Hej
Hvor er det synd for dig. Jeg kan godt forstå, at du er ulykkelig, vred, frustreret, føler dig uretfærdigt behandlet fra naturens side, etc. Det er bare så hårdt at gå igennem en spontan abort. Jeg havde selv en missed abortion i uge 11 mellem mit 1. og 2. barn. Jeg kommer aldrig helt over det, glemmer aldrig hvor ulykkelig jeg var, det er det værste, jeg har oplevet i mit liv. Folk, der ikke har oplevet det, kan nok ikke sætte sig helt ind i, hvordan det føles - at man faktisk er i en form for sorg og krise, for det er bare så stor en del af os at skabe liv og få det til at vokse og ende med et dejligt barn. Så selv om man godt kan forstå med sin fornuft, at der jo nok var noget galt med fosteret, og at det så var "det bedste", så føles det så uretfærdigt, at ens lille ønskebarn ikke bare kunne være levedygtigt.
Ja selvfølgelig skal man da videre, men giv dig selv lov til at sørge og være ked af det og vred. Få det bearbejdet inden du bliver gravid igen, for det skal nok lykkes, selv om man har svært ved at tro på det, når man lige har mistet. Snak med alle dem, der gider lytte. Gider de ikke lytte, er det sgu for dårligt ;)
Jeg sender dig en masse (H) for det har man brug for.
Anmeld