Jeg har glædet mig til denne fødsel. Jeg skulle føde hjemme, og min største frygt var, at noget skulle hindre det, fx før 37+0 eller en eller anden dum lille komplikation. Jeg havde forberedt mig, og følte mig klar. Og der kom den ene falske opstart efter den anden.
Onsdag og torsdag aften var der fuld gang i maven vi snakkede om, om han var ved at pakke sammen derinde, siden han møvede sådan rundt.
Fredag mødte jeg undren, blandt andet i drengenes bhv, for de havde regnet med, at jeg havde født torsdag. Hvorfor ved jeg ikke.
Fredag aften var jeg alene hjemme med drengene og jeg var underligt rastløs og utilpas med kvalme ol. Søren kom hjem ca. kl. 22, og kl. 23 sendte han mig ud og vandre noget af rastløsheden af, for jeg var ved at drive ham til vanvid.
Jeg kom hjem efter små tyve minutter, fordi jeg skulle tisse, og på turen havde tankerne fået frit løb, så jeg var egentlig lidt ked af det, for det var sikkert bare endnu en omgang ”falsk reklame”.
Jeg blev oppe til kl. 1, og gik i bad og så i seng, men vågnede ca. hver time ved en ”fornemmelse” som jeg kunne mærke, men som ikke var veer. Det fortsatte indtil ved 4-tiden, hvor det hele gik i stå igen. Og jeg vågnede tidligt med ærgrelse over nattens uro.
Søren lavede pandekager til morgenmad til alle mand, og jeg spiste lidt, trods kvalme. Vi skulle bare slappe af, og så til fest om eftermiddagen, så ved 9- tiden smed jeg mig på ”fødebriksen” i stuen og slappede helt af. Og fik ondt i maven… Var oppe flere gange, hjælpe de store, starte vaskemaskine osv, men der var der intet at mærke. Lagde mig igen, og spændinger i maven igen…
Søren sad ved computeren i stuen hvor jeg lå, og jeg spurgte efter klokken. 10.50… Ved næste spænding spurgte jeg igen, svaret var 10.54, og så kiggede han på mig med et meget intenst blik og jeg smilede vist bare lidt fjoget. ”Har du veer?” ”Øhhhh ja det er det vist” Og mit hjerte hoppede, og dog var jeg i tvivl om det ville stoppe igen.
Jeg ringede til FG for at advare om at der var en hjemmefødsel under opsejling og de ville så afvente at vi ringede igen og bad dem komme, ”Og ring nu i god tid, JM skal lige kaldes ind, og der er også en times kørsel hjem til jer”. Ti minutter efter snakken med FG gik vandet efter jeg havde været ude og tisse, og idet samme kom Søren ud og spurgte om det kunne gå i selv, når nu vandet ikke var gået. ”Det er lige gået nu…” ”Okay, så er der jo kun én vej” sagde han og gik ud fra toilettet igen.
Vi snakkede lidt om hvordan vi skulle forholde os til børnene og blev enige om at ringe til farmor og farfar og lade dem overtage med det samme. Farmor kom og hentede og sagde pøj pøj med tårer i øjnene af spænding og glæde. Svigerinden, som skulle holde festen, kom op og hentede det vi skulle have haft med, og sagde ” du smutter ham jo bare ud, så I når nok spisningen alligevel”.
Uden børn i huset og forventningen, der bare osede rundt mellem væggene, lavede en mærkelig stemning og jeg vandrede rundt i huset med de milde veer, som jeg næsten ikke ænsede når jeg gik rundt.
Kl. 12 ringede FG og spurgte hvordan det gik, da JM som skulle tilkaldes havde en times kørsel til sygehuset, og derfra en times kørsel hjem til os, og da jeg sagde vandet var gået for knap en time siden, synes FG at de skulle sende JM af sted nu, og så ville hun være fremme to timer senere.
Kl. 14.02 ankom JM Gitte og JM-stud Katrine i taxa, og med sig havde de fødselsudstyr og et fantastisk humør, og de kom også ind i et hus, der emmede af forventning og positive tanker, hvor både Søren og jeg var oplagte til at grine, fjolle og hygge os.
Jeg blev undersøgt efter de var faldet til, og var ikke helt så langt fremme som forventet, men de ringede til FG og sagde at de ville blive, da der helt sikkert blev fødselsdag denne lørdag. Rigtig rar besked at få.
Veerne tog til, men under størstedelen af forløbet var pauserne mellem veerne på fire minutter, og jeg fandt mig selv værende meget utålmodig når veerne klingede af, for så var ventetiden indtil næste ve så lang, og derved kom jeg ikke nær så hurtigt til mit mål. Jeg gik rundt i stuen og mærkede mig selv meget intenst og fandt ud af, at selv om veerne rev og sled i mig, så synes jeg ikke de gjorde ondt, det spændte ”bare” og jeg fandt mig selv værende meget bevidst omkring min vejrtrækning, min krop og mit ve-arbejde, noget jeg ikke har bemærket ved de to andre fødsler.
Jeg blev undersøgt flere gange og det skred langsomt fremad. Jeg blev på et tidspunkt liggende på ”briksen” under et par veer og fandt ud af, at når jeg stod og gik, var pauserne mellem veerne kortere og veerne milde, når jeg lå ned var pauserne lange og veerne bed, rev og sled mere, så jeg valgte en periode at blive liggende for at hvile kroppen, men også for at lade veerne arbejde noget hårdere.
Kl. 19.55 bliver jeg igen undersøgt, og her er jeg kun 5 cm åben og JM fornemmer en kant som er i vejen, og jeg bliver anbefalet at komme om i knæ og albueleje, i håb om at komme over den kant, som sinker fødslen. Det havde en klar effekt, jeg skulle tisse, og derefter begynder der at komme lidt tryk bagtil, dog ikke nok til at jeg siger det. Men stadig står babys hoved fast bag den dumme kant, og der sker bare for lidt. Han kan ikke komme videre.
Kl. 20.15 skal jeg tisse for gud-ved-hvilken-gang, da jeg drak utrolig meget vand under ve-arbejdet. Og jeg kommer igen tilbage til knæ og albue leje for at hjælpe ham over kanten. Et kvarter senere er veerne taget til, er blevet længere og trykket bagtil bliver så markant, at jeg nævner det for jm.
Kl. 21.10 bliver jeg igen undersøgt. Faktisk synes Søren at hun er så voldsom i undersøgelsen, at han bliver nødt til at gå ud, mens hun forsøger at skubbe til kanten. Hovedet er roteret på plads, men stadig den dumme kant, og intet andet er sket siden sidste undersøgelse.
Kl. 21.50 undersøger jm mig igen, Søren forlader igen lokalet, Intet er sket siden sidste undersøgelse. Jm Gitte sætter sig foran mig og kigger mig dybt i øjnene og siger: ”jeg undersøger dig igen om en halv time, hvis der ikke er sket noget nyt til den tid, så hedder det ve-drop… Og det foregår på fødegangen… Dine veer skal op og vare 70 sek, lige nu ligger de kun på omkring 30 sekunder”.
Da jeg ikke har spist siden morgenmaden, fylder vi mig med hurtig energi i form af cola og æblejuice.
Kl. 22.00 skal jeg tisse igen, og jeg får stor ros for måden at tackle veerne på, og de tager til, nu omkring 50 sekunder.
Kl. 22.05 er veerne taget mere til og jm jubler og siger grinende: ” havde jeg vidst at du skulle trues, så havde jeg gjort det for længe siden”, Veerne tager nu omkring de 70 sekunder. Jeg orker ikke at ligge ned, jeg har brug for at bevæge kroppen.
Og Kl. 22.15 begynder jeg at gispe spontant, og jeg kan mærke en masse ske i kroppen. Jeg klynker og siger trykket er stort, hvorefter jm Gitte siger: ”Du er tredjegangsfødende, din krop og dig ved selv hvornår det er tid”.
Jeg søger ind i mig selv og mærker efter, jeg er ikke selv klar endnu, og gisper mig igennem veerne. (Synes selv det lyder lidt flippet, men jeg havde en rigtig god fornemmelse for min krop og dens behov, og lytter jeg til den, så fornemmer jeg, at det hele går nemmere. En kontakt med min krop, som jeg ikke har kunnet genkende fra hospitalsfødslerne)
Kl. 22.22 presser jeg spontant i små nøk. Jm roser mig, da jeg siger jeg ikke kan lade være. ”Du kender vejen”.
Kl. 22.37 har jeg kraftig pressetrang. Hovedet er fuldt roteret på plads og jeg er 8 cm åben…
Kl. 22.43 jubler jm og jm-stud at de kan se hår og de farer rundt om mig, og hiver min bluse op, nu skal der gøres klar til lillemanden… Da hovedet er ude beder jm mig gispe lidt og hvile igennem veen, så jeg ikke går i stykker, men jeg råber NEJ og presser allerede inden næste ve… Nu skal han UD… Hun protestere, men stopper kl. 22.46 hvor Aslan kommer til verden og bliver ”smidt” op på mit bryst… Farmand sidder og aer mig på skulderen og håret og hulker af glæde. (Noget han synes bliver værre for hvert barns fødsel, han ringede også tudende til min mor bagefter)
Aslan scorer fuld Apgar over hele linien og kl. 22.50 kommer moderkagen…
Jeg har en lille rift, men intet der skal syes. Omkring ved 2-tiden om natten har Aslan tisset, fået lavet børneundersøgelse og suttet, og jeg har en minimal blødning og har også tisset… Og vi spiser alle friskbagt brød (Søren er en lille husalf indenfor madlavning) med ost i alverdens afskygninger.
Og så er det jeg finder ud af, at det ikke kun er min og Sørens første hjemmefødsel, men også både Jm’s og jm-studerendes første… Og jm laver grin med, at hvad nu hvis vi havde truet dig med overflytning noget før, så havde det kun taget den halve tid.
Søren og jeg går i seng og de stolte storebrødre blev hentet søndag formiddag for at møde deres nye lillebror.
