Bedre sent end aldrig. Så fik jeg endelig skrevet fødselsberetningen fra Johannas vej til verden 30. april.
Fødslen startede så småt med flere plukveer end normalt i løbet af dagen onsdag d. 28/4, da jeg var 41+1. Jeg var ellers blevet fuldstændig overmandet af utålmodighed i den forgangne uge, og kunne overhovedet ikke samle mig om noget som helst andet end at vente og checke baby.dk ca fem tusind gange om dagen. De sidste kontroller hos jordmoderen havde bare været så demotiverende fordi hovedet stadig ikke stod fast, slimproppen stadig ikke var gået og der i det hele taget ikke var nogen tegn på at baby nogensinde ville komme ud. Dagen før fødslen gik i gang havde jeg været til overtidskontrol, der viste sig at være en omfattende affære med CTG, scanning og lægebesøg og for første gang åbnede der sig en lille sprække af håb i horisonten. CTG strimlen viste nemlig ret kraftige plukveer som i følge jordmoderen nærmest var små veer. Jeg kunne overhovedet ikke mærke dem, men fik lige et skud optimisme i forhold til at fødslen stadig kunne nå at gå i gang af sig selv før bebudet igangsættelse ugen efter.Lægen tilbød også at forsøge med en hindeløsning, men det takkede jeg nej til, da jeg stadig håbede det hele ville gå sin naturlige gang.
Dagen efter havde jeg som sagt en del plukveer i løbet af dagen. Vi ville egentlig have været en tur ud af byen, men det aflyste jeg fordi jeg ikke følte mig helt på toppen. Til gengæld takkede jeg ja til at tage med til et foredrag om aftenen, med lovning på at jeg ville blive kørt hjem umiddelbart bagefter – og eventuelt midt i det hele, hvis der nu skulle ske noget. På det tidspunkt troede jeg slet ikke det var lige op over og jokede bare med dem der kommenterede den store mave og nært forestående fødsel. Men, bare tre timer efter jeg var kommet hjem gik det op for mig at der vist egentlig var et system i ”pluk”veerne og ved midnat d. 28/4 og vi begyndte at tage tid på veerne da kalenderen skiftede til 29/4. De kom meget systematisk med 3 minutters mellemrum, og da det gik op for mig at det faktisk var veer, selvom de ikke gjorde særlig ondt, gik jeg bare helt i opløsning – rystede over hele kroppen og græd/grinede og kunne bare slet ikke kontrollere mig selv. Vi ringede til fødegangen for at høre hvordan vi skulle forholde os, og de mente vi bare skulle tage den med ro og vente til veerne gjorde mere ondt og til de varede ca et minut (på det tidspunkt varede de 30-45 sekunder). Alt bliver jo rutine efter en tid, og efter ca tre timer uden de store ændringer blev vi enige om at prøve at få sovet lidt, og det lykkedes mig at sove fra veerne helt til næste morgen.
Dagen efter føltes det næsten som om det var gået lidt i sig selv igen. Jeg aflyste dog alligevel for en sikkerheds skyld en frokostaftale, og det var vist meget godt, for i løbet af de næste par timer tog veerne til igen. Ikke helt så regelmæssige som dagen før (nu 3-6 minutter imellem og stadig 30-45 sekunder ad gangen), men i løbet af formiddagen gik slimproppen og veerne føltes også kraftigere og kom efterhånden til at vare et minut eller lidt mere, selvom intervallerne fortsat ikke ændrede sig. Ved middagstid ringede vi til fødegangen igen, og nu gav de grønt lys for at vi bare kunne komme, når vi syntes vi ikke ville være hjemme længere. Vi bestemte os alligevel for at prøve at trække den lidt endnu, fordi jeg var bange for at komme derned bare for at blive sendt hjem igen. Ved halv to-tiden blev vi alligevel enige om at nu var det vist nu og fik pakket det sidste og bestilt en taxa.
Da vi ankom til fødeafdelingen sad vi på gangen og ventede lidt, før vi blev taget imod af den første jordmor og vist ind i et undersøgelsesrum. Hun checkede hjertelyd og kunne fortælle at jeg var 1cm åben. Det var jo ikke meget, så der blev lidt snak om at vi kunne tage hjem igen hvis vi ville, eller evt. vente på patienthotellet. Heldigvis var vi kommet lige midt i et vagtskifte, så vi fik lov til at vente i undersøgelsesrummet til den næste jordmor kom på vagt, og endte med bare at hænge der i en times tid, mens veerne blev kraftigere. Jeg forsøgte at aflede opmærksomheden ved at spise chokolade, læse i et blad og se billeder af vores hund, men kunne til sidst ikke rigtig samle mig om andet end at det gjorde ondt. Da den næste jordmor kom på vagt og mødte os ca halvanden time senere var veerne blevet kraftige nok til at vi fik lov at komme på en fødestue, og derfra og frem begynder detaljerne at fortabe sig lidt i tågerne. Jeg husker ikke rigtigt de første par timer, men tror jeg stadig tacklede veerne sådan nogenlunde selv, ved at sætte mig og gå lidt rundt og holde i hånd, når det var værst. På et eller andet tidspunkt her omkring gik vandet også, og da det viste sig at være lidt grønligt blev der sat en elektrode fast på babys hoved, så de kunne følge med hjertelyden hele tiden. Enormt abstrakt at have en ledning hængende ud af sig, der samtidig var sat fast på babyhovedet indeni. På det tidspunkt tror jeg stadig ikke jeg helt havde forstået at der var faktisk var et rigtigt menneskebarn derinde.
Ved 19-tiden var jeg 3-4 cm åben og omkring samme tid blev der rigget til så jeg kunne komme i badekar. Det blev også anledningen til at komme ud af mit eget, efterhånden gennemsvedte og ret ulækre, tøj. Det blev gjort rigtig hyggeligt med levende lys på badekarret og det hele, men jeg kunne bare slet ikke få det til at fungere. Jeg syntes overhovedet ikke det varme vand gjorde nogen forskel i forhold til smerten, men næsten bare var upraktisk fordi man samtidig skulle ligge og plaske i vand. Næste forsøg blev lattergas, som jeg heller ikke kunne få til at fungere. Det viste sig dog senere under presseveerne, hvor jeg fandt teknikken, at det faktisk hjalp, men i første omgang føltes det bare mærkeligt og væmmeligt og slet ikke som noget der hjalp. På det tidspunkt gav jeg besked om at jeg gerne ville have epiduralbedøvelsen og der var heldigvis fuld samarbejdsvillighed fra jordmoderens side, og lægen der skulle sætte bedøvelsen blev bestilt. Han var imidlertid optaget med operation og det endte med at jeg kom til at vente en times tid, med hvad jeg syntes var virkelig smertefulde veer, men da han endelig kom og bedøvelsen blev sat virkede den heldigvis forholdsvis hurtigt. Og hvilken lykke! Efter ca 21 timer med veer og heraf ca seks timer, hvor de havde gjort rigtig ondt, var det bare sådan en lettelse at få en pause. I løbet af de næste par timer fik vi begge hvilet os lidt, jeg fik spist nogle kiks fra sygehustasken og vi kunne snakke normalt sammen. I det hele taget genvandt jeg lidt kræfter til resten af sceancen mens veerne mest var kurver, der kom og gik på en skærm.
Ved 23-tiden begyndte effekten af epiduralen at aftage og jeg kunne igen mærke veerne, især i den ene side. Jordmoderen, der på det tidspunkt var blevet byttet ud med nattevagten, havde lokket med en ny portion bedøvelse, men da hun fik mærket efter var jeg 9 cm åben, og bedøvelse udelukket for at jeg skulle kunne mærke presseveerne. Tak spids, det kom jeg så også til. Den sidste cm tog en time eller mere og herfra har jeg igen stort set tabt tidsfornemmelsen. Jeg blev først bedt om at presse lidt, men kunne slet ikke mærke pressetrangen og det endte med at det hele blev sat i bero igen, mens jeg bare lå med veer og lattergasmasken til hjælp. Ved 1-tiden fik jeg lov at presse igen, og pressede og pressede som en gal, men det gik åbentbart ret langsomt fremad. Da der var gået det meste af en time og der stadig var et lille stykke igen før hovedet var ude, blev børnelægen tilkaldt og lagt an til at tage baby ud med sugekop. De ti minutter eller hvad det nu tog fra lægen begyndte at rode rundt til baby var ude, var suverænt det værste og mest smertefulde jeg nogensinde har oplevet. Du milde kineser for et mareridt og i forhold til det var veerne det rene vand. Heldigvis var det jo forholdsvis hurtigt overstået og efter et par presseveer med sugekoppen til hjælp kom Johanna til verden d. 30. april kl 02:12. Hun bestod APGAR testen med glans (9 af 10 lige efter fødslen og 10 af 10 efter fem minutter).
