Ansemusen skriver:
Jeg tror bare at det ER benhårdt at blive forældre, specielt første gang! Og dem som påstår noget andet tror jeg ikke fortæller hele sandheden! Tror bestemt også det var hårdt i stenalderen!!
Jeg kan i hvert fald sige at det er MEEEEEEEGAAAAA hårdt og meget hårdere end jeg troede, også selvom jeg forventede det værste og faktisk har fået et okay nemt barn! For når man forestiller sig det, så ER man jo ikke i det fysisk og psykisk, som når barnet først er ankommet. SÅ mærker man pludselig trætheden, frustrationerne og den dårlige samvittighed!
Min sundhedsplejerske og jeg talte faktisk om de svære ting ved at blive mor igår, og hun fortalte, at de allerfleste har det sådan, når de bliver forældre, at de tænker 'Jeg elsker dig ikke endnu, for jeg kender dig ikke, men jeg skal nok tage mig af dig!'. Hun sagde at der ofte går flere måneder før man virkelig har den der 'Åhhh hvor jeg bare elsker dig!' Mange tør bare ikke sige det. Så et er helt normalt! Hun sagde ligeledes, at når hun kommer ud i et hjem, hvor forældrene siger at det hele bare er lykke, de er ikke trætte osv. så bliver hun bekymret, og at det er dem som 3 måneder senere knækker helt sammen, fordi de har forsøgt at opretholde en facade i stedet for at snakke om HVOR hårdt det i virkeligheden ER!!!
Derudover er en efterfødselsreaktion også ganske normal og forekommer hos hver 5. kvinde, og også ofte hos mænd. En efterfødselsreaktion er ikke en fødselsdepression, men en reaktion hvor man synes det er rigtig svært og går og har det svært med sin nye rolle i længere tid efter fødslen. Måske det forfatteren til brevet oplevede, eller måske var hun bare en helt almindelig mor som os andre, som lige skal ind i den nye rolle og lære os selv og vores barn at kende i den nye situation!
Jeg tror alle de bekymringer og al den dårlige samvittighed ofte opstår fordi der er SÅ meget tabu omkring det og SÅ mange drømme forbundet med hvordan det skal være, hvordan det skal føles osv. Men sådan føles det bare ikke altid, jeg tror faktisk for de færreste 
Jeg tror nu også vi er meget forskellige og vores børn er forskellige.
Jeg synes selv er jeg rimelig ærlig når jeg ikke synes det er benhårdt at være mor, MEN det betyder ikke at jeg ikke kan komme ud i situationer som jeg synes er svære. Fx hvis man er sindssyg træt og ens barn er overtræt og nægter at sove. Men hvis jeg føler blodtrykket stige i en sådan situation falder det så snart det er overstået. Så det må siges at være rimelig kortvarig.
Der er jo ingen tvivl om at det er krævende at være mor og det ville være lettere bare at være sig selv, men jeg synes den kærlighed og lykke jeg føler ved at være blevet mor langt overstiger arbejdspresset. Der er én gang i min mor karrierer hvor min mor måtte træde til og hjælpe mig (jeg er jo alene) hvis jeg ikke skulle brænde sammen. (Det var i den to måneders periode hvor jeg max sov 1-1,5 sammenhængende timer af gangen)
Inden jeg blev mor tror jeg egentlig ikke jeg gjorde mig vanvittigt mange forestillinger om hvordan det ville være og dermed var der heller ikke opbygget et lyserødt billede i mit hovede. Jeg ved ikke om det kan have en betydning.
Jeg kan se at jeg en af dem din sundhedsplejerske ville have været bekymret for. For jeg var og er lykkelig og var slet ikke træt i starten. Det kom først da han holdt op med at sove mere end en time ad gangen fra han var 4-6 måneder. Men jeg forsøger nu ikke at opretholde en facade og vil da være ked af hvis folk i min omgangskreds tror jeg lyver fordi jeg er glad og for det meste af tiden overskudsramt.
Jeg ville overhovedet ikke være flov over at synes det er hårdt, for det er da en kæmpe omvæltning man kommer ud for. Og meget af tiden er jeg da også lidt træt, men så tager man det jo bare stille og roligt så man sparer på kræfterne. 
Og det var vist lidt off topic. 
