Adhd'ere??

trunte89 skriver:

Sådan som du beskriver dig selv lyder rigtig meget som min kæreste. Og ja, det er svært at bo sammen med en adhd'er (Jeg føler mig RET meget som mor, rengørringskone, kok osv osv) Men man må bare også tænke på, at der er en grund til at han er som han er. Det er ikke for at genere mig. Det er bare sådan han er og det må vi så få det bedste ud af, og så har han så mange andre kvalifikationer.

Det er ikke fair over for dig at din kæreste skal presse et job ned over dig. Om du får pension, flex, deltid eller fuldtids arbejde bør ikke være det der gør forskellen. Det vigtigste må være, at du er glad, har det godt og kan slappe af. 

Herhjemme er det så mig der gør alt i hjemmet, men nøj hvor det er svært, jeg skal helst have det hele som en tjekliste før jeg kan finde ud af det.

Når jeg har min dårlige perioder får jeg slet ikke noget gjort hjemme og timerne forsvinder bare. Det er som regl i sammenhæng med at jeg enten skal arbejde eller til et eller andet møde et sted. Hvis jeg får en besked om at jeg skal til læge kl 13 jamen så kan jeg ikke koncentrere mig om andet end det helle dagen og når kl er 12 jamen så er jeg helt klar til at gå og sidder med tøj på inde i min stue og venter bare på at klokken bliver 12.45 så jeg kan gå.

Jeg er klar over mine problemer og det er også med til at gøre det så svært synes jeg.

Min kæreste har adhd er jeg må indrømme at pt er det ved at slide mig op!!!!! Men vi har op og nedture. Vi har en søn på 5 måneder og først efter han kom til verden, kan jeg se hvor meget jeg står for. Jeg skal huske for ham, styrer økonomi, sige til ham hver gang vi har sex-sådan og sådan skal du gøre(for han kan ikke huske det) , være hans mor, jeg føler mig aldrig tryg når han skal tage ansvar 100 procent for vores barn, jeg er utryg, jeg er slidt op og jeg ser ikke fremtiden som fredsfyldt. Men jeg elsker ham så jeg vil kæmpe til det sidste. Plus jeg vidste hvad jeg gik ind til så jeg er nød til at se tingene i øjnene. Men et perfekt forhold får vi aldrig. Men hvem har også det, egentlig.....? Jeg skal bare huske at sige fra og huske ikke at gå over min egen grænse. Han får en liste over hvad han skal gøre og sex har vi bare ikke særlig ofte-for hvor gider jeg dog bare ikke fortælle hver gang hvordan man skal gøre ved mig...Om det holder i lægden må tiden vise. Det håber jeg da selvom jeg har lyst til at banke mit hoved ind i en mur 47.000 gange af afmagt og bare råbe aaaaaaarrrrrrrrgggggg!!!!! Så til jer der overvejer børn med en adhd èr, held og lykke. Du skal være stærk og du skal være tilgivende.  

Hej piger.

Er der andre end mig der har ADHD og Borderline??

Jeg har jo altid haft det, men jeg har aldrig set det som et problem før nu.
Det er virkelig bare meget nemmere som barn at have det ( dengang vidste jeg det ikke), men nu som " voksen" så falder jeg bare mere og mere udenfor i forhold til "normale" mennesker.
Jeg vil SÅ gerne leve et normalt liv, men jeg er er rigtig træt af at kæmpe mere. Jeg vil rigtig gerne bare have lov til at være den jeg er uden at jeg hel tiden skal have smidt i hovedet at jeg jo ikke bare kan alt muligt fordi jeg er syg. Okay jeg kan ikke alt muligt, men det er okay med mig. Det er sådan jeg er sabt og så længe jeg kan tage mig af min søn og han trives som han skal så er det vel helt okay, eller hvad??

Min kæreste gennem snart 5 år er ved at få nok. Han elsker mig, men jo ældre vi bliver jo mere kan i mærke hvor meget det hele fylder for os begge 2 nu. Han har sagt at hvis jeg får den dom der hedder at jeg ikke skal i arbejde igen ( håber ikke det bliver sådan), men så vil han gerne have hvis ham og jeg kan gå fra hinanden, fordi der er rigtig mange ting han gerne vil som ikke kan lade sig gøre. Jeg har slet ikke lyst til at han skal gå fra mig nogle sinde, men hvis han så gør, jamen så er det okay. Jeg vil ikke være uvenner med ham for det får ingen af os noget ud af og slet ikke vores søn. Jeg tror bare slet ikke min kæreste kan sætte sig ind i hvordan jeg har det. Det er som om han kender mig mindre og mindre efterhånden og det er virkelig uhyggeligt at se det hele smuldre uden at vide om man kan rette op på det.

Folk der ikke kender til de psykiske problemer man har/kan have synes tit at mene at man er doven når man som 23 årig går hjemme på kontanthjælp og ikke "bare" kan passe et almindeligt arbejde og jo ældre Jeg bliver jo sværre er det for mig. Der forventes en masse af mig for man kan jo ikke se at jeg er syg. Man kan ikke fjerne min sygdom, men man kan forbedre mit liv ved at give mig medicin.

Jeg føler at jeg mangler at blive hørt, mangler at blive forstået.
Jeg har ingen venner fordi alle synes jeg er mærkelig. Jeg kender kun folk som jeg skriver med over nettet for der kan jeg bare slukke når jeg synes livet er for svært.

Sådan et liv er jo ikke værd at leve og som jeg tit siger, Hvis jeg ikke havde min søn ville jeg stoppe med at kæmpe.

Første et stort knusssss..

Jeg har det ligesådan.Som du skriver.

Dog ser min mand jeg kommer på pension efter han har været 4 år i det nu med mig og set mig gået ned hver gang jeg har været ud i nået aktiveringen.

De hved ikke om jeg fejler mere ind panikangst andre angster,personlighedforstrryelse og posttraumatisk stress også kalde PTSD.Jeg er hved af blever Test for AHDH for min dirtiskssygeplejske mener jeg har det.

Min søster har borderline og måske også AHDH hun er hved af bleve teste for det ligesom mig.

Live er sgu ikke nemt nej og jeg har også kun de venner jeg skriver med på com.

Ses ikke rigtigt med nogle så tit mere.

Jeg er så dog starte i angst gruppe hver onsdag og ser jo så de 8 andre piger der er med der + de to der køre kursus.

Håber ikke din kæreste dropper dig hvis du ender på en pension f.eks han skal sgu støtte dig lige meget hva.Måske i skulle få nogle samtale med en ligsom vi skal til igen da jeg møde min mand kom han også med til samtalerne den gang jeg møde ham have jeg det heller ikke godt så have jeg det bedre fra jeg møde ham i juli 2007 og frem til jan 2010 så ned igen og tit og hverdag desværre.

Syntes han skal mere med ind i kampen din mand..Hvis i virkelig elsker hinanden kan man løse alt tro jeg på.

I med gang og mod gang.

STORT KNUSSSSSSSS

Henriette >:<