SÆRLIGT BARN???
niks.,,..og nu kommer jeg igen med et latterligt og langt indlæg om at det har jeg også prøvet...suk, og du behøver skam heller ikke læse til bunden!
men....
here we go!
Christian, min dejlige søde knægt på nu 12 år...han var hvad du lige har beskrevet!
og derfor vil jeg godt lige prøve at samle nogle tråde op, og forsøge at kigge lidt tilbage, og igen, du behøver ikke læse med!
Christian, startede med at skrige meget tidligt, ikke kun altid skrig, men han havde også en meget høj stemme, og det resulterede altså i, at jeg blev helt ør, og rundtosset i mit hovede, jeg gik til lægen, fik tjekket hans ører, for som alle sagde, han må da være døv!
Så fik han dræn, men ak og ve, det hjalp nada...han råbte videre, og nu skal jeg lige gonke dig med køllen, herhjemme er Christian stadig den man må tysse på, selv når vi sidder stille og snakker...han er bare meget højlydt, men en herre dejlig dreng.
Christian har også altid været mit smertensbarn, han kunne ikke tåle det meste kød og mælk, han fik tør hud, han var virkelig strid lige fra start, og når han havde sagt a...så sagde han også b...som 3 årig flyttede han hjem til en veninde, som boede i opgangen ved siden af, fordi han ikke ville spise ordentlig...og han ville ikke komme hjem igen!
altså, hvor vil jeg hen med det...hmmm, jo Iza lyder meget som christian, og hun lyder lige så "belastende" (ikke ment nedsættende)
og det har været et rend ved læger og instancer med ham, og nu her skal jeg igen op og have ætset hans næsebor, fordi han døjer med blodnæse...altså...han er meget krævende!
jeg kan ikke trøste dig, men jeg kan se, at meget af de ting jeg har gjort gennem tiden med Christian, har jeg gjort fordi jeg har været nervøs...og med min nervøsitet tror jeg at tingene er gået i ring...det er altså det jeg tænker når jeg ser tilbage...hvis nu jeg ikke havde været så nervøs for at skulle handle med ham...e.k.s. mon så han ville havde skabt sig så voldsomt...
jeg har sagt det gang på gang, de små kan lugte det på lang afstand...og jeg er selv dumpet i den, nervøsitet er forældres værste fjende nummer 1!
og jeg kan jo ikke bare bede dig tro på dig selv...vel (?) for i morgen er der 5 nye mennesker som pointere dit højlydte barn...og så er man igen pillet ned!
ak, kan du se hvor rodet mit indlæg er...men det er sgu fordi minderne lige vælter frem!
min veninde...min allerbedste veninde, som har elsket min søn gennem hans tid, hun lurede ham ret hurtigt, selv om hun ikke rigtig ville tro på mig når jeg fortalte hende at han blev så voldsom at han kunne finde på at banke hovedet ned i gulvet! (altså for at få sin vilje)
og da hun så opdagede hans raseri...ja promte så skar hun igennem, ja hun havde flere nosser end mig...han blev rent ud sagt sat på værlset, med døren på klem...med beskeden om at han kunne blive god igen derinde, for hun gad ikke det pjat! (han var altså ikke ældre end Tiffanie er nu)
og lur mig, det virkede...og den dag i dag, er de to bare helt ping pong...så skade han han altså ikke taget!
altså...mit vrøvl...sorry...men det jeg vil frem til er: jeg tror Iza skriger på grænser, og omsorg...og alt sammen på en gang...og jeg tror hun er hamrende forvirret over den store verden!
Det kan du bare ikke gøre alverden ved...sådan er Iza måske bare sat sammen, og måske skal hun bare elskes for det...
jeg har haft svært ved at acceptere at Christian var så højlydt et barn...men har lært at sige til ham stille og roligt...shyyyy jeg får ondt i ørene...
aj Jeanette, jeg gider næsten ikke trykke send til den her smørre...for det er da godt nok rodet...og du kan sgu nok ikke bruge det til en skid!
men ved du hvad, når folk siger hun er højlydt...så sig at de bare skulle høre hendes mor, når hun bliver vred over folk kommentere hendes barn! så holder de fleste kæft igen!
vi får ikke alle englebørn, og drømmen om den lille søde baby, er ikke altid så sjov når de først kommer...
jeg har broket mig meget over tif i den sidste tid, men hun er altså vand imod hvad christian var...så har du det som jeg havde det, så kan jeg sgu godt forstå der kommer nogle vrede udbrud fra dig ind i mellem.
Hun forstår ikke dit ordvalg endnu, og er ligeglad med hvad du har brugt af ord, det er tonefaldet hun bemærker, og måske er det sundt for hende, at du har givet hende en grænse!
aj der er så tusind mange ting jeg ville sige for at trøste dig, men intet hjælper...for i morgen er det med garanti det samme...hmmm...
jeg føler med dig, mere end du aner, for jeg kan sgu tydelig mærke og huske den frustration der var, når man ikke nåede igennem til sit barn!
aj nu trykker jeg send, uden at gennemlæse det...så kan du sgu bare lade være med at læse så langt...lol....
(H)
Anmeld