Så blev min mor bisat

I tirsdags døde min mor uden vi havde kontakt til hende.
Hun kom på sygehuset lørdag morgen i påsken, med lungebetændelse og et blodsukker på 23
Samme dag var hele familien samlet til påskefrokost, vi valgte at gennemføre den fordi det var et ønske fra min mor at fætre, kusiner, brødre, søstre, moster og onkler skulle samles og evt gøre det til en tradition.
Om søndagen tog Oliver og jeg ud til mor på sygehuset.. Jeg er ikke sikker på om hun kunne kende os, for hun sagde aldrig vores navne.. Men hun var ikke som hun plejede at være, hun bandede værre end en havnearbejder og Oliver spurgte hvorfor hun snakkede sådan.. Jeg forklarede ham at hendes sygdom gjorde at hun ikke snakkede så pænt mere og at det hun sagde var sort snak..
(et lille smil.. der kom en sygeplejerske ind fordi mor klagede over sit drop, om hun havde haft revet ud.. Mor lå og snakkede og Oliver gik hen ved siden af sygeplejersken.. lænede sig ind til hende og sagde> min mormor snakker sort... ) Da vi skulle hjem gik Oliver hen til min mors seng.. mor aede ham på kinden og sagde< jeg elsker dig.. Oliver aede mor på kinden og sagde tilbage< jeg elsker også dig mormor..
Om aftenen havde hun igen revet sit drop ud (måske hendes måde at fortælle hun ikke ville mere)
min stedfar var meget chokkeret for det var ham der fandt hende med blod over det hele.
Om mandagen valgte de at give hende en pose blod og mor livede op.. Hun blev klar og vi valgte at køre ud til hende.. Det var godt nok ikke længe for hun havde fået morfininsprøjtning pga. smerter så hun var meget træt. Så efter 20 min. sagde vi farvel og mor lagde sig til at sove.. Om aftenen snakkede min stedfar med lægen om at give hende morfindrop fordi hun havde så mange smerter.. Efter det blev sat til, var vi ikke i kontakt med hende. Tisdag til middag blev jeg ringet op af sygehuset fordi der ikke var nogen hos mor og hun var begyndt at holde pauser i vejrtrækningen. Jeg fik ringet rundt til de andre og vi var alle hos hende da hun ca. 3 timer senere puttede sig..

I dag har vi bisat hende, hun havde valgt at vi skulle høre Going home med Runrig og om lidt blir her stille..Alt omkring hendes bisættelse havde hun skrevet ned i "min sidste vilje", så dt hele blev som hun ville ha det..Det var en smuk bisættelse men det var sgu hårdt at skulle sige endeligt farvel.. Jeg tror stadig ikke jeg helt har fattet det, men det kommer nok med tiden..
Men savnet vil hun altid være

Knus fra en ked af det Annette

Puha Annette

 

Det lyder som en hård omgang sidder her med tårene som sprøjter ud kæmpe kram til dig og din familie og en kærlig tanke til din seje mor som kæmpede en hård kamp ved slet ikke hvad jeg skal skrive mere du skal bare vide at vi er mange der føler med dig

K.h

Tina

Huha Annette, jeg sidder også her med vand i øjnene..... Godt I var hos hende da hun puttede sig.... Det vil I blive rigtig glade for..... Og dejligt Oliver fik sagt til hende at han elsker hende inden hun fik alt det morfin.....

Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at miste sin mor.... Det er jo en hel uvirkelig tanke.... Så ingen tvivl om savnet er- og bliver enormt.....

Min mormor døde da jeg var 17 år.... Så jeg har levet halvdelen af mit liv uden hende og jeg var meget tæt på hende.... Uden at lyve kan jeg sige jeg i hvert fald tænker på hende hveranden dag..... Så hun fylder stadig meget- rigtig meget i mine tanker og det vil ens mor bestemt også gøre!!!

Jeg håber I kommer godt igennem den kommende svære tid, søde Annette..... Pas godt på jer selv og hinanden...

Stort kram Tina

Sikke en beretning. Rigtig smukt. Jeg syntes det var godt at I var samlet alle sammen, da hun blev indlagt.

STORT KRAM i en svær tid.

Kære Annette

Det lyder til i fik en smuk dag, trods alt... det er svært at komme videre, men det har været en meget lang rejse for din mor, og for jer. Jeg håber i får talt sammen i sorgen Knus Hvil i fred Hanne

Kære Annette.

Puha det er en hård omgang at skulle igennem. Jeg sidder også her med tårer i øjnene, og ville ønske jeg kunne skrive noget klogt og trøstende, men der kommer ikke noget. Jeg må nøjes med at sige at jeg er ked af det på dine vegne. jeg håber du har masser af støtte til den næste tid.

Knus Fie

Puha det var noget af en beretning at læse, sidder med en klump i halsen...

Hvor er det dog dejligt at I nåede at være sammen med hende inden hun fik morfin drop og at I nåede at sige farvel og være hos hende da hun puttede sig... Det må være fantastisk!

Hvordan har I gjort det med Oliver?? Tænker mere i forhold til døden osv... Victoria har en oldefar der er 91 og nogle måneder og det varer måske ikke længe før han ikke kan klare det hele mere... Ville gerne at hun besøgte ham og fik sagt hej, men ved ikke om nogen af parterne får noget ud af det?? Han er blevet noget afmagret på det sidste og også lidt svært ved at huske os alle...

Knus Kathrina

Hej alle sammen og tusind tak for jeres knusere og krammere

Kathrina< Oliver var med til det sidste.. Han har aldrig spurgt hvorfor mormor blev så tyk, han har accepteret tingene som de kom.. Der var lige den dag på sygehuset hvor hun snakkede sort, det brød han sig ikke om.. Han ville heller ikke ha været med dagen efter indtil jeg sagde mormor snakker ikke sort i dag, så ville han godt..
Oliver var med i kirken, hvor han fik lov til at gå og kigge på kiste, blomster, selv kirken.. Han fik lov til at stille spørgsmål og jeg svarede så godt jeg kunne..
Da præsten holdt tale stod han henne hos mig.. præsten havde lige sagt noget om jesus og holdt en lille pause.. Der sagde Oliver < Jesus er over alt...> Det faldt i god jord hos præsten
Hvis dine unger kender oldefar så synes jeg ikke du skal holde dem væk fra begravelsen.. Oliver var med sidste år da min far døde og der fortalte jeg ham at han var kommet op i himlen og nu sad og kiggede ned til os fra en stjerne.. Nu sidder mormor så også deroppe og vi kan altid snakke med dem..
Knus og kram Annette

Hvor lyder det bare som om Oliver helt accepterer tingene som de kommer, og tager dem til sig som en sund og fornuftig dreng.

Victoria kender en del til både jesus og kirken, da jeg tror at det er godt at lære om kristendommen og det samfund vi lever i, i et omfang som hun selvf forstår. Hun er meget glad for alle i familien, og selvf også oldefar. Hun snakker tit om ham, men også om farfar som hun aldrig har kendt men er i himlen, så den vinkel er også med...

Vi har også besluttet at Peter tager hende med hjem til oldefar i aften for at besøge ham. Jeg bliver nok hjemme med drengene, men det er fordi Valdemar har ikke noget særlig forhold til ham, og han er så genert overfor nogen  han ikke ser så tit, og vil dermed ikke få noget ud af det... Victor er 5½ mdr, så det giver vel sig selv...

Knus Kathrina