Abort eller ej..? Jeg i den ulykkelige situation at jeg er 10 uger henne og faderen, som jeg har set i det sidste års tid, gør alt for at presse mig til en abort. Jeg aner ikke mine levende råd, har tænkt og tænkt, vejet for og imod, men får bare mere og mere hovedpine... Jeg er 34 og har en skøn og velfungerende datter på 4 år. Jeg har altid haft en drøm om flere børn, jeg elsker dem med de udfordringer og liv, som de bringer med sig. For knap tre år siden fik min eksmand konstateret kræft og blev steril, vi ville gerne have flere børn og for knap to år siden, da han var sygdomsfri, var vi igennem en omkostningsfuld IVF behandling som dog ikke gav noget resultet. Det var et hårdt forløb og vi valgte derefter at gå hver til sit (dog ikke på grund af barnløsheden) ! Jeg har ikke narret nogen, den (måske) kommende far vidste udemærket at jeg ikke brugte p-piller, jeg bad ham oveni købet om at bruge kondom, men hans svar var : "det var ikke hans stil" ! Jeg bliver beskyldt for alverdens ting, jeg er egoistisk, jeg ødelægger hans liv, JEG må forstå at det eneste rigtige er en abort og jeg tvinger ham til noget som han ikke har lyst til... Hvad syntes i ? Er jeg bare et rigtigt dårligt menneske, når jeg mener at jeg er i min gode ret til selv at vælge om jeg vil have en abort, når nu han afslog at bruge beskyttelse...?
åh, det er virkelig en gråzone, det her. har selv stået i præcis samme situation.
min historie kort:
jeg havde meget tydeligt informeret min kæreste om at jeg ikke brugte p-piller og at – hvis jeg blev gravid – på ingen måde ville få en abort i en alder af 35. samtidigt gjorde han det klart overfor mig, at han ikke ville have børn. men selvom alle kortene lå på bordet, brugte han ikke kun ikke kondom, han blev også ved med at komme inden i mig hver gang vi var sammen. vi vidste jo selvfølgelig begge hvad dette kunne føre til, og stemningen var derefter: vi jokede om hvad barnet skulle hedde, hvilket af vore efternavne skulle komme først osv. jeg troede jo i min naivitet at han (fordi han er mand) ikke kunne finde ud af at sige højt at han faktisk gerne ville have et barn.
jeg blev selvfølgelig gravid og valgte at beholde det. inden han smuttede ud af mit liv blev jeg lige svinet til, han sagde jeg legede gud ved at bestemme om dette barn skulle leve eller dø.
vi har været hele møllen igennem, han ville ikke vedkende sig sit faderskab, vi fik lavet dna-prøver og sagen endte i retten. han blev dømt til at være far, og den eneste måde han er involveret på nu er at han betaler børnepenge.
jeg har haft mange morlalske skrupler om alt det her, og har det stadig nogengange. var det er forkert måde at gøre det på?, har jeg behandlet ham dårligt ved ikke at vælge en abort fordi det var det han ønskede?
svaret er nej. mænd tror, at man "bare" kan gå hen og få en abort. det kan man ikke – jeg kan ikke. jeg var gravid, timingen var noget lort, men nu var barnet altså på vej og jeg måtte bare indrette mig efter det. sådan havde jeg det virkelig! de kommer jo når de kommer 
og ved du hvad, uanset alt det bøvl der har været med faren der ikke kan finde ud af at tage det ansvar der påligger ham, er det det bedste jeg nogensinde har gjort. og nårja, der er så lige den mindre detalje at jeg gik rundt med hele to børn inde i maven, og jeg er i dag den meget stolte mor til de to skøreste og skønneste piger du kan tænke dig.
rigtig held og lykke med din beslutning.
knus camilla
