Kan ikke rigtigt komme videre...

Jeg har slet ikke fået fortalt Jer herinde, at kradseriet henne i vuggestuen har fortsat, og Celina er udset som nemmeste offer 

Det var med stor lettelse, at vi tog en PAUSE, da vi tog i sommerhus for en måneds tid siden. Der var der jo 3 DAGE I TRÆK, at jeg hentede Celina med kradsemærker i ansigtet, lige op til at vi holdte ferie...

Det ene mærke på hendes kind, var kradset så dybt, at der stadig er et ar efter det endnu, selvom det er over en måned siden.

Vi nævnte også til Bianca's 3 måneders samtale, at vi var rigtig kede af, at det sker så tit.
Det er ET BARN som har en tendens til at tage fat i hende. Og de er opmærksomme på det, og gør alt hvad de kan for at undgå, at det skal ske.
Og jeg kan sagtens forstå, at der er 12 børn på stuen (hvoraf 2 af dem er mine!), så de har nok andre at skulle se efter også. Og jeg ved også godt, at barnet som gør det, ikke er et ondt barn.
Men alligevel, så bliver man sgu vred og ked af det, når man igen-igen-igen henter sit barn med nye rifter i ansigtet.

Det er desværre fortsat sådan.
Igår fik vi at vide at vi godt kunne få en samtale, hvis vi ville det.
Men det er jo det samme de har at sige - at de virkelig beklager og er kede af det, at de ellers gør ALT hvad de kan, for at undgå at det vil ske, og at det alligevel LIIIGE er sket på et split-sekundt...

Men jeg kan bare snart ikke bruge det til noget mere. For det sker så tit, at jeg snart mere er vant til at hun er en pige med en ridse i ansigtet, end at hun ikke har det. Det er ligefør det virker lidt selvfølgeligt. Og sådan BØR det skismer ikke være.

Samtidig, så ved jeg også, at jeg selv ville have det træls med det, hvis nu det var MIT barn - f.eks. Bianca - der gjorde sådan noget ved et andet barn. Men vuggestuebørn er jo små, og kan ikke altid styre deres udbrud ...især i den alder, hvor de endnu mangler sprog.
Men heldigvis ved jeg, at mine børn ikke gør sådan noget. Men det kunne jo ske en dag. Og så ville det være mig der havde en "møgunge" ....så jeg er ikke decideret SUR over det. Men meget meget frustreret.

Idag, da vi skulle fejre fødselsdag i vuggestuen for Celina, blev vi modtaget i garderoben af lederen. Hun gratulerede med Celina, og sagde så, at de selvfølgelig beklagede meget at det skete igen og igen, men at de gjorde ALT hvad de kunne for at det ikke skulle ske, men at den slags jo desværre af og til sker, og at det går så hurtigt...osv.

Og jeg står og tænker - Jeg ved godt at I gør hvad I kan, og jeg er ikke som sådan vred... Men alligevel. Hvad skal jeg stille op? Hvad skal jeg bruge undskyldningerne til, når det alligevel sker igen den efterfølgende dag? Hvad skulle det hjælpe mig, at bede om en samtale? Hvem skal jeg sige stop til, når det alligevel intet hjælper?

ØV. Det er skide synd for Celina, at hun skal udsættes for skarpe negle i sit ansigt næsten dagligt. Det er slet ikke rimeligt. Men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op. Ud over, at jeg vil blive ved med, at udtrykke min ærgelse og frustration, hver gang jeg henter hende med nye rifter i ansigtet 

Jeg trængte bare lige til at komme ud med det....

Øv Stakkels Celina.... det gør sg* da ondt sådan noget!!!
Klipper de ikke negle på den unge eller hvad?

Ja børnene er så små, og nok også for små til at forstå de ikke må gøre det hvis de lige er i et "ophedet øjeblik".. men derfor gør det jo ikke mindre ondt på Celina, eller på dig for den sags skyld

Hvordan går det forøvrigt med at have Bianca og Celina på samme stue?

 

Øv Stakkels Celina.... det gør sg* da ondt sådan noget!!!
Klipper de ikke negle på den unge eller hvad?

Ja børnene er så små, og nok også for små til at forstå de ikke må gøre det hvis de lige er i et "ophedet øjeblik".. men derfor gør det jo ikke mindre ondt på Celina, eller på dig for den sags skyld

Hvordan går det forøvrigt med at have Bianca og Celina på samme stue?

Det er bare gået over al forventning med at have pigerne sammen.
De sidder bestemt ikke lårerne af hinanden, men de søger hinanden nu og da, og leger kortvarrigt sammen, f.eks. ude på legepladsen hvor de graver lidt sammen, inden Bianca suser videre...
Pædagogerne holder også af og til Celina indenfor i lidt længere tid, mens de rydder op på stuen efter middagsmaden, så Celina får lidt mere ro omkring sig. De store kommer ud med det samme.
Så de har stunder hver for sig og sammen, og kan være sammen og fra hinanden helt uden problemer. Faktisk virker de begge to til, at trives rigtig godt, og jeg tror at det giver en form for tryghed, at de har hinanden.
Så selvom jeg var en lille smule skeptisk inden indkøringen, så må jeg sige nu, at det var der heldigvis slet ingen grund til.

Så bliver det spændende til efteråret, når Bianca skal i børnehaven, om de synes DET bliver mærkeligt, når de så ikke længere skal være helt så tæt sammen i det daglige mere... 

JustAnotherName skriver:

Jeg har slet ikke fået fortalt Jer herinde, at kradseriet henne i vuggestuen har fortsat, og Celina er udset som nemmeste offer 

Det var med stor lettelse, at vi tog en PAUSE, da vi tog i sommerhus for en måneds tid siden. Der var der jo 3 DAGE I TRÆK, at jeg hentede Celina med kradsemærker i ansigtet, lige op til at vi holdte ferie...

Det ene mærke på hendes kind, var kradset så dybt, at der stadig er et ar efter det endnu, selvom det er over en måned siden.

Vi nævnte også til Bianca's 3 måneders samtale, at vi var rigtig kede af, at det sker så tit.
Det er ET BARN som har en tendens til at tage fat i hende. Og de er opmærksomme på det, og gør alt hvad de kan for at undgå, at det skal ske.
Og jeg kan sagtens forstå, at der er 12 børn på stuen (hvoraf 2 af dem er mine!), så de har nok andre at skulle se efter også. Og jeg ved også godt, at barnet som gør det, ikke er et ondt barn.
Men alligevel, så bliver man sgu vred og ked af det, når man igen-igen-igen henter sit barn med nye rifter i ansigtet.

Det er desværre fortsat sådan.
Igår fik vi at vide at vi godt kunne få en samtale, hvis vi ville det.
Men det er jo det samme de har at sige - at de virkelig beklager og er kede af det, at de ellers gør ALT hvad de kan, for at undgå at det vil ske, og at det alligevel LIIIGE er sket på et split-sekundt...

Men jeg kan bare snart ikke bruge det til noget mere. For det sker så tit, at jeg snart mere er vant til at hun er en pige med en ridse i ansigtet, end at hun ikke har det. Det er ligefør det virker lidt selvfølgeligt. Og sådan BØR det skismer ikke være.

Samtidig, så ved jeg også, at jeg selv ville have det træls med det, hvis nu det var MIT barn - f.eks. Bianca - der gjorde sådan noget ved et andet barn. Men vuggestuebørn er jo små, og kan ikke altid styre deres udbrud ...især i den alder, hvor de endnu mangler sprog.
Men heldigvis ved jeg, at mine børn ikke gør sådan noget. Men det kunne jo ske en dag. Og så ville det være mig der havde en "møgunge" ....så jeg er ikke decideret SUR over det. Men meget meget frustreret.

Idag, da vi skulle fejre fødselsdag i vuggestuen for Celina, blev vi modtaget i garderoben af lederen. Hun gratulerede med Celina, og sagde så, at de selvfølgelig beklagede meget at det skete igen og igen, men at de gjorde ALT hvad de kunne for at det ikke skulle ske, men at den slags jo desværre af og til sker, og at det går så hurtigt...osv.

Og jeg står og tænker - Jeg ved godt at I gør hvad I kan, og jeg er ikke som sådan vred... Men alligevel. Hvad skal jeg stille op? Hvad skal jeg bruge undskyldningerne til, når det alligevel sker igen den efterfølgende dag? Hvad skulle det hjælpe mig, at bede om en samtale? Hvem skal jeg sige stop til, når det alligevel intet hjælper?

ØV. Det er skide synd for Celina, at hun skal udsættes for skarpe negle i sit ansigt næsten dagligt. Det er slet ikke rimeligt. Men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op. Ud over, at jeg vil blive ved med, at udtrykke min ærgelse og frustration, hver gang jeg henter hende med nye rifter i ansigtet 

Jeg trængte bare lige til at komme ud med det....

 

Ej hvor synd for hende.

Som forældre på den anden sige vil jeg sige at når ens barn opføre sig sådan over for andre er man meget flov kan jeg lige sige. Og man kan ikke rigtig gøre så meget som den anden forældrre.

KAn sige at barnet der gør det vil vokse fra det el først stoppe når Celina siger fra, og der går måske lidt endnu. MEn forstår ikke at de ikke kan gøre mere.

I den knægten er i sætter de en af pædagogerne til at holde ekstra øje med barnet der finder på sådan noget. VEd ikke om det er sådan de gør?

For det der er jo ikke bare et stille krads mærke, det er jo med meget kraft når det er så dybt.

JustAnotherName skriver:

Jeg har slet ikke fået fortalt Jer herinde, at kradseriet henne i vuggestuen har fortsat, og Celina er udset som nemmeste offer 

Det var med stor lettelse, at vi tog en PAUSE, da vi tog i sommerhus for en måneds tid siden. Der var der jo 3 DAGE I TRÆK, at jeg hentede Celina med kradsemærker i ansigtet, lige op til at vi holdte ferie...

Det ene mærke på hendes kind, var kradset så dybt, at der stadig er et ar efter det endnu, selvom det er over en måned siden.

Vi nævnte også til Bianca's 3 måneders samtale, at vi var rigtig kede af, at det sker så tit.
Det er ET BARN som har en tendens til at tage fat i hende. Og de er opmærksomme på det, og gør alt hvad de kan for at undgå, at det skal ske.
Og jeg kan sagtens forstå, at der er 12 børn på stuen (hvoraf 2 af dem er mine!), så de har nok andre at skulle se efter også. Og jeg ved også godt, at barnet som gør det, ikke er et ondt barn.
Men alligevel, så bliver man sgu vred og ked af det, når man igen-igen-igen henter sit barn med nye rifter i ansigtet.

Det er desværre fortsat sådan.
Igår fik vi at vide at vi godt kunne få en samtale, hvis vi ville det.
Men det er jo det samme de har at sige - at de virkelig beklager og er kede af det, at de ellers gør ALT hvad de kan, for at undgå at det vil ske, og at det alligevel LIIIGE er sket på et split-sekundt...

Men jeg kan bare snart ikke bruge det til noget mere. For det sker så tit, at jeg snart mere er vant til at hun er en pige med en ridse i ansigtet, end at hun ikke har det. Det er ligefør det virker lidt selvfølgeligt. Og sådan BØR det skismer ikke være.

Samtidig, så ved jeg også, at jeg selv ville have det træls med det, hvis nu det var MIT barn - f.eks. Bianca - der gjorde sådan noget ved et andet barn. Men vuggestuebørn er jo små, og kan ikke altid styre deres udbrud ...især i den alder, hvor de endnu mangler sprog.
Men heldigvis ved jeg, at mine børn ikke gør sådan noget. Men det kunne jo ske en dag. Og så ville det være mig der havde en "møgunge" ....så jeg er ikke decideret SUR over det. Men meget meget frustreret.

Idag, da vi skulle fejre fødselsdag i vuggestuen for Celina, blev vi modtaget i garderoben af lederen. Hun gratulerede med Celina, og sagde så, at de selvfølgelig beklagede meget at det skete igen og igen, men at de gjorde ALT hvad de kunne for at det ikke skulle ske, men at den slags jo desværre af og til sker, og at det går så hurtigt...osv.

Og jeg står og tænker - Jeg ved godt at I gør hvad I kan, og jeg er ikke som sådan vred... Men alligevel. Hvad skal jeg stille op? Hvad skal jeg bruge undskyldningerne til, når det alligevel sker igen den efterfølgende dag? Hvad skulle det hjælpe mig, at bede om en samtale? Hvem skal jeg sige stop til, når det alligevel intet hjælper?

ØV. Det er skide synd for Celina, at hun skal udsættes for skarpe negle i sit ansigt næsten dagligt. Det er slet ikke rimeligt. Men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op. Ud over, at jeg vil blive ved med, at udtrykke min ærgelse og frustration, hver gang jeg henter hende med nye rifter i ansigtet 

Jeg trængte bare lige til at komme ud med det....

 

ÅHHH hvor er det bare synd. tror nu nok alligevel på at børn forstår at de ikke må, men det er også svært for nogen børn får ikke så mange konsekvenser hjemme og det har måske også en betydning det er bare svært for personalet at gøre så meget andet end at være meget opmærksom på detMen en mors hjerte kan da ikke holde til sådan noget og det er sørme da nogle ordentlige riverter.

Lyder fantastisk med ungerne på samme stue- min overbevisning er også at børnene kan have meget glæde af hinanden. det har vores i hvert fald!!

Kæmpe krammer fra mig.

Ej bliver da helt vred!!! Det er da bare ikke i orden at hun skal overfaldes hver dag. jeg ved sgu heller ikke hvad jeg ville gøre/sige.... Det er svært. De må putte plastre om den lille piges negle så hun ikke kan gøre det. Du må håbe at Celina slår igen en dag. Det kan nogle gange hjælpe!

Okay, Katrine..............DET DER ER FANDME IKKE IORDEN. Sikke et dybt kradsemærke..........og så igen og igen. Du må forlange at enten Celina eller det andet barn mandsopdækkes hele dagen i inst. indtil denne uvane er brudt. Det skal kunne lade sig gøre..............evt. ved at lederen sætter en vikar på, kun til dette formål.

Det er tid til at smide fløjlshandskerne, søde Katrine..................stil krav, du betaler for deres service.

Et stort mys til Celina................har helt ondt i hjertet, af at se sådan en kradset lille trold.

Tulipan skriver:

Ej hvor synd for hende.

Som forældre på den anden sige vil jeg sige at når ens barn opføre sig sådan over for andre er man meget flov kan jeg lige sige. Og man kan ikke rigtig gøre så meget som den anden forældrre.

KAn sige at barnet der gør det vil vokse fra det el først stoppe når Celina siger fra, og der går måske lidt endnu. MEn forstår ikke at de ikke kan gøre mere.

I den knægten er i sætter de en af pædagogerne til at holde ekstra øje med barnet der finder på sådan noget. VEd ikke om det er sådan de gør?

For det der er jo ikke bare et stille krads mærke, det er jo med meget kraft når det er så dybt.

De forsøger så vidt muligt, at holde de to adskilt. Og ellers have opsyn.
....men det lykkes tilsyneladende bare ikke altid - kan man jo se!

JustAnotherName skriver:

De forsøger så vidt muligt, at holde de to adskilt. Og ellers have opsyn.
....men det lykkes tilsyneladende bare ikke altid - kan man jo se!

Ja men burde ikke være sådan. Burde være en der konstant kan holde øje med dem.

Chatarina skriver:

ÅHHH hvor er det bare synd. tror nu nok alligevel på at børn forstår at de ikke må, men det er også svært for nogen børn får ikke så mange konsekvenser hjemme og det har måske også en betydning det er bare svært for personalet at gøre så meget andet end at være meget opmærksom på detMen en mors hjerte kan da ikke holde til sådan noget og det er sørme da nogle ordentlige riverter.

 

Lyder fantastisk med ungerne på samme stue- min overbevisning er også at børnene kan have meget glæde af hinanden. det har vores i hvert fald!!

Kæmpe krammer fra mig.

De mener ikke at barnet der kradser gør det for at være ond, men fordi barnet gerne vil røre ved Celina, og så bare mister sansen for at være mild, og derfor tager alt for hårdt ved hende...

Ja, de har glæde af hinanden - det er helt sikkert!
Både som tvillinger, og som jævnaldrende søstre