[citat][f][småt]ivfmarie skriver:[/småt][/f]
Ok... jeg er her nu.. men desværre kun i kort tid - har travlt på job, men middagspausen er trods alt hellig!
Læste du mon det indlæg jeg skrev til Hunni-musen inden de kom af med Line? Jeg vil anbefale jer at følge samme model - men det er jo I også allerede igang med. Men ellers kommer her lidt flere tanker...
Zitta lyder lidt som vores gamle hund - han brød sig ikke om børnene, og hvis de kom for tæt på var hans reaktion samme som Zitta's.
I skal acceptere hvad det er Zitta siger:"Jeg kan ikke forstå hvad Lasse siger, og han gør mig bange", og derfor tror jeg ikke løsningen ligger i at "tvinge" dem sammen - det vil skabe en større konflikt. Zitta vil gøre som hun bliver bedt om fordi hun er lydig - men hun lærer ikke at forstå Lasse - og bliver derfor ikke tryg ved ham.
Jeg tror I skal prøve at få Lasse til at "glemme" hende - altså han skal slet ikke finde hende spændende. Når deres veje mødes skal I bare nedtone situationen - snak i roligt stemmeleje og fortæl Zitta at hun ikke gør noget forkert, og afled samtidig Lasses opmærksomhed, så han aldrig "får held" med at skabe en masse tumult i nærheden af hunden. Lasse skal bare ha den opfattelse at hunden er røvkedelig. Inden længe vil de ikke reagere på hinanden, men bare forstå at leve fredeligt sammen under samme tag.
Selvfølgelig at det en hver hunde/børne-families drøm at unger og hund kan sove arm i arm (pote) og lege fra morgen til aften. Men sådan er det desværre bare ikke altid, og så er løsningen at få alle parter til acceptere hinanden i stille sameksistens (sikke et flot ord(C))
Ups... det var den middagspause - må smutte igen. Skriv endelig igen
Knus og "pøj pøj"
Marie - selvudnævnt hundeterapeut ;)[/citat]
hey hey.
Tak fordi du svarede, og brugte din pause på det;) Jo, læste godt dit indlæg til hunni, men vi gør jo netop det du foreslog deri, så jeg tænkte du måske havde nogle flere guldkorn(?)
Jeg er fuldstændig enig i vi skal acceptere Zittas signaler, men det gør mig sku lidt ked, at jeg føler jeg ikke rigtig kan hjælpe hende. Hun er bare blevet så god en hund efter LAAAANG og sej kamp, så det er bare så frustrende, jeg føler hun igen bliver stresset.... Og hun beder så meget om hjælp, men jeg kan jo ikke altid forhindre Lasse i at kravle efter hende.... og såå - ja, så kan jeg slet ikke holde ud, hvis hun bider ham.... Men det er ikke altid nemt med dem - det ene øjeblik stresser hun for vildt, og det næste snuser hun glad til ham og slikker ham i hovedet?????
Men jeg må jo fortsætte i samme spor som nu - jeg vil dog overveje kraftigt at aflede Lasse, så han forhåbentlig mister interessen for hende - i hvert fald til han bliver større og bedre kan styre sine bevægelser - det er helt klart dem hun er mest usikker på. Og andre, og større børn der kommer her i hjemmet, vil hun gerne....
Men jeg giver ikke op uden kamp - nu har vi kæmpet med alt det andet, så kan vi også tage den her:P
Jannie
Anmeld
