ung mor med gamml mand.

m4jz skriver:

Tak for de svar..
Min mor drikker en del, og det er også en af grundene til jeg ikke rigtig har lyst til at have for meget kontakt, da det har påvirket mig meget, det har stået på hele barndommen og fortsætter derud af.
Jeg elsker min kæreste og han mig, og vi har tit talt om bare at fortælle dem det osv. Det er bare det at mine onkler og tanter faktisk kun er lige knap 5-9 år ældre end han er, og derfor tror jeg ikke responsen er særlig rar. Især når nu vi har snakket meget om børn. Jeg føler virkelig bare at det snart skal være. JEg er færdig med min udd. i december månede, og derfor bliver dette jo ikke en hindring, det er selve familien og forståelsen og accepten som jeg aldrig tror kommer. Deres nabo er lige blevet mormor og min mor glædede sig på hendes vejne, men hvis hendes datter skal have et barn som 20 årig med en 36- årig mand tvivler jeg på hun tager det specielt pænt! Jeg aner ikke mine levende råd. Det eneste jeg tænker på er bare baby baby baby

Du skal gøre op med dig selv hvad DU vil og hvad I vil, og så må du gøre det uanset hvad din familie siger. Det er rigtih hårdt uden familien støtte kan jeg forestille mig, men du kan ikke leve for dem! Og du vil aldrig blive lykkelig hvis ikke du tør følge dine egne drømme af frygt for hvad din familie mener. Jeg håber inderligt at du vil følge dit hjerte og ikke lade andre stå i vejen for din lykke uanset hvad det måtte være!

Ansemusen skriver:

Kæreste du!

Jeg kan godt se at det må være en svær situation at stå i som 19-årig med en så mange år ældre kæreste og en forventning fra omverdenen om at man er ung med alt hvad det indebærer af fest og farver! Men hvis DU elsker ham og HAN elsker dig, så skal intet i verden afholde jer fra at være sammen og føre jeres drømme ud i livet! Jeg ved godt, at det kan være svært når ens forældre ikke er enige i de valg man træffer, men det er dig der skal leve dit liv og ikke dem!

Tag en snak med dem, forklar dem så godt du kan, hvad du føler for din kæreste og at du ved at det må være svært for dem at forstå, men at du håber de har tillid til at du ved hvad der er det bedste for dig, og at du håber på at de vil støtte dig i dine valg uanset hvad, at du har brug for dem!
Mere kan du ikke gøre. Hvis de ikke bakker jer op, synes jeg bestemt stadig at du og din kæreste skal følge jeres drømme, hvis du helt inderst inde føler at det er det rigtige at gøre - og at det også er det rigtig om mange år!

Mange knus

Just what I should til to say

 Jeg er så glad for at der er nogle mennesker der kan forstå de ting jeg tumler med. Det der er hårdest er de fordomme som familien har, min moster har ingn børn da hun fik fjernet livmoderen da hun var omkring min alder, min mormor fik hendes som 19 årig men der er aldersforskellen heller  ikke mere end 5 år. Mine forældre har en forskel på 4 år, og sådan fortsætter det, grænserne er så ubetydelige i deres forhold at folk har set det med helt andre øjne end her. Det jeg tumler med er også den MÅDE hvorpå jeg kan forklare det (evt. i et brev) på den bedste måde, beskrive følelserne uden det kommer til at lyde 'ækelt' og simpelthen forklare det inderligt at vi faktisk har det rigtig godt sammen og at de to bonus unger jeg har faktisk også betyder alt for mig. Jeg er bare så træt af at skulle forsvare vores forhold overfor dømmende,og uforstående mennesker, jeg har mødt folk der har sagt at jeg er noget af det ulækreste menneske , og om det ikke er vammelt at sove med en som kunne være min egen far.

Det er simpelthen bare for meget for mig efterhånden, og vil så gerne bare springe bomben, så vi ikke overrasker alle lige pludselig ved at jeg er gravid.

Hej

Du snakker om alder hele tiden, så og så mange år ældre end den og den...

Men har kærlighed en alder, det mener jeg ikke den har!

Og jeg forstår så udemærket dine frustrationer, dem havde jeg selv i starten da jeg lærte min kæreste at kende - min kæreste er 16 år ældre end mig og jeg har selv unge forældre, som gør at aldersforskellen mellem min mor og kæreste er på 4 år.

Jeg står heldigvis i den situation, at det har aldrig generet andre end mig....

Så husk, selvom din familie ikke bakker op om dine valg, at det i sidste ende er dig der kan afgør, hvad der gør dig lykkelig - ikke hvad alle andre mener du bør/skal gøre.

KÆRLIGHED HAR INGEN ALDER

Kram Rsa 20 + 5

Rsa skriver:

Hej

Du snakker om alder hele tiden, så og så mange år ældre end den og den...

Men har kærlighed en alder, det mener jeg ikke den har!

Og jeg forstår så udemærket dine frustrationer, dem havde jeg selv i starten da jeg lærte min kæreste at kende - min kæreste er 16 år ældre end mig og jeg har selv unge forældre, som gør at aldersforskellen mellem min mor og kæreste er på 4 år.

Jeg står heldigvis i den situation, at det har aldrig generet andre end mig....

Så husk, selvom din familie ikke bakker op om dine valg, at det i sidste ende er dig der kan afgør, hvad der gør dig lykkelig - ikke hvad alle andre mener du bør/skal gøre.

KÆRLIGHED HAR INGEN ALDER

Kram Rsa 20 + 5

Flere herinde siger: Kærlighed har ingen alder og det er altså ikke helt rigtigt. Børn må (ifølge loven) ikke være sammen med en voksen og man er et barn når man er under 18. Seksuel myndig når du er 15, men det er dine forældre der bestemmer og tror nok jeg personligt ville træde lidt i karakter, hvis min 15 årig kom hjem med en granvoksen mand på 30.

Når det så er sagt er du jo nu 19 og kan i teorien komme hjem med en på 70, hvis det er det du vil. Hvis I elsker hinanden så er det jo det I gør og det er der ingen der burde kunne lave om på. Heller ikke en familie som tilsyneladende, i forvejen, har nogle issues og slogs med. 

Mit råd må være; få det nu bare sagt og så kom videre, så må de jo tag det som de vil. Tror altså du selv er med til at gøre et stort nummer ud af det.

Mit andet råd; VENT med at lave babyer til alt det her kæreste/familie drama har lagt sig. Det er ikke noget at bringe et lille barn ind i. Meget muligt du er skruk, men nu er det jo ikke en psykisk lidelse i sig selv (selvom man til tider skulle tro det) så tænk dig nu lidt om, baby kan I jo altid få - du siger jo det er ham du vil tilbringe resten af dit liv med....eller???!!! 

Kb skriver:

Flere herinde siger: Kærlighed har ingen alder og det er altså ikke helt rigtigt. Børn må (ifølge loven) ikke være sammen med en voksen og man er et barn når man er under 18. Seksuel myndig når du er 15, men det er dine forældre der bestemmer og tror nok jeg personligt ville træde lidt i karakter, hvis min 15 årig kom hjem med en granvoksen mand på 30.

Når det så er sagt er du jo nu 19 og kan i teorien komme hjem med en på 70, hvis det er det du vil. Hvis I elsker hinanden så er det jo det I gør og det er der ingen der burde kunne lave om på. Heller ikke en familie som tilsyneladende, i forvejen, har nogle issues og slogs med. 

Mit råd må være; få det nu bare sagt og så kom videre, så må de jo tag det som de vil. Tror altså du selv er med til at gøre et stort nummer ud af det.

Mit andet råd; VENT med at lave babyer til alt det her kæreste/familie drama har lagt sig. Det er ikke noget at bringe et lille barn ind i. Meget muligt du er skruk, men nu er det jo ikke en psykisk lidelse i sig selv (selvom man til tider skulle tro det) så tænk dig nu lidt om, baby kan I jo altid få - du siger jo det er ham du vil tilbringe resten af dit liv med....eller???!!! 

Er enige i det de andre siger, men er også enig med dig i det med kærlighed har ingen alder og i det med hvis ens 15 årige datter kom hjem med en på 30. Det er for grænseoverskridende Men jeg syntes nu når hun er 19 år så er det jo hendes valg forimod hvis hun havde været 15

på min kæreste og jeg er der 13 år imellem ( er 28 år, han blir 41).

jeg har en dreng fra tidligere og en i maven hvor han heller ikke er bio far til. og han selv har en datter på 14 fra tidligere.

der er ingen tivivl om at med så meget forskel så har han noget i bagagen som jeg ikke har, men vi er glade for hinanden og ville slet ikke undvære ham.

om vi for en fælles bebs ville jeg enormt gerne, men 4 unger ialt og for mit vedkommende 3 børn m 3 forskellige uhhha...men jeg har lagt ud hvis han slet ikke ville give mig den mulighed så skulle det ikke være os, da jeg var ung da jeg fik Marcus og føler Milas bestemt ikke er den sidste graviditet.

har faktisk også en bekendt fra hf studiet der til studenter gildet fik klippet sit hat i smadder-hun havde nemlig scoret vores lærer og der er 17 år imellem dem og de er mig bekendt stadig sammen 2 år efter og ved at få unger

Forstår din frustration!

Da jeg avr 18 år mødte jeg jorden skønneste mand på 36 år

Der skulle en del overvejelse til..men vi valgte hinanden og er nu gift på 7. år

Husk på det er Dit liv og elsker i hinanden så skal du ikke tænke på hvad andre tænker!

Min egen mor var super forstående..men der ahr da været lidt fra hans familie " det holder ikke længe" osv. men vi har bevidst at det er det her vi vil.

Min amnd har også 2 børn fra et tidligere forhold hvilket gjorde vi også ret hurtigt at få børn sammen og vi har idag 3 børn sammen og en mere på vej odover de 2 dejlige bonus børn

Håber i finder ud af det

Hej!

Jeg er selv kun 23, og min kæreste er 32, så der er også lige en del års forskel på os, men som du siger, så kan man være ældre eller yngre af sind, og passe rigtig godt sammen.

Jeg har (sammenlagt) været sammen med min kæreste i ca. 5 år, og han var min første kæreste. Mine forældre har også været skeptiske, især fordi jeg gik fra ham på et tidspunkt.

Jeg har haft mange diskussioner med minde forældre, især lige efter vi fandt sammen igen, og der skrev jeg et brev til dem, fordi jeg synes, at de angreb mig, da jeg fortalte at vi var sammen igen. Siden har de taget det pænt - og nogen gange skal forældre altså bare slappet af og sættes på plads!! De ser måske stadig én som deres lille datter, men sådan er det bare ikke længere, og man må stå på egne ben, med egne beslutninger og hvad der dertil høre!

Men nu har vi besluttet os for, at lave en baby  Og har ikke fortalt noget til nogen. Og sådan vil der være, til det begynder at kunne ses

Efter min mening, synes jeg, at du skal snakke med din kæreste om, at du er skruk, og hvad han synes I skal gøre - hvad han har lyst til.. Det er vigtigt at I snakker meget om det, da det, at lave børn, er en stor beslutning - især når man er så ung! Tro mig, jeg har også haft mine tvivl og bekymringer, som man jo har, når man ikke er så gammel igen  Men vi elsker hinanden, og så er det ligegyldigt hvad andre mener eller tænker, for det er jo ikke andre vi skal have børn med, eller være kærester med! Sådan må man nok bare se det..

Håber du finder en løsning!