Vi mødte på sygehuset mandag d. 21.09 kl. 7.15, og her blev jeg så undersøgt. Jeg havde blød livmoderhals tilbage og skulle have stikpille. Denne blev lagt op kl. 10.00. Jordemoderen siger, at vi ikke skal regne med, der sker noget før i morgen - altså tirsdag. Så vi går en tur ned til vandet og jeg snakker om, at min mand da lige så godt kan tage op og blive klippet og så kan vi hygge lidt i byen. Heldigivis bestemmer han at sådan skal det ikke være. Kl. 11.00 venter vi på elevatoren for at komme op til vores stue - og her mærker jeg den første ve.
Efter noget tid på stuen bestemmer vi os for at tage tid på veerne, og meget overraskende varer de 1 minut og kommer med ca 1 minuts mellemrum - så må vi hellere ringe efter jordemoderen, som kommer og undersøger mig. Jeg er nu åben og vi skal bare vente på jeg bliver nok åben til de kan tage vandet. Apropos vand - åhhhh varmt vand ned ad lænden under udvidelsesveerne er total luksus........
Min lillesøster kommer ved 15 tiden op med mad og vi skal rigtig til at sidde og hygge os, da jordemoderen kommer ind og finder ud af, at jeg skal på fødegangen. Kl. ca. 15.30 bliver mit vand taget og så tager veerne ellers til. Jeg kommer igen under en bruser - øv ville være totalt luksus at komme i det kæmpe "spabad", der også er i lokalet, men men men... det må jeg ikke. Sidder længe med bruseren over min lænd og mave, og det virker da også sammen med mine urinstinktive vejrtrækningsøvelser, men jeg må til sidst give op og bede om en epiduralblokade, som jeg bliver lovet.
Narkoselægen lover at komme efter en halv times tid - tror nok klokken er omkring 19, da han siger dette - og jeg er her sikker på, at jeg ikke kan overleve mere end den halve time (samtidig er jeg bange for, at jeg skal bruge alle mine kræfter på udvidelsesveerne, der nu er så slemme, at mine mands fingre til tider havde akut brug for blodtransfusion), men ja ja, man bliver klogere. Jeg klarede den helt til ved 21 tiden, hvor han kommer og lægger epiduralbkoladen... Første gang lægger den sig ikke ordentlige, så jeg skal have den lagt igen, han beklager meget - men jeg kan ærligtalt overhovedet ikke mærke han mosler rundt deromme. Vesmerterne er trods alt en hel del værre. Han får den lagt og vupti - en mig med kæmpe overskud. Fra jeg under veerne overhovedet ikke har kunne sige et kvæk ligger jeg nu og joker og har totalt meget overskud - dejligt.
Vi ringer igen efter min lillesøster, der kommer med hotdogs - ja man er vel lidt småforkælet 
Men lige som hun træder ind af døren kommer min søde jordemoderstuderende ind og siger jeg kun må få flydende kost - pga. risiko for akut kejsersnit.... Så jeg må pænt se på, at min mand sidder og spiser alle de lækre hotdogs 
Kl. 23.30 er der jordemoder skifte, hvilket jeg er rigtig træt af, for var rigtig tryg og meget glad for min jordemoderstuderende, der havde været inde ved os hele tiden. Hun ville også gerne blive, men da der kom endnu en jordemoderestuderende måtte hun ikke (Ja man er lidt eftertragtet som tvillingefødende ) Det var rigtig øv, og jeg gik lidt i panik over jeg ikke kendte min nye jordemoderstuderende og jordemoder - der nu var inde ved mig hele tiden (og at bestemt også at de ikke kendte mig). Så jeg snakkede som jeg aldrig har snakket før - endnu engang tak til min meget søde narkoselæge for at dette overhovedet var muligt (Han var nu et yderst sympatisk menneske, sådan at komme og tage min smerte væk).
Nu venter vi bare på jeg får presseveer. Herfra bliver tingene lidt mere tågede fordi jeg begynder at få lidt ondt igen. Jeg kan nu mærke smerten et helt nyt sted, og da epiduralblokaden ikke dækker under maven - ja så må jeg nu igen tage fat i vejrtrækningsøvelserne og jeg trækker mig lidt ind i mig selv for at få det hele til at fungere - men de vejrtrækningsøvelser er altså også bare guld værd. (Jeg har ikke øvet på dem inden - som de ellers forslår man gør - det kommer faktisk til en, når først man ligger der og kan mærke, at det hjælper på smerten) et godt råd, som jeg vil give, er at tælle vejrtrækningerne, så ved man hvornår veen topper og hvornår man kan begynde at glæde sig til den aftager. Det første lange stykke tid var 10 dybe indåndinger nok, hvor smerten så toppede på 4-5 stykker, men til sidst inden epiduralblokaden - og igen senere - skulle jeg op på en 22 stykker, før veen var helt aftaget... Men ja - det kan altså varmt anbefales selv at følge lidt med i hvornår veen topper.
Min mand hviler sig omkring kl. 2-3 i en stol på mine ordre - han skal jo gerne være frisk til senere - og imens ligger jeg og venter på presseveer. Omkring kl. 4 begynder jeg at få lyst til at presse, men det må jeg ikke, da han (tv. a) hverken er helt nede i bækkenet samt at jeg stadig kun er 9 cm åben - noget med at der er en lille kant (ja tak, lille kant - så kan jeg vel også presse??? - Nej!) Der sker ikke noget yderligere og jeg bliver sat til at gå ud at tisse - med besked på ikke at presse hvis jeg skulle føle lyst til at "lave en nummer 2" -øh ja tak, prøv du at holde igen! (Faktisk havde jeg forventet pressetrangen ville være placeret ved udgangen før børnene, men det er ganske rigtig som jordemødrene sagde, en følelse af at skulle lave noget med stort - meget mærkeligt) Jeg synes nu det er rigtig svært ikke at presse med, men jeg bruger igen vejrtrækningerne og tager nogle hurtige gisp når maven rigtig krymper sig sammen og skriger: SÅ PRES DOG! ( - og ja, det føles faktisk lidt som når man har totalt diarremavekramper - men det er det nu ikke)
På vej tilbage til sengen får jeg en ordentlig presseve og vil sætte mig på sengen - som en eller anden har låst op - er sgu lige ved at sætte mig på røven, men min mand får heldigvis fat i mig. Han blev ligesom nødt til at være med mig på toilettet, da jeg havde så mange maskiner med mig: En elektrode på tvilling a´s hoved, der er ført op til mit lår, epiduralblokaden, ctg-dimserne og vedroppet - ja jeg ser meget fin ud
De får låst sengen og jeg tænker - tilbage i den, men nej.... Nu skal jeg stå op og vente på presseveerne kommer så tyngdekraften kan hjælpe lillemanden helt ned i bækkenet. Min mand og jeg står og smådanser, og hvis ikke det var for smerterne og udstyret (samt omgivelserne) ja så var det da faktisk noget af det mest romantiske vi har foretaget os det sidste lange stykke tid - en stille dans. Min mand var helt fantastisk gennem hele forløbet - og selvom han siger, at han følte sig meget magtesløs, så kunne jeg slet ikke have gjort det uden ham. Det var som om hans hånd gjorde det muligt at overleve udvidelsesveerne, at hans tilstedeværelse kunne få mig til at kæmpe og at hans hjælp til toiletbesøg, fostervandstjek, saftevandsskænken og ikke mindst dansen gjorde det muligt at nå til det punkt, hvor jeg endelig måtte presse.
De kunne stadig mærke lidt kant, men da han (tv. a) kun var skønnet til 2600 og jordemoderen kunne mærke, at han gik pænt med ned når jeg en sjælden gang pressede med, fik jeg endelig kl. 5 ca lov til at presse med. - så var der også gået omkring en time med presseveer - uden jeg måtte gøre noget. Kl. 5 presser jeg så, mens de kalder alle de mange mennesker, der nu skal være med til selve fødslen: to børnelæger, en læge, en sosuassistent, to til at holde på min mave, en for - og bagvagt - og ja sikkert nogle flere jeg ikke lige kan huske. Helt ærligt tænkte jeg ikke så meget over det. Jeg fokuserede på min jordemoderstudrende, der sad klar mellem mine ben.
Da jeg begynder at presse aktivt og de har fået stilt sig på plads alle sammen - bl.a. de to, der nu står og holder mig på maven,så lillepigen (tv. b) ikke vender sig igen. (Hun har hele tiden ligger i tværleje, og der var snak om sædefødsel, men idet brormand går mod bækkenet vender hun sig da lige rigtigt - og sådan skulle hun jo gerne blive ved med at ligge). Efter kun 28 min pres smutter vores elskede "lille" dreng ud af mig. 3460 og 53 cm lang - en noget større basse end hvad de havde skudt ham til - hvilket også overraskede jordemødrene ret meget. Havde de vist han var så stor, så havde jeg ikke fået lov til at presse allerede. Men det var jo slet ikke noget problem at få ham ud - faktisk var presseveerne, når man aktivt må deltage, den bedste oplevelse (meget dejligere end de dumme dumme udvidelsesveer, som klart er de værste). Jeg havde været så bange for om jeg havde energi til at presse, men det var overhovedet ikke noget problem. Jeg havde også været bange for at sprække - og for ring of fire (når barnets hoved udvider skedeindgangen maksimalt) - men da jeg først kunne mærke ilden, så pressede jeg bare til som en sindssyg og tænkte - fuck om jeg sprækker - om lidt er han ude. Og vupti - der var han, med navlesnoren om det ene ben. Han blev hurtigt taget af en børnelæge og skulle have lidt hjælp til at trække vejret, fordi han havde slugt en del fostervand.
Nu skal der bare ventes på en presseve, så lillepigen kan komme ud. Der vil bare ikke komme nogen, og de skruer helt op for de vestimulerende. Alt imens står der stadig to damer og holder på min mave, og hold da op, de synes det er hårdt. Kan mærke hende den ene ryster helt vildt så min mave ryster lidt - ja den er allerede meget blævret (sådan lidt buddingeagtig) fordi der jo allerede er gjort en del plads efter vores dreng er kommet til verden. Det gør han forresten kl. 05.28 d. 22.09.09 og 8 minutter senere er lillepigen født (2340 gram og 50 cm). Hendes vand bliver taget og den jordemoderstuderende fortæller efterfølgende at hun kunne mærke lillepigen hele vejen ud, da jeg endelig fik en presseve jeg aktivt kunne arbejde med samtidig med hun tog vandet. Så hun fik fornøjelsen af at følge et barn helt fra maven og ned gennem bækken og ud med hånden - alt sammen i en presseve kun 8 minutter efter vores dreng har banet vejen. Hun har navlesnoren rundt om halsen (Vi har senere grint lidt af, at vi troede børn kunne blive kvalt ved at have den om halsen, men de får jo ligesom ilt igennem navlesnoren, så det er faktisk fordi den kan blive revet i - og ikke det at hun har den om halsen - der gør, at børn kan mangle ilt. Der var altså lige så stor sandsynlighed for at vores dreng, med sin om foden, ville få problemer med den, som vores pige ville - begge er dog helt perfekte og får en fin apgarscore).
Hun bliver også hurtigt lagt over til et børnebord, hvor hun også får lidt hjælp til at trække vejret og imens føder jeg moderkagerne. De deler ydre fosterhinde, og er altså vokset sammen. Jordemødrene kan ikke helt finde ud af hvordan det kan lade sig gøre, og vi har endnu ikke kunnet finde nogle (hverken læger eller jordemødre), der har kunne forklare os, hvordan det er muligt. Udover den lidt specielle sammenvoksning, er det sjovt at se, at hans moderkage er så meget større end hendes.
Børnelægen lægger min søn over til mig, hvor jeg skal hjælpe ham med at få lidt ilt. Jeg har stadig ikke set vores datter sådan rigtigt, men han forklarer mig, at de gerne vil have dem begge en tur op på neonatal. Jeg bliver slet ikke bekymret, da han bare er så god til at fortælle, at der ikke er noget galt. Min mand går med derop og jeg bliver syet i mine bristninger. (Det er bare for mærkeligt at ligge og se en nål og tråd mellem ens ben, og tænke på, den syer noget sammen - du kan ikke mærke det - du ved ikke hvad hun syer sammen (totalt klamt hvis hun bare syede alt sammen dernede) - men det er ikke slemt, og jeg synes heller ikke at det har været slemt efterfølgende med de sting jeg har.
Da jeg er blevet syet forlader jordemødrene mig for at skrive fødslen ind - og så ligger jeg ellers der. Jeg har liget født to børn - og nu ligger jeg helt alene på en stue, der pludselig virker som en balsal. Efter lidt tid kommer sosuassistenten ind med en rullende bakke med suppe og flag. Så kan jeg jo passende fejre fødselsdag og få noget at spise..... Nå ja... Hurra
Jeg må komme op til mine børn og mand når jeg har tisset, så jeg tyller bare en hel masse saft ned, og skynder mig på ud af sengen (ja man skynder sig jo nok ikke ligefrem, når man lige er sprækket forneden, fået syet det sammen og i det hele taget brugt flere kræfter end man faktisk troede eksisterede i hele verden. Min mand når at komme ned inden jeg når ud på toilettet, og han ser noget sjov ud i hovedet over, at jeg så kort tid efter fødslen står op og er på vej ud for at tisse - men hold da op en overskud man får som nybagt mor. Det er helt vildt. Jeg havde så absolut ingen grund til at bekymre mig for, om jeg ville have kræfter nok til selve fødslen. Det har man bare - fordi det skal man have (Præcis som, det nu er muligt at synes 2 timers sammenhængende søvn er en totalt luksus - jeg plejer gerne at nappe 12 
)
Jeg får tisset og min mand får lidt suppe - herefter kommer der en seng ind, hvor de har sat en lyserød og en lyseblå sløjfe på. Det betyder måske ikke så meget for dem at gøre det, men det betyder meget for mig at det blev gjort, så det var bare så sød en tanke. Så kommer jordemødrene ind og snakker meget kort med os igen og derefter kommer der en portør. Nu skal jeg endelig se mine børn.
Mht. jordemødrene var det en helt fantastisk oplevelse, og meget specielt, at du faktisk kommer så tæt på nogle mennesker, som du måske aldrig ser igen. Jeg er ikke til knus og kram fra fremmede, men jeg blev meget glad, da jordemoderen gav mig en knus og jeg blev da noget rørt, da de gik.... De har trods alt været en meget væsentlig del af mine børns fødsel.
Vi bliver kørt op til vores små vidundere - og det er helt fantastisk at se dem. Efter nogle timer kommer en børnelæge og derefter må vi komme op på vores stue igen. Den stue vi dagen før utålmodigt har siddet og spillet fisk - ja for man har jo taget kort med, men hvilket kortspil kan man så lige huske , og ventet på netop dette øjeblik. At være alene sammen med vores vidunderlige børn. Stadig på neonatal får jeg lagt dem op til mit bryst, og det tager gerne fat. Herefter kommer portøren igen og kører mig - stadig ammende op på vores stue. Mærkeligt at ligge i en elevator og amme for første gange - men ens blufærdighedsgrænse skal nok bare hærdes end sidste gang inden fødselsforløbet afsluttes
Vi kom hjem i går, lørdag d. 26.09, og er bare så lykkelige. Jo det er hårdt - både at få amningen op at køre, ikke at sove optimalt og at man altså kun har to arme, men det er også helt fantastisk. Man bliver ikke kun forelsket i sine børn, men bestemt også nyforelsket i sin partner når man gennemlever noget så smukt sammen. Det hele er en dans på roser, for vi har indgået et perfekt teamwork - fordi mine børn har nemlig verdens bedste far
- og verdens mest stolte mor
