Sofie og jeg har lige været et smut hos købmanden. Jeg har lovet at lave to salater til en venindes fødselsdag i aften og havde så glemt en rimelig vigtig ingrediens i kartoffelsalat: creme fraiche.
Købmanden er ved at blive bygget om og udvidet, hvorfor flaskeindlevering foregår i en container på p-pladsen. På containeren hænger skilte: Parkering forbudt (foran containeren). Alligevel holder der 5 - FEM biler foran den, og der er en udmærket p-plads på den anden side af gaden. Det skumlede jeg lidt over på vejen ind.
Hvilken del af "parkering forbudt" kan folk ikke forstå?
Vi skyndte os at finde de 8 bægre cheasy-fraiche og stillede os i kø ved kassen.
Der står så en mand og underholder hele køen i en vred tone om, at det fandme ikke er til at finde noget i den hér lortebutik og der render håndværkere i vejen. Manden var en ganske velklædt kontorttype, og han stod sammen med, hvad der må have været hans to sønner 10 - 12 år.
Da det bliver hans tur, skal damen ved kassen til at banke et par ruller mønter ned i kassen. Så siger han "Det dér venter du sgu lige med til det har været min tur. Nu jeg fandme brugt tid nok på at lede efter jeres møgvarer". Hun gider åbenbart ikke tage diskussionen og giver sig til at køre hans varer igennem. Uheldigvis skal han have nogle af de mønter tilbage som han netop har bedt kassedamen vente med at banke ud - så nu må han vente alligevel. Så siger han gudhjælpemig: se så lige at få lidt fart på søster lagkage.
Så kunne jeg ikke mere. Jeg plejer bare at kigge overbærende på de typer, men jeg kunne se på de andre kunder, at de mente som jeg, og desuden havde jeg Sofie på armen, så han kunne jo dårligt tæve mig.
Jeg bad ham sgu om at opføre sig ordentligt. Han sagde, at jeg ikke skulle blande mig. Jeg sagde, at hvis han kunne blande sig i kassedamens arbejde, så kunne jeg også blande mig i, hvordan han talte til hende. Flere af de andre kunder i køen mumlede samtykkende.
Han gloede vredt på mig, tog sine varer og gik sammen med sine drenge, som han så lige har lært, hvordan man taler til andre mennesker.
Da jeg kommer ud på p-pladsen er han ved at læsse varer ind i sin bil, som holder lige under containerens "parkering forbudt" skilt. Jeg var så hidsig, at jeg ikke nåede at tænke. Så pegede jeg på skiltet og spurgte ham: Så er den dér måské også for svær?
Øijjj, hvor blev han hidsig, kunne jeg se. Men han sagde ikke noget.
Jeg synes folk bliver mere og mere egoistiske og ubehøvlede - og det mens deres børn hører og ser med.
Måtte bare lige ud med det. Jeg ryster stadig af vrede>(
- Helle
Anmeld