At fortælle om behandling

Vi havde ikke fortalt til vores familie inden vi begyndte i behandling at vi prøvede og min mor troede stadig jeg var på p-piller, men når man starter i behandling er det altså bare virkelig en lettelse at fortælle det til familie og venner.

Hele min klasse ved det også og jeg fortæller det gerne til folk jeg møder, for så snart man siger man har hus og været sammen med kæresten i 5 år kommer kommentaren "nååå, så må det snart være tid til nogle børn" og der kan jeg bare ikke lade vær med at fortælle folk at vi såment prøver og at live nogle gange ikke er så let som man ønsker det og fortælle at det altså er pisse hårdt ikke at kunne blive mor. Jeg har kun mødt forstående ord og interesse når jeg har snakket med folk og hvad folk siger bag min ryg er jeg ret ligeglad med - jeg fortælle det for min egen skyld og så er jeg fri for at høre flere kommentarer.

Udover det er det rart at familie og venner ved hvorfor man nogle gange er hormonsyg, er ked af det ved mens eller hvordan man nu reagere. Jeg har dog måtte sige til min mor at hun skulle bakke lidt ud da jeg følte hun ville begynde at vide for meget om hvornår jeg var til scanning, hvor vi blev insemineret og sådan - helt sikkert kun af ren omsorg og interesse, men det var bare for meget for mig, så de ved ikke hvornår testdag er og hvordan og hvorledes. De ved vi er i behandling og den dag testen er positiv skal de nok få det af vide.

Med hensyn til hvordan vi fortalte det så ringede jeg til min mor og sagde det over telefonen, virkelig grænse overskridende, men en fin nok måde at sige det - kunne sagtens have fundet på at send en mail istedet. Med svigerne var vi nede og spise hos mandens mor og han sagde så "det kan godt være du skal være farmor en dag snart" og så forklarede vi hvorfor.

Jeg syns det er umådelig svært at skulle fortælle og må indrømme at jeg har heller ikke fortalt det til min mor endnu, vi har ikke et særligt tæt forhold og jeg kan faktisk tvivle på at hun overhovedet får det at vide 

Jeg har fortalt det til nogle tætte veninder og folk jeg føler tillid til, men over mail fordi jeg var så ræd for reaktionen, vi har fået mangt og mange kommentare bare for at ville ha´barn nummer 4 , så turde slet ikke tænke på hvordan folk ville sige når de så også hørte at vi var gået i behandling for det 

Men heldigvis positiv respons fra venindernes side af så som : De var ikke klar over vi virkeligt ville det så meget og at de var kede af at ha´sagt nogle måske knap så heldige ting i forbindelse med men at det var ment mest i fis 

Så jeg var utrolig glad for at få det sagt 

Sofiekdk skriver:

Vi havde ikke fortalt til vores familie inden vi begyndte i behandling at vi prøvede og min mor troede stadig jeg var på p-piller, men når man starter i behandling er det altså bare virkelig en lettelse at fortælle det til familie og venner.

Hele min klasse ved det også og jeg fortæller det gerne til folk jeg møder, for så snart man siger man har hus og været sammen med kæresten i 5 år kommer kommentaren "nååå, så må det snart være tid til nogle børn" og der kan jeg bare ikke lade vær med at fortælle folk at vi såment prøver og at live nogle gange ikke er så let som man ønsker det og fortælle at det altså er pisse hårdt ikke at kunne blive mor. Jeg har kun mødt forstående ord og interesse når jeg har snakket med folk og hvad folk siger bag min ryg er jeg ret ligeglad med - jeg fortælle det for min egen skyld og så er jeg fri for at høre flere kommentarer.

Udover det er det rart at familie og venner ved hvorfor man nogle gange er hormonsyg, er ked af det ved mens eller hvordan man nu reagere. Jeg har dog måtte sige til min mor at hun skulle bakke lidt ud da jeg følte hun ville begynde at vide for meget om hvornår jeg var til scanning, hvor vi blev insemineret og sådan - helt sikkert kun af ren omsorg og interesse, men det var bare for meget for mig, så de ved ikke hvornår testdag er og hvordan og hvorledes. De ved vi er i behandling og den dag testen er positiv skal de nok få det af vide.

Med hensyn til hvordan vi fortalte det så ringede jeg til min mor og sagde det over telefonen, virkelig grænse overskridende, men en fin nok måde at sige det - kunne sagtens have fundet på at send en mail istedet. Med svigerne var vi nede og spise hos mandens mor og han sagde så "det kan godt være du skal være farmor en dag snart" og så forklarede vi hvorfor.

Tak Sofie!

Du skriver altid så godt. Hvert et ord giver mening, og det hjælper virkelig i den her beslutning!

Jeg har et meget tæt forhold til min far, og føler lidt jeg holder noget hemmeligt for ham, når ikke jeg har fortalt det. Men jeg ved med sikkerhed, at han kommer til at kommentere, at der kun er et år tilbage med min uddannelse.. Jeg tror dog bare at de værste kommentarer popper op i mit hovede, og det slet ikke er så slemt..

Jeg ville synes det var alt for grænseoverskridende at ringe eller sige det face to face. Jeg tror jeg vælger at skrive.. Og er ret sikker på jeg gør det!

Hvor er det fedt, du kan være så ærlig! Det håber jeg også jeg kan!

Det har hjulpet meget med dit positive indskud!

Soap skriver:

Jeg syns det er umådelig svært at skulle fortælle og må indrømme at jeg har heller ikke fortalt det til min mor endnu, vi har ikke et særligt tæt forhold og jeg kan faktisk tvivle på at hun overhovedet får det at vide 

Jeg har fortalt det til nogle tætte veninder og folk jeg føler tillid til, men over mail fordi jeg var så ræd for reaktionen, vi har fået mangt og mange kommentare bare for at ville ha´barn nummer 4 , så turde slet ikke tænke på hvordan folk ville sige når de så også hørte at vi var gået i behandling for det 

Men heldigvis positiv respons fra venindernes side af så som : De var ikke klar over vi virkeligt ville det så meget og at de var kede af at ha´sagt nogle måske knap så heldige ting i forbindelse med men at det var ment mest i fis 

Så jeg var utrolig glad for at få det sagt 

Jeg har heller ikke noget forhold til min mor, og hun får det helt sikkert ikke at vide! Det er jo en del af de valg vi tager, og hvis du ikke føler for det, så synes jeg du skal holde fast i din beslutning!

Der kommer mange dumme kommentarer på vejen, også til os der ikke har børn endnu! Og det er dem jeg gerne vil modsvare med et ærligt svar.. Det handler "bare" om at finde ud af, hvordan!

kitty skriver:

 

Jeg har heller ikke noget forhold til min mor, og hun får det helt sikkert ikke at vide! Det er jo en del af de valg vi tager, og hvis du ikke føler for det, så synes jeg du skal holde fast i din beslutning!

Der kommer mange dumme kommentarer på vejen, også til os der ikke har børn endnu! Og det er dem jeg gerne vil modsvare med et ærligt svar.. Det handler "bare" om at finde ud af, hvordan!

Det er nemli´lige det der med hvordan, for personligt har jeg dage hvor jeg render rundt med følelserne uden på tøjet og slet ikke ville være i stand til at give svar på tiltale uden at begynde at græde 

Jeg tilstår gerne at jeg i starten ikke turde skrive herinde i barnløshedsgruppen af frygt for hvilke kommentare mv der ville komme, men der var en herinde som var rigtig støttende og sød som gav mig mod på det alligevel 

Vi har ikke fortalt det til familien. Men flere af mine veninder og et par af mandens venner ved at vi prøver. I starten sagde vi ingenting til nogen, men efter et års tid trængte vi begge til at lufte tankerne.

Jeg fortalte det dog til en veninde allerede et halvt år efter vi startede. Men det var mest for at kunne lufte alle de tanker som kom i forbindelse med, at vi besluttede os for at gå igang.  Den veninde har jeg dog stortset mistet i dag, men til gengæld har andre vist sig fra de mest fantastiske sider, og det er det jeg vælger at fokusere på.

Vi går og tygger lidt på behandling, og tror ikke vi fortæller noget før vi evt. er i behandling. Selv til den tid ved jeg ikke om vi siger noget. Kommer nok an på hvor hårdt ramt jeg. evt. bliver af hormonerne.

Synes det er meget privat, og ved at visse i min familie ikke vil kunne holde deres mund med det så....

Tror man skal mærke efter hvad man føler. Tingene kan ændrer sig hele tiden, og det er vigtigt at beskytte sig selv i processen synes jeg.