ung mor med gamml mand.

Hej med jer, dette indlæg bliver nok halvlangt. Så er i advaret

Jeg er 19 år gammel og meget moden af min alder, jeg har i løbet af de sidste 3½ år mere eller mmindre datet min fyr på 35. Han er sød og sjov og utrolig ung af sind. Han minder om en fjollerik på 25 så der er ingenting der. Jeg har endnu ikke haft modet til at tale med min familie da vi har haft mange problemer og kommunikation ikke er et ord som de er bekendt med. En ting er så også at de er for at sige det mildt pisse fordømmende over for alt og alle der er anderledes. Min kæreste er som sagt en del ældre end mig og har derfor været både igennem et ægteskab på 5 mdr. 2 dejlige børn på nu 5 og den store snart 7 år. Og de forguder mig simpelthen og det samme fra min side. Problemet er så bare at jeg bliver mere og mere skruk efterhånden og jeg ikke rigtig aner hvordan jeg skal tackle det. Jeg synes det er forfærdelig at se mine bonus unger, eller børn på tv, på gaden, eller hvor de nu end befinder sig. Det føles som om noget bare går i stykker indeni mig.

Jeg har aldrig selv haft et godt forhold til mine forældre, så det har jeg til mine svigerforældre som er meget søde, og osse glade for mig, selvom det var lidt underligt i starten, men min svigermor tog imod mig med åbne arme og det både overraskede og gjorde mig også rigtig glad.

Jeg vil gerne stoppe med at bortforklare at mig og min kæreste er så meget sammen, og bortforklare det med ''at vi jo bare er venner'' De har jo self deres mistanker men det er ikke lige til.

Og jeg vil så gerne have et barn med ham, og det samme vil han, men vi frygter lidt reaktionerne både på vores forhold - men også det at vi ønsker at få en lille sammen. Jeg har sagt det skal være indenfor et år, især fordi jeg snart græder hver dag og ikke føler jeg er god nok til mine bonusbørn fordi det såre mig at de er her men samtidig elsker jeg dem også uendelig højt.

Så jeg ved ikke hvad jeg skal stille op efterhånden..

Kæreste du!

Jeg kan godt se at det må være en svær situation at stå i som 19-årig med en så mange år ældre kæreste og en forventning fra omverdenen om at man er ung med alt hvad det indebærer af fest og farver! Men hvis DU elsker ham og HAN elsker dig, så skal intet i verden afholde jer fra at være sammen og føre jeres drømme ud i livet! Jeg ved godt, at det kan være svært når ens forældre ikke er enige i de valg man træffer, men det er dig der skal leve dit liv og ikke dem!

Tag en snak med dem, forklar dem så godt du kan, hvad du føler for din kæreste og at du ved at det må være svært for dem at forstå, men at du håber de har tillid til at du ved hvad der er det bedste for dig, og at du håber på at de vil støtte dig i dine valg uanset hvad, at du har brug for dem!
Mere kan du ikke gøre. Hvis de ikke bakker jer op, synes jeg bestemt stadig at du og din kæreste skal følge jeres drømme, hvis du helt inderst inde føler at det er det rigtige at gøre - og at det også er det rigtig om mange år!

Mange knus

Kæreste du!

Jeg kan godt se at det må være en svær situation at stå i som 19-årig med en så mange år ældre kæreste og en forventning fra omverdenen om at man er ung med alt hvad det indebærer af fest og farver! Men hvis DU elsker ham og HAN elsker dig, så skal intet i verden afholde jer fra at være sammen og føre jeres drømme ud i livet! Jeg ved godt, at det kan være svært når ens forældre ikke er enige i de valg man træffer, men det er dig der skal leve dit liv og ikke dem!

Tag en snak med dem, forklar dem så godt du kan, hvad du føler for din kæreste og at du ved at det må være svært for dem at forstå, men at du håber de har tillid til at du ved hvad der er det bedste for dig, og at du håber på at de vil støtte dig i dine valg uanset hvad, at du har brug for dem!
Mere kan du ikke gøre. Hvis de ikke bakker jer op, synes jeg bestemt stadig at du og din kæreste skal følge jeres drømme, hvis du helt inderst inde føler at det er det rigtige at gøre - og at det også er det rigtig om mange år!

Mange knus

Godt skrevet, Ansemusen! (du skriver altid så fint )

Jeg tænker at du evt. kunne skrive et brev?? Så slipper du måske for at føle dig "angrebet" af deres modsvar, når I snakker om det? Så har de tid til at tænke, inden de svarer.. Og du kan få sagt det du tænker og føler på én gang, uden at komme med en impulsiv, træls kommentar som måske bare forværrer det hele?

Jeg håber I finder ud af det!

Godt skrevet, Ansemusen! (du skriver altid så fint )

Jeg tænker at du evt. kunne skrive et brev?? Så slipper du måske for at føle dig "angrebet" af deres modsvar, når I snakker om det? Så har de tid til at tænke, inden de svarer.. Og du kan få sagt det du tænker og føler på én gang, uden at komme med en impulsiv, træls kommentar som måske bare forværrer det hele?

Jeg håber I finder ud af det!

Mange tak for de pæne ord, det varmer

Må så sige at jeg også er meget enig, et brev er en super idé og noget jg selv har benyttet mig af i flere situationer, hvor folk netop måske har brug for lidt tid til at tænke inden de reagerer på det! Så undgår man at en masse grimt bliver slynget ud i luften!
Dog skal man så bare tænke ekstra meget over hvordan man formulerer sig, og hvordan det bliver modtaget i den anden ende, når ikke man har kropssproget med sig til hjælp!

Tak for de svar..
Min mor drikker en del, og det er også en af grundene til jeg ikke rigtig har lyst til at have for meget kontakt, da det har påvirket mig meget, det har stået på hele barndommen og fortsætter derud af.
Jeg elsker min kæreste og han mig, og vi har tit talt om bare at fortælle dem det osv. Det er bare det at mine onkler og tanter faktisk kun er lige knap 5-9 år ældre end han er, og derfor tror jeg ikke responsen er særlig rar. Især når nu vi har snakket meget om børn. Jeg føler virkelig bare at det snart skal være. JEg er færdig med min udd. i december månede, og derfor bliver dette jo ikke en hindring, det er selve familien og forståelsen og accepten som jeg aldrig tror kommer. Deres nabo er lige blevet mormor og min mor glædede sig på hendes vejne, men hvis hendes datter skal have et barn som 20 årig med en 36- årig mand tvivler jeg på hun tager det specielt pænt! Jeg aner ikke mine levende råd. Det eneste jeg tænker på er bare baby baby baby

Ansemusen skriver:

Mange tak for de pæne ord, det varmer

Må så sige at jeg også er meget enig, et brev er en super idé og noget jg selv har benyttet mig af i flere situationer, hvor folk netop måske har brug for lidt tid til at tænke inden de reagerer på det! Så undgår man at en masse grimt bliver slynget ud i luften!
Dog skal man så bare tænke ekstra meget over hvordan man formulerer sig, og hvordan det bliver modtaget i den anden ende, når ikke man har kropssproget med sig til hjælp!

Kunne ikke være mere enig..

Der er både for og imod ved breve! Men jeg har selv haft god gavn af det tidligere, derfor ville jeg give rådet videre..

TS: jeg håber du finder den løsning der passer til Jer! Det er meget at gå og tumle med i hovedet, så jeg håber snarligt at Jeres hemmelighed kommer ud af skabet..

    Tak for det. Havde overvejet det med brevet.
     -  Nu må jeg se, manden er hjemme imorgen eftermiddag.
        Han kan godt mære at især det med børn fylder meget.

        - Hmm, synes bare det er noget af en ting at spekulere over.

m4jz skriver:

    Tak for det. Havde overvejet det med brevet.
    -  Nu må jeg se, manden er hjemme imorgen eftermiddag.
       Han kan godt mære at især det med børn fylder meget.

        - Hmm, synes bare det er noget af en ting at spekulere over.

Ja det er det også! Tænk det godt igennem inden I beslutter jer!

Hop ud i det, har både min kusine som er sammen med en der er 20 år ældre end hende. Han har fra tidligere ægteskab 2 drenge, den ældste er kun nogen år yngre end min kusine, men de har et kanon forhold, hun har siden selv fået 2 drenge med sin mand, og det går rigtig godt for dem. Vi har aldrig i familien set forkert på det forhold, for vi kan se hvad de føler for hinanden. Han er ca. 5-6 år yngre end min moster og onkel, altså hans svigerforældre.

Min svigerinde har været sammen med sin kæreste i 9 år, og har en lille pige, der er 18 år mellem dem, hun er sidst i 20'erne, og han er sidst i 40'erne.

Forklar familien hvor godt i har det sammen, og det er DET de skal se på, for kærlighed har altså ingen alder.  Håber du får gjort noget hurtigt, for det laver til i skal udvikle jeres forhold meget snart

m4jz skriver:

Hej med jer, dette indlæg bliver nok halvlangt. Så er i advaret

Jeg er 19 år gammel og meget moden af min alder, jeg har i løbet af de sidste 3½ år mere eller mmindre datet min fyr på 35. Han er sød og sjov og utrolig ung af sind. Han minder om en fjollerik på 25 så der er ingenting der. Jeg har endnu ikke haft modet til at tale med min familie da vi har haft mange problemer og kommunikation ikke er et ord som de er bekendt med. En ting er så også at de er for at sige det mildt pisse fordømmende over for alt og alle der er anderledes. Min kæreste er som sagt en del ældre end mig og har derfor været både igennem et ægteskab på 5 mdr. 2 dejlige børn på nu 5 og den store snart 7 år. Og de forguder mig simpelthen og det samme fra min side. Problemet er så bare at jeg bliver mere og mere skruk efterhånden og jeg ikke rigtig aner hvordan jeg skal tackle det. Jeg synes det er forfærdelig at se mine bonus unger, eller børn på tv, på gaden, eller hvor de nu end befinder sig. Det føles som om noget bare går i stykker indeni mig.

Jeg har aldrig selv haft et godt forhold til mine forældre, så det har jeg til mine svigerforældre som er meget søde, og osse glade for mig, selvom det var lidt underligt i starten, men min svigermor tog imod mig med åbne arme og det både overraskede og gjorde mig også rigtig glad.

Jeg vil gerne stoppe med at bortforklare at mig og min kæreste er så meget sammen, og bortforklare det med ''at vi jo bare er venner'' De har jo self deres mistanker men det er ikke lige til.

Og jeg vil så gerne have et barn med ham, og det samme vil han, men vi frygter lidt reaktionerne både på vores forhold - men også det at vi ønsker at få en lille sammen. Jeg har sagt det skal være indenfor et år, især fordi jeg snart græder hver dag og ikke føler jeg er god nok til mine bonusbørn fordi det såre mig at de er her men samtidig elsker jeg dem også uendelig højt.

Så jeg ved ikke hvad jeg skal stille op efterhånden..

Synes at alle de andre har givet så gode råd, at mine er unødvendige

Men jeg forstår så utrolig godt dig, da du siger at du er helt skruk og hele tiden tænker børn børn børn. Jeg har det på præcis samme måde (men min kæreste er kun 5 år ældre end mig). Jeg er desværre endt i nogle komplikationer mht min egen krop, som har gjordt, at jeg endnu ikke er blevet gravid. Har fået taget en hel del blodprøver hos lægen og håber på at få et svar hurtigt og at vi kan løse problemet på en let måde, så eg jeg snart kan få mit eget ønskebarn. Og det hele gør mig tosset. Jeg er ked af det hver dag Så jeg forstår dig 100%. Hos dig er komplikatonen din familje, hos mig er det min egen krop

Held og lykke med det hele, jeg håber at I snart finder en løsning og at din familje kan acceptere dit liv og dine valg