Hvad er du mest nervøs for??

Jeg er bange for min mands reaktion, og at hans syn på mig skal ændre sig, så han ikke længere kan finde mig sexet. Smerterne osv er jeg ikke bange for som sådan, fordi jeg jo overhovedet ikke ved, hvad jeg går ind til. Jeg har ingen anelse om, hvad en fødsel indebærer, så jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal være nervøs for. Jeg er mest nervøs for, om jeg kan finde ud af det bagefter, og så som sagt mandens reaktion.

Er mest bange for:

Smerten. Er sgu så elendig til at håndtere smerte, at jeg slet ikke kan forestille mig at jeg skulle kunne overskue dem. Jeg er bange for at give op.

Jeg var bange for at sprække eller blive klippet og så var jeg bange for smerten...og jeg var bange for at miste kontrollen og komme til at skrige

Altså efter jeg havde født sagde jeg, at jeg kunne være sprækket hele vejen rundt og at jm kunne have klippet alt hvad hun ville, for jeg ville ikke have opdaget det. Veerne var så vilde, at de overdøvede alt andet og jeg kom da vist også til at give lyd fra mig et par gange, men jeg opdagede det ikke! Fik dog også at vide efterfølgende, at jeg ikke sagde ret meget i forhold til gennemsnittet...

Og så var der blufærdigheden, men den var da ikke-eksisterende da det gik løs og da jm i et hurtigt ryk flåede alt tøjet af mig og jeg stod midt på gulvet splitter-nøgen og med kæmpe mave og prustede

Det jeg vil være nervøs for hvis jeg skal føde igen er de sidste udvidelsesveer og pressefasen...AV!

Jeg er mest nervøs for at føde hovedet , ellers glæder jeg mig til at opleve det  

Risen skriver:

Tror mest det bare er det ukendte  ! Aner jo ikke hvad man går ind til og hvordan fødsel kommer til at foregå .. 

100% enig...

Jeg er dog lidt nervøs/spændt på hvordan mit Psoriasis vil reagere... Jeg har Psoriasis på de ydre skamlæber (desværre) og det kan jeg hverken gøre for eller fjerne. Er nervøs for om de så sprækker på alle leder og kanter...

Jeg er allermest nervøs for at der skal ske ham noget eller være noget galt med ham. Men ellers så frygter jeg virkelig for at smerterne bliver SÅ uudholdelige, at jeg føler jeg skal dø, at jeg ikke vil eller kan mere og bare ligger i smertehelvede i et døgn som min Mor gjorde! Så er jeg fuldstændig ligeglad med urin, afføring og andet pinligt der måtte opstå, bare det ikke bliver fuldstændig ulideligt og at bebs har det godt, så er jeg glad!!

Jeg har læst om alle de former for smertelindring man kan få, og har skrevet ned hvilke jeg gerne vil have og hvilke jeg måske vil have i tilfælde af meget kraftige smerter! Fx. tiltaler en pudendusblokade mig meget, fordi den lindrer under selve presseveerne, hvor en epiduralblokade jo sjældent virker længere.

Loa skriver:

Er mest bange for:

Smerten. Er sgu så elendig til at håndtere smerte, at jeg slet ikke kan forestille mig at jeg skulle kunne overskue dem. Jeg er bange for at give op.

 

Det er PRÆCIS sådan jeg har det!!!

Jeg var mest nervøs for at sprække, men det viste sig at være helt ubegrundet.

Ja, man aner ikke, hvad man går ind til, og derfor så tænkte jeg egentlig ikke så meget over, hvordan det hele skulle forløbe, for man aner det alligevel ikke.

Mit bedste råd er at gå ind til fødslen med åbent sind og prøve at slappe helt af både under men også op til fødslen.

K.h. Linda

Ansemusen skriver:

Det er PRÆCIS sådan jeg har det!!!

Og der værste er ligesom at der bare ikke er noget at gøre........

Man skal bare igennem det.....

Jeg var rigtig bange for at skulle springe rigtig meget under fødslen, men jeg sprang ikke det mindste, der var ikke så meget som en lille rift  så jeg var meget lettet.

Har bagefter fået af vide, at det godt kunne hænge sammen med at jeg lavede rigtig mange bækkenbundsøvelser i graviditeten. Ved ikke om det passer, men det er da værd at overveje, de gør jo i hvert fald ingen skade og hvis det kan hjælpe er det bare at komme igang ikk´

Trine