Ingen venner.

Nadia&Daniel skriver:

Har det faktisk lidt lige som dig. Jeg flyttede fra Jylland for næsten 2 år siden - og har mistet en del kontakt med veninderne fra Jylland (snakker lidt med dem på sms og facebook, men slet ikke hver dag som før), og mine nye venner herover er min forlovedes venner og hans søster's veninder. Selv de kollegaer jeg havde på det job jeg havde i starten da jeg boede her, har jeg ikke det samme med mere.

Er også lidt i samme situation, flyttede også til kbh í 07 og efterlod resten i jylland, det er da underligt at skulle starte i en alder af næsten 30 med at "finde" veninder..

hc=k skriver:

Hej alle sammen.

Er der andre end mig der bare ingen venner har??

Jeg har aldrig haft venner, ikke sådan rigtigt.
Jeg er dårlig til at holde kontakten med de få venner jeg har haft.
De venner jeg har nu er min kærestes venner så havde jeg ikke ham så havde jeg ikke dem.
For mig er det egentlig okay for jeg tænker ikke så meget over det, men så alligevel bliver jeg ked af det når jeg sidder hjemme i hverdagene og er helt alene.
Jeg har ADHD og Borderline så det er tit fordi folk synes jeg er underlig at de ikke rigtig gider mig. Jeg er nu i en alder af 23 år bange for at mødes med nye venner fordi jeg er bange for at de ikke kan lide mig og ikke vil snakke med mig igen.

Jeg mødtes med en pige jeg havde snakket med gennem facebook, men efter 10 minutter kunne jeg godt mærke at hun egentlig ikke gad mig og jeg har ikke snakket med hende siden, selvom hun bor i samme område som jeg.

Når min søn bliver passet ude og min kæreste tager i byen så sidder jeg alene hjemme og glor fordi jeg ikke har nogle at  hygge/feste med, det er sgu da sørgeligt...

Hej

Sikke en trist beretning. Jeg kan godt forstå at du savner nogle venner. Venner er guld værd.

Jeg har selv næsten altid haft svært ved at få veninder. Drengevenner har altid været nemmere. De har ofte været mere forståelige og mindre fordømmende. Sådan bør og behøver det jo slet ikke at være, men jeg har mulgvis bare været uheldig.

Da jeg mødte min mand for 10 år siden, så fik jeg derimod masser af venner. Så puha, jeg kender det godt.

Selvom jeg er en åben, glad og udadvendt pige, så synes jeg stadig at det der med veninder ofte kan være svært.

I dag har jeg stadig få, men gode veninder.

Jeg håber ikke at pigen fra Facebook tager modet fra dig. Og en ting mere. Lad ikke din sygdom forhindre dig i at lære andre at kende. Det ville være rigtig rigtig synd.

Jeg ønsker dig alt alt det bedste fremover

Kan sagtens følge dig, tror der er flere der har det på den måde end vi lige regner med.

Jeg har altid haft veninder, men ikke mere end en RIGTIG tæt veninde ad gangen, jeg formår ikke at have tid/plads til mere end en i mit liv, og har aldrig kunnet. Jeg er her senere, også blevet rigtig dårlig til at holde kontakten, og det kan stadig godt irriterre mig engang imellem, men jeg har indset/accepteret at det er sådan jeg nu engang er.

Min ALLER BEDSTE veninde er 4 år yngre end jeg selv er (hvilket jeg ser som ret stor aldersforskel når jeg er 21). Hende har jeg kendt i, ja, det føles som altid, men tror det er omkring 6 år. Vi lavede alting sammen, der gik ikke en dag uden at vi så hinanden, vi red sammen, og var vi ikke hos hesten var vi sammen alligevel.

Da jeg mødte min nuværende kæreste svigtede jeg min veninde rigtig meget, glemte alt om hende, og var bare fuldstændig forgabt i Rasmus. Og NØØØJ hvor har jeg fået lov til at fortryde det mange gange.

Vi har efter lang tid (uden hestene til at holde os sammen) indset at vi ikke er ens, at vi også har hver vores interesser, og på trods af det, er hun stadig den bedste veninde jeg har. Vi snakker sammen langt fra hver dag, der kan gå lang tid imellem, vi kan stadig lave alting og intet.

Til tider kan jeg også blive ked af at jeg stort set ikke har andre end Fie, men jeg har langt om længe indset at jeg ikke magter andre end hende, hun kender mig, og ved lige præcis hvorfor jeg ikke altid er fantastisk god til at kontakte hende.

Nåå, det jeg ville var egentlig bare at give dig et stort , og sige at du ikke er alene.. Lad være med at have for høje forventninger til dig selv, og ikke mindst, vær ærlig omkring det..

hc=k skriver:

Hej alle sammen.

Er der andre end mig der bare ingen venner har??

Jeg har aldrig haft venner, ikke sådan rigtigt.
Jeg er dårlig til at holde kontakten med de få venner jeg har haft.
De venner jeg har nu er min kærestes venner så havde jeg ikke ham så havde jeg ikke dem.
For mig er det egentlig okay for jeg tænker ikke så meget over det, men så alligevel bliver jeg ked af det når jeg sidder hjemme i hverdagene og er helt alene.
Jeg har ADHD og Borderline så det er tit fordi folk synes jeg er underlig at de ikke rigtig gider mig. Jeg er nu i en alder af 23 år bange for at mødes med nye venner fordi jeg er bange for at de ikke kan lide mig og ikke vil snakke med mig igen.

Jeg mødtes med en pige jeg havde snakket med gennem facebook, men efter 10 minutter kunne jeg godt mærke at hun egentlig ikke gad mig og jeg har ikke snakket med hende siden, selvom hun bor i samme område som jeg.

Når min søn bliver passet ude og min kæreste tager i byen så sidder jeg alene hjemme og glor fordi jeg ikke har nogle at  hygge/feste med, det er sgu da sørgeligt...

Hejsa

Ja det er smadder sørgeligt, og forstår godt det er hårdt og rigtig trist.... Kan du ikke starte til et eller andet hvor du kommer ud og være social??

Kram

Jeg er også med på denne vogn.. Har en nær veninde som bor i den anden ende af jylland, så vi ses ikke så tit. så når vi ses orker jeg faktisk ikke fortælle om alle mine bekymringer og problemer, da jeg bare vil nyde tiden vi har sammen. Hernede er det venner og bekendte til min kæreste vi snakker med. Jeg føler bestemt ikke at nogen af dem er mine gode veninder. Folk bagtaler og snakker om hinanden som var det en værre børnehave.. Der er nogle enkelte piger jeg har snakket mere med i perioder, men hvis jeg føler det kun er mig der kontakter dem, og giver dem noget, så trækker jeg mig til sidst. Vil sku også have noget tilbage, hvis du forstår...

Jeg savner helt bestemt nogle søde piger jeg sommetider kunne hygge mig med når min kæreste ikke er hjemme. Især på det sidste er det blevet mere åbenlyst for mig hvor ensomt jeg sys her er. Min kæreste gør alt han kan for at jeg ikke skal føle mig ensom, men han har jo altså også et liv hvor han ikke kan holde mig i hånden hele tiden...

Jeg håber helt bestemt jeg kan få muligheden for at opbygge mit eget netværk hernede efter jeg har føde, med nogle piger fra en evt. mødregruppe, men må vente og se

En STOR krammer til dig herfraved hvordan du har det..