Mor glad

Hvordan får man pillet det af en pige på snart 9 år...??? Det går ud over veninder, skole og familie at hun er mor glad....

Skole vil hun ikke i da hun savner mig og græder i skolen så skolen ringer hjem.... Hun bruger undskyldninger om hun har ondt i maven.... Når hun skal afsted om morgen er der ikke noget galt indtil kl blir 7 så begynder hun og græde og siger at hun vil savne mig og at hun tit tænker på mig i skolen og begynder at græde der....

Det går super godt i skolen for tiden, fagligt, veninder og samværet.... Men det vil ikke blive ved med at gå godt hvis ikke hun tager sig sammen og forstår at jeg ikke går fra hende, er herhjemme og venter på hende....

Det er det samme hvis jeg aflevere hende om morgen i skolen så står hun og skriger at hun vil med hjem og hun er ligeglad med om læreren og eleverne står ved siden af...

Ved ikke mine levende råd..... Er det normalt at en pige på 8 år reagere sådan eller er det bare en del af deres udvikling.....

Åhh jeg ved det sørme ikke. Jeg har jo ene drenge :$

Men mon ikke, du skulle finde kerne til dette afhængigs-problem (?)
Hvad er grunden til, hun er så bange for at komme væk fra dig?
Kan måske være, hun er bange for, du dør??
Kan det være jalousi for en søskende ell manden??

Kan godt forstå, det ikke er til at holde ud til, men pigen er jo virkelig "panisk" for at forlade dig, og det mener jeg ikke, er "normalt" at et barn skal have den angst.
Og jeg siger IKKE, der er noget galt med dit barn, men hun har et problem, som I som voksne, er nødt til at afhjælpe hende med.

Min 10 årige dreng, tænker MEGET. Han tænker på verden, krig, gud, døden, fattigdom, rigdom og ellers alt det der sker i verden af elendigheder.
Det har han meget brug for at få talt om engang imellem. Også sætter jeg mig med ham, når han har brug for det og får dæmpet alle han tanker.

Ved ikke om du kan bruge det til noget...

Venlig hilsen
Kloster

Nu ved jeg ikke hvor længe din datter har været mor-syg, er det noget nyt (?)

Jeg var selv ekstremt morsyg fra hun begyndte at se gravid ud med min lillebror og til han var omkring et år. Jeg var 6½ da min bror kom og kan stadig huske følelsen af at "miste min mor". Tanken om at jeg skulle i skole imens lillebror skulle hygge med mor hele dagen var ULIDELIG. Helt slemt var det dén sommer min bror var blevet født, hvor jeg skulle på koloni EN HEL UGE 8( Dér savnede jeg min mor så meget, at jeg ikke engang ville pakke min taske ud, for det var jo det sidste, hun havde rørt ved.

Min mor satte sig tit ned med mig og fortalte mig at hun elskede mig og at det var ok at jeg var sur på lillebror, for det var jeg! >( Når det kunne lade sig gøre i weekenden tog min far lillebror, og så råhyggede mor og jeg, ligesom i gamle dage hvor der KUN var mig 8D Jeg tror ikke man skal undervurdere dén sorg der også er forbundet med at have været enebarn i mange år og så få en lillebror eller lillesøster. Selvom det også er en stor glæde. Nu kan jeg jo så faktisk ikke huske, om I har nogen børn, der aldersmæssigt ligger mellem din store pige og Calle (?)

Måske kunne det være sådan noget, der foregår hos din pige også (?) Bare et forslag. Jeg håber I finder ud af noget, prøv at snakke med hende i hendes eget tempo, det er sikkert meget svært for hende at formulere, hvis hun overhovedet selv er klar over hvor følelserne kommer fra. Hvis hun er god til at tegne, kan hun måske tegne sine følelser? Det gør vores søn på snart 6 :)

Knus fra Tina

Nå nu lurede jeg lige at din pige faktisk har en storebror :P