Som nogle godt ved, mistede vi i Februar vores lille søn i uge 37. Jeg er så lykkelig over jeg er blevet gravid igen så hurtigt og er nu 7 uger henne. Jeg er bare så uendelig glad, men også utrolig bange konstant.
Jeg lider af flere angst sygdomme, dem har jeg levet med i over 10 år, så det er egentlig ikke den store nyhed. Problemet er bare efter jeg er kommet hjem fra sygehuset, er "panik-angsten" blusset sådan op det er helt ulideligt! Angsten for at miste er bare så stor. Angsten for at det nærmeste jeg kommer på at få mit eget barn, er at skulle ud og købe en kiste.
Det er underligt man mister mennesker i ens liv når man har mistet et lille barn, lige pludselig tager mange afstand til en, de ved vel ikke hvad de skal sige mere. Mange tager afstand efter de har sagt noget der måske ikke lige var hensigsmæssigt.
Nogle i familien opfører sig som om det hele er tys tys og jeg aldrig har været gravid, for DET snakker man ikke om!
Utroligt hvad man kan lytte til fra nogle mennesker.
-Du kan få andre børn ( Men det er bare ikke det samme, man ved man aldrig fpr det første tilbage)
-Mennesker med angst burde heller ikke få børn.
(Ja okay, så fordi jeg har en sygdom som jeg er uforskyldt i, så bliver jeg bare en total dårlig mor?? Jeg bliver så rasende!
Sms: Hvad laver du?
mig: Jeg har lige været nede på Kirkegården.
Sms: Det lyder hyggeligt. (smiley)
Mig: Jeg syntes nu ikke det er hyggeligt, nærmere tragisk.
Sms: Ej hold nu op, bare få det bedste ud af det.
Hvad fanden sker der for nogle ?!?!?!
´Jeg ved egentlig ikke hvad jeg vil med denne tråd, bare komme ud med nogle af mine tanker, dem har jeg så mange af.
