Bayze skriver:
Jeg kan virkelig godt forstå du har haft svært ved at vælge blandt bilederne - de er godt nok top-skønne allesammen 
Jeg er noget misundelig, de bliver bare en gave for jer at have som minde senere hen
Ja, utålmodigheden ak ak.... Det svinger lidt. i sidste uge var jeg ved at få et mindre meltdown. Selvom jeg var så tæt på kunne jeg simpethen ikke rumme det mere og var nærmest grædefærdig nogen dage. Fuldstændig ramt af magtesløshed og kunne ikke overskue noget som helst og blev ved med at fokusere på at "tænk nu hvis jeg går to uger over tid!". Altså hormonella er stadig en tro følgesvend der lurer lige under overfladen
Men nu synes jeg at jeg er tilbage i at tage det stille og roligt. Finder ro i at jeg VED at der max kan gå små tre uger (hvis jeg går to over tid) og det ER jo ikke særlig lang tid. For jeg har det egentlig godt nok. Sover også fint nok efter omstændighederne og kan sagtens være aktiv i løbet af dagen og gå og hygge mig med Rasmus. det synes jeg vi har været vildt gode til de seneste uger - at nyde den sidste tid. Vi nusser konstant rundt inde i byen og shopper lidt og spiser god mad og sådan noget. Det er rigtig dejligt omend lidt dyrt I går kunne jeg tage mig selv i at forestile mig at fødslen gik i gang om aftenen og der var jeg åbenbart kommet i en FOR magelig tilstand, for der kan jeg huske jeg tænkte "neej, ikke lige endnu, det orker jeg da ikke, kan det ikke lige vente en dag eller to" Men helt ærligt, en fødsel sammenlignes med at løbe en marathon og hvem i alverden føler sig klar til det som højgravid
Men jo, jeg synes klart graviditeten har ændret karakter her de sidste uger. Mange flere og kraftige plukveer og stor tyngde nedad, mega pres ned i bækkenet. Altså jeg synes det er meget tydeligt at fødslen nærmer sig, men jeg ved også at de symptomer jeg oplever ikke nødvendigvis er tegn på at fødslen er nært forestående, men helt almindelige i de sidste uger op til.
Nu er det bare så tæt på og alt er gået godt og nu tænker jeg bare "pleeaase lad ham komme godt til verden og lad ham være sund og rask!!". Og nu vi snakker om det - så, jo, nu må det godt være
men det virker også som om at du går og har det ganske fint, er det ikke rigtigt?
Jo det er meget rigtigt - jeg har det faktisk okay efter omstændighederne. Jeg er bare træt hele tiden - var til superhyggelig påskefrokost hos DK i går og måtte kapitulere kl 18 fordi jeg var træt og var øm i ryggen og ribbenene. (Uanset hvor mageligt man sidder så er der et par små fusser der skubber og prikker op i ribbenene, og det begynder faktisk at gøre lidt nas...) Og jeg KAN ikke sove til middag - min krop er så smækfyldt med hormoner at det føles som om jeg har drukket en masse kaffe...
Dog er jeg ikke specielt humørmæssigt hormonel (true!) - Niklas har flere gange sagt at jeg da var MEGET værre inden jeg blev gravid 
Jeg tror faktisk der er noget som snakken... Før jeg blev gravid kunne jeg få regulære raserianfald op til mens, og derfor brugte jeg tiiiimer på at forberede og prep'e Niklas på det hysteriske monster jeg stensikkert ville blive når der var rogn i skuffen. Men det har vist sig at jeg nærmest er blevet modsat - meget mere tålmodig og, som min far siger, mild og glad... 
Til gengæld var Niklas så temmelig hys og umulig de første måneder, og har fået meget let til tårer efter jeg blev gravid, så han er på mange måder mere gravid end mig.
Men vi bruger netop også tiden på at hygge rundt i byen og med gode venner herhjemme. Videoaftener, middage og biografture med hele flokken og jeg har cafe-dates næsten dagligt med venner og veninder som jeg lige vil hygge lidt ekstra om inden jeg må trække mig lidt tilbage for en tid.
Men ventetiden føles alligevel både lang og samtidig har jeg det også tit som dig "neeej - ikke lige i dag, jeg kan godt liiige vente et par dage til..." Forkælet er man vel 
Knus
