jeg startede med at sige det til min mor og mine søskende og mine venner (og Sørens venner). Søren fortalte sine søskende det (hans forældre er døde).
da jeg så blev gravid og vi mistede og jeg havde det helt ad helvedes til, og vi skulle starte op igen i behandling, der valgte jeg at fortælle det til min moster og til min mormor også. min mormor blev bare rigtig ked af det, hun kan slet ikke have når ting er "uretfærdige" og hun synes jo bare jeg skulle være moar 
min moster sagde jeg det til fordi jeg synes min mor havde meget svært ved at forstå hvor ondt det hele gjorde på mig, og jeg vidste at min moster har tre meget nære veninder der alle har kæmpet for at få børn (den ene valgte at adoptere efter 1 runde behandling fordi hun ikke ville udsætte sig selv for det mere, den anden fik to børn ved behandling og den 3. har fået et barn naturligt men aborteret op imod 10 gange efterfølgende), og jeg håbede hun ligesom kunne snakke med min mor om hvad jeg gik igennem. hvilket jeg tror hun har gjort, for min mor blev meget hurtigt meget anderledes i sin opfattelse af situationen!
Sørens søskende er jo nordjyder og de kan ikke rigtig lide at tale alt for åbent og ærligt om tingene, og så har han også et spøjst forhold til dem (de er jo en del ældre end ham), så de har ikke rigtig været til nogen hjælp overhovedet. men fred være med det!
jeg har været rigtig glad for at vi endte med at være åbne omkring hvad vi gik igennem, for det gjorde det lettere at sige "jeg kan ikke lige tage telefonen lige nu", når man havde det skidt eller "nej, I kan ikke komme besøg den weekend om 6 uger" fordi man vidste man skulle insemineres. det har også været lettere at få lov til bare at tudbrøle i armene på en god veninde eller en søster når det hele blev for meget og så skulle man ikke forklarer sig.
jeg blev RIGTIG glad for at vi havde været åbne omkring det i efteråret da en af Sørens venner var på besøg. ham og hans kæreste var blevet gift i foråret og jeg spurgte om de så ville have børn, hvortil han svarede "ja, vi vil gerne, men børn kommer jo ikke bare fordi man vil have dem.....men det ved I jo alt om", og ja, det gjorde vi jo! nogle måneder efter ringede han og snakkede i lang tid med Søren fordi de nu skulle i behandling og da de var her nu i påsken så kunne jeg snakke med hans kæreste på en helt anden måde (jeg har altid følt mig lidt underlig tilpas med hende, selvom hun er enormt sød). Hun havde rigtig meget brug for at snakke om hele deres situation og behandlingerne og så videre og vi havde jo en hel masse erfaring og viden som de kunne bruge
såe....jeg har været glad for at jeg endte med at være ærlig. men jeg kan godt forstå at det er svært hvis man ved/tror at der er nogen der ikke vil støtte en!!
Anmeld
