag en snak med din JM omkring dine tanker og følelser.. Men vil vædde med du får afslag.. Der skal MEGET til, før man bliver sat igang, da det tit ender dårligt..!!

M. Randa skriver:

Kan man det ? Altså hvis man snakker med sin jordemoder om at det kunne man godt tænke sig feks. i uge 38 ell lign. ? hvis det nu gjorde en mere tryg. Nu er jeg i den uheldige situation at jeg har mistet mine 2 brødre, min far og min bedste veninde. Nu er jeg i slutnngen af graviditeten, og jeg er SKIDE bange for at vores baby dør inden h*n bliver født.

Er der nogen der har fået det gjort ? Hvordan var det ? Har i fortrudt ? Eller ?

Jeg fødte 41+3 og jeg blev også ramt af sådan en ytryghed og angst for at han "ikke skulle nå at komme ud" inden det gik galt og alt muligt andet irrationelt. men jeg panikkede sgu lidt til sidst og var ikke glad for at gå de hele 42 uger ud. Så jeg spurgte også min jordemor om muligheden for at blive igangsat før (altså vi taler så en dag eller 2 før jeg under alle omstændigheder skulle sættes i gang, så det kunne jo være lige meget. Men det havde en psykolgisk betydning for mig. Ville bare have ham UD mens alt var ok). Jordemoren sagde at de normat ikke sætter i gang før de fulde 42 uger er gået, men at de aldrig er fuldstændig firkantede omkring det. Dvs hvis man er meget bange og det på den baggrnd bliver vurderet at det er hensigtsmæssigt at sætte fødslen i gang, så gør de undtagelser. man skal dog først til samtale med en overlæge på hospitalet, jordemoderen kan ikke træffe beslutning om det. Men jeg nåede jo heldigvis at føde selv:-)

Selvom det er irrationelt, der er jo ingen fysiske indikationer ved dig der peger på at du skulle sættes i gang før. Og ingen tvivl om at det er bedst at kroppen "selv får lov", så kunne jeg godt forestille mig at de ikke nødvendigvis vil være afvisende overfor dit ønske medhenblik på din baggrund. Jeg kan sgu godt forstå det springer ud i lys lue nu og gør dig angst. Men så igen, uge 38 er måske lidt tidligt, jeg var jo allerede halvanden uge efter termin. Prøv at tage en snak med din jordemor, det kan også være at hun kan få sagt de rigtige ting, så du måske bedre kan rumme situationen mens du går tiden ud til du selv går i gang.

Det skal nok gå, lige om lidt er du på den anden side og holder et sundt og raskt barn i dine arme, og så kan du slet ikke forstå at du havde de "mærkelige" tanker 

Mange tanker og al held og lykke herfra