Onsdag d. 26 maj var vi til den sidste scanning hvor vi skulle snakke med en overlæge om hvornår der ville være mulighed for at Malou skulle se dagens lys. Vi kom ind til lægen og han begyndte at scanne, og vi kunne med det samme se på ham at det var en svær opgave han var blevet sat på. Han scannede og scannede men lige meget hjalp det, han kunne ikke få de mål han skulle bruge. Han gik så videre til hovedet for at scanne det, og fandt ud af at Malou stod meget meget dybt nede så også her voldte det store problemer at få de mål der skulle til. Han scannede så yderligere en halv time og fik til slut et tilfredsstillende resultat, men gjorde os også opmærksom på at resultatet kunne have udsving fordi hun lå så langt nede og fordi hun var så stor.
Da han havde tastet i sin computer så var han ikke i tvivl. Malou skulle ud en af dagene. Hun gik nemlig ud af scala.
Hos jordemoder om torsdagen blev der bestilt tid på fødegangen til mig og jeg fik lovning på at jeg var den første. For at være sikker på at jeg kunne komme til valgte de at vente helt til søndag for så var vi jo på den sikre side – troede vi!
Dagene op til søndagen var ulidelige. Det gik simpelthen så langsomt. Men endelig blev det søndag. Natten til søndag lå både Nicolai og jeg søvnløse uden at sige noget. Vi tænkte så det knagede…
Om morgenen stod vi så op og spiste morgenmad kl.6 og kom i bad. Klokken 7.15 skal man så ringe til fødegangen og spørge om der stadig er plads (hvis nu der er kommet 5 fødende ind, så bliver man jo af logiske årsager nødt til at vente). Jeg sidder og kigger rigtig længe på uret og ENDELIG så står der 7.15 og jeg får tastet nummeret i en fart. Den vagthavende jordemoder jeg får fat i siger at der ikke er styr på fødegangen pt. Og at jeg skal vente på deres opringning, men hvis jeg intet har hørt klokken 10, så skal jeg lige ringe igen. Så vi sætter os ned og venter. Ventetiden bliver brugt til at blunde lidt – vi er begge forholdsvis udmattet af ikke at have sovet om natten så der bliver lukket et par øjne hist og her. Klokken 10 har de ikke ringet og jeg griber derfor telefonen igen og ringer. Denne gang er det en ny jordemoder der siger i telefonen at det i hvert fald ikke kan blive i dag. Jeg kan mærke jeg bliver en anelse hysterisk indeni, fordi jeg var blevet lovet at det var i dag og at man følelsesmæssigt er helt ude og skide fordi man prøver at forberede sig på en fødsel.
Jeg skælder en anelse ud i telefonen og forklarer at min risiko for kejsersnit bliver større og større jo længere tid de venter, og at jeg i forvejen har ventet 4 døgn siden beslutningen blev taget om at hun skulle ud. Jordemoderen beklager og siger hun vil prøve om der kan blive plads til mig efter 12 og beder mig ringe igen kl.14 såfremt jeg ikke har hørt noget. Det er så her at tiden begynder at gå virkelig langsomt. Vi har fået sovet, vi har fået mad – hvad pokker laver man så når man over hovedet ikke kan koncentrere sig?
Klokken 14 har jeg intet hørt og har efterhånden kørt mig selv godt og grundigt op. Jeg VIL have den baby ud i dag! Så da jeg ringer og får den samme jordemoder i røret fortæller jeg hende på en meget pænt men bestemt måde at hun skal finde en løsning i dag. Hun ringer så tilbage og fortæller at det ikke kan blive søndag, ej heller mandag eller tirsdag men først onsdag! WHAT???!
Jeg skal satme ikke gå med en baby der er for stor i maven til onsdag udbryder jeg! Jeg taber fuldstændig tråden og vil bare have en løsning NU! Hun siger så forsigtigt at jeg måske kan være så heldig at jeg kan få lov at føde på Roskilde eller Slagelse sygehus – om hun skal undersøge det? SELVFØLGELIG skal du da undersøge det kvinde!
10 minutter efter bliver jeg ringet op af en jordemoder på Slagelse sygehus. De har heldigvis tid og jeg skal bare komme med det samme. Jeg bliver simpelthen så lykkelig. Og selvom der er 1 time til Slagelse fra vores bopæl, så skal jeg bare af sted af sted af sted. JUHUUU!
Vi får pakket os sammen og tager af sted. Ved ankomst til sygehuset bliver vi kategoriseret som ”akut” og kommer ind på en stue med det samme. Vi snakker med jordemoderen om forventninger til igangsættelse m.m. fordi der er vagtskifte lige om hjørnet. Da den nye jordemoder kommer til gå vi i gang med de indledende undersøgelser. Der bliver mærket i underlivet og hun fortæller at jeg har en god livmoderhals tilbage og der er ”lukket og slukket” som hun så pænt formulerer sig. Vi bliver enige om at jeg skal have lagt en pille op og så skal vi ellers vente og se hvad der sker.
ALLE har jo sagt at der i hvert fald ikke sker noget på 1. Pille når man er førstegangsfødende så det har jeg overbevist mig selv om, og jeg vil straks vide om jeg kan nå at få nr.2 pille inden vi skal sove. Lidt desperat er jeg vidst efterhånden. Hun siger at vi når 2 men ikke 3 piller i dag og at jeg skal hjem efter nr.2 pille. MEN JEG VIL JO IKKE HJEM???? Får så lagt pillen op og bliver sendt ud og spise sushi NAM NAM! Kl.20.30 vender jeg tilbage mod fødegangen, der bliver mærket igen og nu er der sket lidt men IKKE meget og jeg skal derfor have kørt CTG inden jeg får lagt stikpille nr.2. Jeg får kørt den og har en ”god mavepine”. Til at holde ud men alligevel irriterende. CTG’en viser at jeg har for hyppige veer til at jeg må få nr.2 pille – fordi hun er bange for at overstimulere livmoderen. Jeg tænker straks ØV nu skal jeg vente helt til kl.7 i morgen tidlig for at der sker noget. ØV ØV ØV. Hun kan se på mig at jeg er dybt skuffet. Hun prøver at løfte humøret med at jeg i det mindste ikke skal hjem nu, men skal blive på hospitalet for det kan jo være der sker noget i løbet af natten. Vi får kørt tv ind på stuen og får redt seng til Nicolai også, og så ligger vi ellers og ser film på tv3 med sne! Hurra. Jeg falder så i søvn ret hurtigt fordi mavepinen udmatter mig.
Klokken 01.50 vågner jeg ved at jeg føler et ”blop” i underlivet. 2 sekunder efter kommer der endnu et ”blop” og jeg får trang til at tisse. Tænker at det måske at slimproppen der er gået og vil ud og tjekke imens jeg tisser. Jeg prøver at kalde på Nicolai, men han snorksover. Kaster en sok efter ham, stadig ingen reaktion og vi har et bord imellem os så jeg kan ikke røre ham. Tænder så lyset fordi jeg vil prøve at komme ud at sengen selv. Jeg når kun lige at sætte foden på jorden så kommer floden! Hold kæft jeg har aldrig oplevet noget lignende. Godt man ikke stod midt i en forretning og vandet gik. Der var vand overalt. Jordemoderen bliver tilkaldt og synes det er perfekt. Hun kalder straks sin døgnvagt og jeg får afvide jeg skal slappe godt af nu for nu sker der endelig noget. Døgnvagten bor et stykke derfra og jordemoderen har allerede en fødende så jeg skal for så vidt muligt klare mig selv indtil døgnvagten kommer, men må selvfølgelig gerne hive i snoren hvis der er problemer. Hun får sat en CTG på og skynder sig af sted til den anden fødende.
Så begynder veerne ellers at tage til så småt. Jeg begynder at få godt ondt. Klokken 4 har jeg så ondt at jeg beder om en ”cocktail” til at sove på. Ikke alle sygehuse bruger denne form for lindring fordi der er morfin i og hvis barnet kommer ud inden 4 timer efter indtagelsen er det dopet af det. Jeg tænker jeg skal ikke føde indenfor 4 timer og vil bare have smerterne til at stoppe så jeg kan få mig en lur. Så jeg får en cocktail med indslumringspille og halleluja så får jeg endelig lov til at sove! GODNAT! Det virker dog desværre kun til kl.6 hvor jeg igen begynder at få veer. Jeg er dog frisk og beder om at få mad. Jeg må kun få tørre kiks! ØV! Dem har jeg slet slet ikke lyst til, så jeg tænker jeg klarer mig nok indtil morgenmaden. Kl. 7 bliver der mærket igen og nu er jeg udslettet og lidt åben. Kl.8 er jeg så 4-5 cm åben og jordemoderen vurderer at Malou nok skal komme i løbet af aftenen såfremt jeg åbner mig 1 cm i timen op af dagen. Jeg får mange veer nu. STÆRKE veer og jeg har virkelig ondt! Jeg vrider mig i sengen af smerte og Nicolai følger tavs med på sidelinien. Kl.10 er veerne så kraftige at jeg tikker og ber om blokade i ryggen. Jeg vil bare have den NU NU NU! (og mig som i hvert fald IKKE skulle have den haha) Der bliver tilkaldt en læge som skal ligge den. Hun er dog imidlertidig en spade til at ligge den og jeg bliver STUKKET og STUKKET! Men ingenting sker. Hun mener så ENDELIG at hun har fået lagt den ordenligt og jeg bliver lovet at nu går smerterne væk. Det gør de bare IKKE !!! de bliver værre og værre. Jeg ligger og græder. Hulker og hulker det gør bare så ondt! Total falliterklæring, og jeg skammer mig inderst inde! Og det får jeg også hvisket til Nicolai imellem veerne. Langsomt men sikkert bliver veerne nærmest til EN LANG VE! Jeg er helt ude af den. Jordemoderen vil mærke på mig igen kl.11 og udbryder med det samme ”jamen søde Lizette du er jo 10 cm åben”. Nå så er det måske derfor at den epidural IKKE virker kvindemenneske!!
6 cm på 3 timer – det er bare gået stærkt og det er nok DERFOR jeg har så ondt. Jeg bliver lovet at Malou vil se dagens lys inden kl.13 og jeg prøver at holde fokus på at det kun er 2 timer. Men nu starter helvede for alvor! Jordemoderen fortæller mig at Malou ikke er kommet ”ned” så vi skal lige vente på at hun kommer ned, når hun kommer derned så vil jeg få lov at presse! Vi venter og venter. Veerne er SÅ STÆRKE at jeg bare ligger og skriger ”AAAAAAAAAAAAAAAAAAAV” jeg får flere gange fortalt jordemoderen at jeg ikke kan mere, at det gør for ondt og at jeg kan mærke der er noget galt. Så begynder at hun bede mig presse når veerne er på sit højeste. JEG PRESSER! Og presser, og presser, og presser…. Der sker NADA! Absolut intet. Jeg har så ondt nu at hver gang jeg får en ve så udbryder jeg at jeg ikke kan mere. Hun bliver ved med at presse mig! ”du kan godt, du har masser endnu, du er SÅ SEJ!” (hold nu kæft tænker jeg!!!) Jeg begynder at være presset mentalt og begynder at snerre når hun snakker til mig! Nej jeg er ikke sej, NEJ jeg kan ikke mere, NEJ jeg vil ikke mere…. Så kigger hun på Nicolai og bruger et meget beskidt trick ”hvad synes du Nicolai, kan hun ikke mere?” Og Nicolai fremstammer… øh jamen… jeg ved ikke.. Vi ser tiden an fastslår hun så!
Nu er klokken efterhånden 12 og jeg spørger endnu engang hvor langt jeg har igen, hun lover mig at jeg har en time endnu. Jeg skal bare være god til at presse! Jeg presser fandeme som jeg aldrig har presset før. Der sker stadig intet. Hun tilkalder en ny og bedre jordemoder (mere erfaren). Hun mærker og her begynder de at tabe mig og mit mål (og jeg begynder fra her at tabe gejsten fuldstændig). De snakker om trekant og firkant og at de står kl.11 og 9. Jeg ligger bare og har ondt og kan kun fremstamme meget svagt ”hvad snakker I om”. Jeg får sku aldrig et svar. Nu vil de prøve den metode de bedøvede med før epidural blev opfundet. 2 stik oppe i bækkenet med en lang nål. Jeg er jo efterhånden klar på HVAD SOM HELST. Så den erfarne jordemoder får lov at stikke ALT det hun vil. Det hjælper ikke en dyt! Jeg hulker efterhånden så meget at jeg kan se når jeg får set på Nicolai at han er HELT hvid i hovedet og ikke ved hvad han skal gøre. Pludselig bliver jeg meget stædig og vil snakke med jordemoderen. Nicolai fortæller at hun er inde og skrive journal og spise mad. ØH HVAD? Jeg hiver i snoren – der kommer ingen. Jeg hiver igen, stadig ingen. Og så hiver jeg igen… og så kommer hun. Jeg fortæller hende at epidural IKKE virker, det de har givet mig for at forstærke epidural i ryggen virker heller ikke og den i bækkenet virker SLET ikke. Jeg kan ikke mere! Jeg vil ikke mere! Jeg er rasende og nærmest hvæser af hende.
Pludselig hører jeg mig selv bede om kejsersnit! Få nu bare det barn ud råber jeg. WHAT???! Jeg som har været så røvbange for kejsersnit ligger og råber på det. Jeg var bare så langt ude at jeg ikke kunne se en anden udvej. En læge der laver kejsersnit bliver tilkaldt og mærker oppe i mig. Han mener at babyen godt kan komme ned i bækkenet og at vi skal se tiden an i ½ time. Jeg er dybt ulykkelig. Jeg vil jo ikke mere! Jeg ligger så yderligere 1 time for lægen overholder ikke lige vores ½ times aftale. Da han så kommer op igen er der intet sket og her beslutter han at føje mig og lade mig få det kejsersnit. Der bliver slukket for ve-droppet som har kørt uafbrudt i flere timer og her får jeg så afvide at den har været helt oppe på 150 hvor vi startede på 50. At de blot har skruet op og op for at skabe kraftigere veer i håb om at Malou ville komme ned. Jeg er rasende over ikke at få det afvide men samtidig lettet over at de har slukket det og givet mig vehæmmende drop. Veerne aftager langsomt og heksen Zette forsvinder også langsomt og jeg vender tilbage til min krop. Jeg bliver så klargjort til akut kejsersnit. Og er bare SÅ LETTET over at hun nu kommer ud! Jeg ligger og småsnøfter lidt og får for første gang sådan rigtig kontakt til Nicolai. Han er helt hvid i hovedet! Træt og udkørt. Han er bekymret for at jeg skal igennem kejsersnit, men jeg siger til ham at det er det bedste der nogen sinde er sket på de sidste 5 timer. Vi venter så på lægen der skal lave kejsersnittet og han kommer ned efter en halv time og henter os. Nicolai har fået sterilt tøj på og vi kører så mod operationsstuen. Vi kommer ind og jeg kommer over på bordet og ligge. Der er mange mennesker. Jeg er træt og udmattet. Følger bare lidt med på sidelinien. Så skal jeg op og sidde – av av! Jeg har så ondt efter alle de veer, og kommer kun halvt op og sidde.Denne læge der ligger narkosen er til gengæld dygtig. Hun stikker sikkert og så begynder det at summe i ryggen. Jeg er glad, ligger mig ned. Tror at nu går det hele væk og jeg kan intet mærke. Så siger lægen: så er vi klar. Og jeg prøver forsigtigt at rokke med tæerne. JAMEN jeg kan jo godt mærke dem endnu udbryder jeg!
Så panikker jeg! Jeg vil ikke mærke noget, jeg vil bare have hende ud. UDEN at mærke noget. Der kommer så den rareste læge op til mig og fortæller mig at man skal kunne mærke noget men at det selvfølgelig ikke må gøre ondt når de skærer. De dobbelttjekker at jeg ikke kan mærke noget. Jeg kan ikke mærke noget og de går i gang. Så ligger man ellers der og kan mærke hvordan de hiver i en indeni maven. Meget meget mærkelig fornemmelse. Pludselig skriger Malou og lægen udbryder ”slap lige af prinsesse, vi skal lige have dig helt fri” ENDNU et hyl og så bliver hun fjernet fra stuen. Nicolai sidder helt lammet og jeg fremstammer – du skal da gå ud til hende! Gå ud til hende skat!
Så går han derud og lidt efter kommer han ud med mit guld! (ja det er altså MIT guld lige i det sekund) Jeg ævler om at hun er min min min. Nicolai siger forsigtigt "hun er da vores" og hvor har han ret. Men følelserne sidder bare HELT ude på tøjet.
Hun er HELT perfekt! Jeg ligger og småtuder, da han går med hende lidt efter med jordemoderen triller tårerne ned af kinderne. Jeg har været så bange for at føde, min frygt blev en realitet – men at få noget så smukt og vidunderligt ud af det i sidste ende! JA så kan man da kun være glad.
Jeg bliver syet og kørt på opvågning og ligger så yderligere halvanden time før jeg ENDELIG får lov at holde min prinsesse i armene!
KH
Zette
