hc=k skriver:
Hej piger.
Er der andre end mig der har ADHD og Borderline??
Jeg har jo altid haft det, men jeg har aldrig set det som et problem før nu.
Det er virkelig bare meget nemmere som barn at have det ( dengang vidste jeg det ikke), men nu som " voksen" så falder jeg bare mere og mere udenfor i forhold til "normale" mennesker.
Jeg vil SÅ gerne leve et normalt liv, men jeg er er rigtig træt af at kæmpe mere. Jeg vil rigtig gerne bare have lov til at være den jeg er uden at jeg hel tiden skal have smidt i hovedet at jeg jo ikke bare kan alt muligt fordi jeg er syg. Okay jeg kan ikke alt muligt, men det er okay med mig. Det er sådan jeg er sabt og så længe jeg kan tage mig af min søn og han trives som han skal så er det vel helt okay, eller hvad??
Min kæreste gennem snart 5 år er ved at få nok. Han elsker mig, men jo ældre vi bliver jo mere kan i mærke hvor meget det hele fylder for os begge 2 nu. Han har sagt at hvis jeg får den dom der hedder at jeg ikke skal i arbejde igen ( håber ikke det bliver sådan), men så vil han gerne have hvis ham og jeg kan gå fra hinanden, fordi der er rigtig mange ting han gerne vil som ikke kan lade sig gøre. Jeg har slet ikke lyst til at han skal gå fra mig nogle sinde, men hvis han så gør, jamen så er det okay. Jeg vil ikke være uvenner med ham for det får ingen af os noget ud af og slet ikke vores søn. Jeg tror bare slet ikke min kæreste kan sætte sig ind i hvordan jeg har det. Det er som om han kender mig mindre og mindre efterhånden og det er virkelig uhyggeligt at se det hele smuldre uden at vide om man kan rette op på det.
Folk der ikke kender til de psykiske problemer man har/kan have synes tit at mene at man er doven når man som 23 årig går hjemme på kontanthjælp og ikke "bare" kan passe et almindeligt arbejde og jo ældre Jeg bliver jo sværre er det for mig. Der forventes en masse af mig for man kan jo ikke se at jeg er syg. Man kan ikke fjerne min sygdom, men man kan forbedre mit liv ved at give mig medicin.
Jeg føler at jeg mangler at blive hørt, mangler at blive forstået.
Jeg har ingen venner fordi alle synes jeg er mærkelig. Jeg kender kun folk som jeg skriver med over nettet for der kan jeg bare slukke når jeg synes livet er for svært.
Sådan et liv er jo ikke værd at leve og som jeg tit siger, Hvis jeg ikke havde min søn ville jeg stoppe med at kæmpe.
Jeg har en lillebror med svær ADHD og har fulgt hans op- og nedture gennem hele hans liv, og tro mig der har været mange... pt. er han uden job...
Jeg lever sammen med en mand med svær ADHD, socialangst, depression og fremskreden paranoia. Tja det lyder værre end det er, for i virkeligheden er han bare ADHD´er som er skræmt af omverdenen og bange for at være andreledes (deraf paranoia) og bange for ikke at være tilstrækkelig nok i alle sammenhænge. Hans diagnoser blev stillet i en alder af 22.... I dag er han sygemeldt på kontanthjælp, match 4, med lang udsigt til arbejdsmarkedet...
De første par år vi kendte hinanden, håbede og troede jeg på at havde en fremtid på arbejdsmarkedet, indenfor et overskueligt tidsrum. Men jeg har med tiden måtte indse, og acceptere, at han kommer nok aldrig ud i et normalt job. Dette har gjort at jeg har måtte vinke farvel til mange drømme omkring hvordan mit familieliv skulle se ud og jeg har måtte gøre overvejelser omkring hvorvidt jeg ville kunne leve med dette. Jeg valgte at han og vi som familie var vigtigst og det har bundet os stærkere sammen, fordi jeg forstår og accepterer ham -
Jeg valgte ham og jeg er villig til at give afkald på alt for ham, så længe min datter og vi som familie har det godt og ikke vil blive berørt deraf.
Han er verdens bedste far og han gør alt for Liva og mig, og jeg ville ikke bytte ham for noget nogensinde. Men det ødelægger ham indeni, at han ikke er i stand til at forsørge sin familie og føre en tilværelse som andre gør det - måske mangler din partner at forstå hvordan det helt dybt inde i dig føles at være som du er?
Min kæreste går 1 gang ugentligt til samtaler med psykolog på psykiatrisk afd., dertil har han en overlæge tilknyttet, som styrer hans medicin.
Jeg kan ikke understrege hvor vigtigt det er at du sideløbende med din medicin, får psykologtimer, for det er noget af en omvæltning at komme på Ritalin. Du skal til at se livet på en helt ny måde, og den du er nu, vil i den første tid føles som helt forsvundet, indtil du finder dig selv i den verden du vil kunne se efterfølgende. Derfor kan jeg lige så godt sige med det samme, at hvis du starter på medicin, tror jeg desværre, at din jobplan bliver udskudt, det tager tid at falde på plads i Ritalin-behandling, de færreste klarer et normalt job ved siden af indkøring i hvert fald...
Medicinen har hjulpet både min kæreste og min lillebror, mest i forhold til at finde ro og hvile i sig selv, men følelserne er stadig rodede hos dem begge, og de har begge stadig svært ved at fastholde optimisme og fastholde et normalt job. Man må ikke forvente mirakler, så bliver man skuffet, for Ritalin eller ej, så er ADHD en del af dig og en del af den du er og det vil aldrig gå væk... Din kæreste skal også huske at ADHD er med til at gøre dig til den du er, hvilket også er den han faldt for
Jeg mener at din kæreste skal gøre op med sig selv om han vil leve med dig eller ej. Jeg kan godt forstå han finder valget svært, jeg har selv stået der, men vil han have dig, må han tage dig med hvad der dertil hører og følger. Hvis det betyder at du bliver flex-jobber eller udenfor arbejdesmarkedet på ubestemt tid, så er det det han må tage med, ikke engang du ved hvad din fremtid bringer og jeg håber at han vælger at stå ved din side og støtte dig igennem det....
Kram Natascha
