Ååh Maria, jeg har tænkt og tænkt over dit indlæg, så jeg er nødt til at hive det frem igen, nu jeg endelig har lidt tid til at skrive noget til det.
For det første kender jeg også udmærket den lille pige, du beskriver og jeg blev faktisk lettet over at læse, at du og andre også kunne få nok og komme til at brøle ad de små ballademagere, for for dælan, hvor er jeg også kommet til at skrige ad NM et par gange og NØJ, hvor har det pint mig bagefter og jeg har følt, at jeg var helt ude af stand til at være mor, når jeg ikke kunne rumme hende mere. For det er også lige præcis sådan, jeg har følt.
Så selvom jeg på jeres vegne er rigtig ked af, at I også føler sådan, er jeg også bare lettet over, at jeg ikke er den eneste, der en gang i mellem bare ikke kan tage mere.
Jeg havde en aften forleden, hvor jeg havde været til tandlægen og få lavet en rodbehandling og jeg havde hulans ondt i hele venstre side af munden og kunne slet ikke tygge med den tand. Jeg var alene hjemme og i gang med at give Albert aftengrød og NM var VILD, men glad. Hun kravlede rundt på væggene og råbte og sang og jublede og så kastede hun pludselig en dukkekjole i hovedet på Albert, fordi han også skulle være med. Jeg bukkede mig så ned for at tage fat i hende og få hende til at se på mig, mens jeg alvorligt ville fortælle hende, at man ikke smed ting i hovedet på andre. I det jeg bukker mig ned over hende springer hun op i luften og knalder hovedet ind i min kæbe, så jeg bider hul i min tunge med den ømme tand. Jeg SKREG AAAAAAVVVVV og hun blev så forskrækket, at hun rystede og kom til at græde. Og jeg havde slet ikke plads til at tage mig af hende med det samme, men gik direkte ud på badeværelset og stod og skumlede, til jeg var faldet lidt ned igen og kunne gå ud og trøste hende.
Det var så forfærdeligt at se hendes bange ansigt og jeg har stadig ur dårlig samvittighed.
Jeg følte en slags resignation, da det skete, som om jeg erkendte, at jeg bare var en dårlig, dårlig mor, som var helt ude af stand til at passe mine børn forsvarligt. ØV, hvor var det en led følelse og nøj, hvor er det derfor rart at læse om jeres oplevelser og mærke, at jeg SLET ikke dømmer jer lige så hårdt som jeg dømte mig selv. Det giver håb om, at det måske ikke var helt så slemt, som det føltes.
Men knus fra mig og held og lykke med de vilde aber.
Birgitte
