Dette er nok den sværeste tekst jeg længe har formuleret, men måske en nødvendighed i processen om, at jeg jo skal videre...
Jeg var lykkelig gravid i 7 uge og vi ventede 2. barn.
Fredag d. 11. juni er jeg på arbejde og sidder og får the og kage med kollegaerne. Pludselig mærker jeg en siven forneden.. nærmest som da vandet gik ved min 1. fødte, jeg stormer ud på toilettet og mærker, at det løber ned af benet..
Det værste syn en gravid kan forestille sig, ses nu i mine underbukser. Blod overalt 
Jeg ryster og går nok helt i chok.
Ber´en kollega om at køre mig til lægen hurtigt!
Når at gribe en bind som jeg kaster i underbukserne...
Men da klokken er efter 15 er lægerne (på Læsø) gået hjem, og vi må ringe til lægevagten på fastlandet, som så derefter skal kontakte en læge på øen.. en ulidelig ventetid uden for lægehuset.
Men efter 15 min kommer hun så kørende.
Jeg bliver undersøgt, og blødningen er heldigvis stoppet og min livmorhals er pt. lukket.
Hun siger, at hun kunne ikke gøre andet end at sende mig hjem, og at jeg skal holde mig i toltal ro og sørge for, at der var nogen hos mig. Så måtte jeg afvente en evt. abortering eller en stabilisering. Jeg blir køret udmattet hjem og lægger mig på sofaen.
Er desværre helt alene hjemme da min kæreste og søn er taget til Silkeborg, da vi lige havde købt ny bil.
Ringer til ham og han kaster alt hvad han har i hænderne og kører nord på igen... Han mener at kunne nå færgen til øen igen 20:30
Klokken er nu 18, og jeg føler nu igen en siven, nu klart væske... muligvis fostervand.
Jeg havde forinden fået nr. direkt til min læge, som jeg så informerer. Hun beroliger mig og siger, at så længe jeg ikk har stærke smerter, så afventer vi lidt endnu...
Jeg er totalt forvirret.... AFVENTER HVAD! Det kører rundt i mit hoved med blod, fostre, fødsel osv.
Den her ventetid her på sofaen er det VÆRSTE jeg nogensinde har oplevet, i hele mit liv!
En halv time efter bloder jeg så voldsomt, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv, og ringer til min mor, (som forinden er blevet informeret) og jeg tuuuuuuuuuuuuuud brøler. Det ender jo også med, at hun gør, for da hun ikke bor på øen kan hun umuligt være der for mig.
Hun ringer så til en af mine veninder på øen som er sygeplejerske, og hun kommer med det samme..
Jeg har skiftet bind 5 gange inden for 2timer, fyld til randen med blod. Min veninde kræver, at jeg ringer til lægen igen - 19:45
For hun tør ikke stå inde for det mere..
Nu går det pludselig hurtigt...
Jeg får besked på af lægen, at jeg skal pakken en taske, da jeg om 5min vil blive afhentet af en ambulance, som vil køre mig til flyvepladsen, og derefter fløjet med helikopter til sæby, og så til Hjørring med ambulance.
Alt det her sker så hurtigt, at det er umuligt at beskrive, men virkelig professionelle folk, selvom jeg er lidt bange.
20.11 flyver jeg i luften med 2 læger og 3 piloter ved min side, med drop og pulsmåler osv...
Vild oplevelse... 
Imens alt det her sker er min kæreste jo ved at tage færgen til Læsø 20:30... og jeg når lige i tide at bede ham tjekke ud igen, og køre til Hjørring! (min søn er forinden aflevet hos farmor og farfar)
Den nye bil får nu testet sin hastighedsgrænse fra Fr.havn til Hjørring 
fortæller min kæreste senere.
Da vi kommer ind i modtagelse, bliver vi ret uindpakket fortalt, at der var 99% chance for, at der her var tale om en spontan abort.
Jeg vidste self. godt, at det var en mulig årsag men, at der nu var kommet ord på det, ramte meget hårdt..
Jeg røg i scanning med det samme, og vi ville se med på tv-skærmen.
Det så ret tomt ud derinde... 
Dog en lille blodsamling tilbage, på størrelse med en golfkugle.
Jeg græder ikke.... min kæreste holder mig i hånden... og stryger mig på panden.
Lægen tager scanningen apparatet ud og siger jaa, det sker jo desværre, og det er jo ikke ensbetydet med, at i ikke kan blive gravide igen, og han vil ikke sende mig i udskrabning, da jeg virker som om jeg har klaret det hele selv, trods den lille tilbageværende blodsamling.
Han siger så, at han lige vil scanne mig en sidste gang for at være sikker, og for at undgå en evt. infektion......
OG NU TROR I JEG LYVER.... men pludselig bliver manden helt stille...
Øh... siger han... så har jeg da os lige aftenens nyhed her..
og drejer apparatet skrå i min underliv....
og DÉR ligger en lille baby!!!!
Han kalder på en sygeplejeske mere og tjekker sammen med hende...
DU ER STADIG GRAVID! blir der sagt.....
NU hvæææææææler jeg, smækker benene i og siger, at nu kan jeg ikke klare mere, og jeg vil bare hjem...
Min kæreste er helt stiv og hvid i hovedet...
jeg bliver scannet en sidste gang, og fået en billede af det lille vidunder...
VI sunder os, og blir kørt op på en stue, og hører dog lige inden lægen og sygeplejersken snakke om, at det virkelig var en af de sjælne øjeblikke i deres karierer.
Det viser sig så, at der har været tvillinger, og jeg så har aborteret den ene. Min hcg. tal bliver målt og det er over 110.000 hvilken også tyder på 2 fostre.
Vi ved ikke om vi skal være glade eller ulykkelige...
Vi kommer hjem fra sygehuset søndag, og jeg bruger en uge hjemme, for lige at komme oven på igen.
Nu føler jeg, at jeg er tilbage i det virkelige liv igen, men der er stadig en skyggeside, som er så bange for at midste igen...
og den vil sikkert aldrig forsvinde.
fingre for, at det lykkes for os... nu har den lille klaret det hidtil.
Mange knus fra Mettenoah 8+5
