Trist og frustreret...

Mettemus skriver:

Jo har prøvet at spørge om det ikke kan gøre et eller andet, men så længe tallet falder en lille smule, vil de ikke give mig medicin. Men jeg skal helt klart være bedre til at sætte min vilje igennem... sidst blev jeg bare så skuffet at jeg var lige ved at tude, så jeg kunne slet ikke sige noget.

Jeg er også typen der nemt begynder at græde i sådanne situationer. Har prøvet at ændre det i mange år men det er ikke lykkedes så nu har jeg accepteret at sådan er det nok bare. Så må de tage den oplevelse med. Jeg gør mig som regel klar inden hvad jeg gerne vil spørge om og have svar på og så blir det med hvis ikke det kan være anderledes.

Det er jo bedre at du græder dér og så får de svar du har brug for end at du når du kommer hjem fordi du ikke fik spurgt.

Og uden at være specialist på området overhovedet så lyder det da meget besynderligt at der ikke kan/vil gøres noget for at få dig i 0.

Nogle gange kan en tur også sætte skub i tingene fordi folk kan se hvor meget det betyder for en.

Tjuhl skriver:

hvor jeg dog kender det...jeg blir også Trine 7 år hos lægen/på hospitalet...det er skrækkeligt! heldigvis har jeg en mand der MEGET skeptisk overfor læger efter han som 16årig var vidne til (og mistede) sin far til kræft, så han spørger om ALT!

fx var jeg hos min egen læge idag og skulle have lavet blodprøver og tisseprøve og så siger sekretæren (som var den der tog dem) at "det her er naturligvis ren rutine" og så sagde jeg bare "jaja", men det er jo rutine for DEM ikke for MIG! og så fik jeg alligevel spurgt til nogle af prøverne.

jeg forstår ikke hvorfor lægen ikke fx giver dig cellegift? det fik jeg jo, dog før operationen, men alligevel.

Ja skal simpelthen blive bedre til at stille "dumme" spørgsmål...

Lægens argument for ikke at give mig medicin endnu er, at hun ikke vil behandle mig for noget, jeg ikke fejler. Hvilket vel også er ok, men så er jeg jo lige vidt

businesstigger skriver:

Jeg er også typen der nemt begynder at græde i sådanne situationer. Har prøvet at ændre det i mange år men det er ikke lykkedes så nu har jeg accepteret at sådan er det nok bare. Så må de tage den oplevelse med. Jeg gør mig som regel klar inden hvad jeg gerne vil spørge om og have svar på og så blir det med hvis ikke det kan være anderledes.

Det er jo bedre at du græder dér og så får de svar du har brug for end at du når du kommer hjem fordi du ikke fik spurgt.

 

Og uden at være specialist på området overhovedet så lyder det da meget besynderligt at der ikke kan/vil gøres noget for at få dig i 0.

Nogle gange kan en tur også sætte skub i tingene fordi folk kan se hvor meget det betyder for en.

Du har fuldstændig ret - det eneste jeg ikke får noget ud af er at gå hjem og græde alene (sammen med Jens og æggekagen, selvfølgelig). Og god ide med at samle spørgsmål sammen på skrift, så har jeg da noget at holde mig til hvis jeg bliver hylet ud af den med dårlige prøvesvar - tak for det

I øvrigt synes jeg det er ret sejt at du gi'r dig selv lov til at græde når du har lyst til det. Jeg ved heller ikke for hvis skyld jeg holder det tilbage.

Mettemus skriver:

Du har fuldstændig ret - det eneste jeg ikke får noget ud af er at gå hjem og græde alene (sammen med Jens og æggekagen, selvfølgelig). Og god ide med at samle spørgsmål sammen på skrift, så har jeg da noget at holde mig til hvis jeg bliver hylet ud af den med dårlige prøvesvar - tak for det

I øvrigt synes jeg det er ret sejt at du gi'r dig selv lov til at græde når du har lyst til det. Jeg ved heller ikke for hvis skyld jeg holder det tilbage.

Er glad for at jeg ku hjælpe

Det er ikke altid et valg. Ofte tror jeg måske at denne gang lykkes det uden at jeg bryder strtudende sammen og så bare tanken om det gør at jeg alligevel ryger i. Men der er jo ikke noget at gøre ved det og erkendelsen af det tror jeg tager broden lidt af det så det ikke er helt så overvældende.

Mettemus skriver:

Jeg har lige lidt jeg skal ud med, det er ikke et spørgsmål, men mest bare for at få luft. Here goes...

Ja som overskriften lyder er jeg lidt trist og frustreret i tiden. For 5 uger siden fik jeg fjernet en graviditet uden for livmoderen + resten af min ene æggeleder. Det var på alle måder et ønskebarn og jeg var fuldstændig utrøstelig de første par uger. Efter lidt var jeg klar til at prøve igen (og min kæreste selvfølgelig også)... men det var min krop bare ikke. Mit hCG-hormon falder sååååå langsomt! Først faldt det fint, så stagnerede det, så steg det. Jeg har fået lavet kontrolblodprøver én gang i ugen siden og har hver gang fået samme svar: "Hmm... du kommer lige ind i næste uge igen og så ser vi hvad der sker, måske sidder der lidt endnu, vi vil gerne have flere prøver". Jeg er fuldstændig klar over at lægerne ikke kan trylle, men men men - det er bare så frustrerende ikke at kunne komme videre! På den her måde bliver det ved med at fylde i mit hovede hele tiden, det ligger altid i mit baghovedet og bliver ved med at gøre mig trist og i dårligt humør. Jeg vil jo bare gerne være gravid, igang med projekt baby osv igen.

Og Jens er så sød... Han gør hvad han kan for at hjælpe, fx sad han på nettet i dag og søgte på hvilke muligheder man har for selv at påvirke hormonet i nedadgående retning. Jeg sad med knæene trukket op under hagen og lignede en sur smiley, da han vendte sig om og spurgte: "Hvad er en udskrabning?". Jeg forklarer ham hvad det går ud på, og at det ikke er en mulighed. "Nåh..." siger han, "- er det for at fjerne resten af æggekagen?!" Og så grinede jeg! Så han trøster mig på sin helt egen, ubevidste men kærligt mente måde....

Hmm... det blev vist langt - undskyld

 

Hej Mettemus

Jeg er ked af at høre om din situation. Jeg kan sætte mig præcis ind i dit forløb. Jeg var ude for det samme hen over julen. Fik dog ikke fjernet min ene æggeleder.

Nu ved jeg ikke hvilket sygehus du er tilknyttet. Men jeg var tilknyttet Hvidovre. Der fulgte de mig også ca. 2 uger med blodprøver. Men da mine også steg og faldt som vinden blæser, valgte de til sidst at give mig en medicinsk abort. Nu kan jeg desværre ikke huske hvad den hedder, men det var IKKE i pilleform, men en sprøjte jeg fik lige i ballen. Det er et kraftigere stof end det man får i pille formen. Det gør de sidste celler bliver slået ned og du igen efter noget tid vil kunne forsøge dig igen med en ny graviditet.

Hvis dine tal svinger som du fortæller, tyder det på (efter min erfaring og viden) at der stadig sidder en rest. Så længe der er rest, vil dit hcg hormon ikke falde af sig selv.

Efter den medicinske abort fulgte de mig med blodprøve hver uge i 5 uger til tallene var helt i 0.

Jeg synes du skal insistere på at få en sådan medicinsk abort. Forløbet du er igennem er i sig selv hårdt nok og efterfølgende kan det også tage mange uger.

Du får lige en stor

Blyb skriver:

Hej Mettemus

Jeg er ked af at høre om din situation. Jeg kan sætte mig præcis ind i dit forløb. Jeg var ude for det samme hen over julen. Fik dog ikke fjernet min ene æggeleder.

Nu ved jeg ikke hvilket sygehus du er tilknyttet. Men jeg var tilknyttet Hvidovre. Der fulgte de mig også ca. 2 uger med blodprøver. Men da mine også steg og faldt som vinden blæser, valgte de til sidst at give mig en medicinsk abort. Nu kan jeg desværre ikke huske hvad den hedder, men det var IKKE i pilleform, men en sprøjte jeg fik lige i ballen. Det er et kraftigere stof end det man får i pille formen. Det gør de sidste celler bliver slået ned og du igen efter noget tid vil kunne forsøge dig igen med en ny graviditet.

Hvis dine tal svinger som du fortæller, tyder det på (efter min erfaring og viden) at der stadig sidder en rest. Så længe der er rest, vil dit hcg hormon ikke falde af sig selv.

Efter den medicinske abort fulgte de mig med blodprøve hver uge i 5 uger til tallene var helt i 0.

Jeg synes du skal insistere på at få en sådan medicinsk abort. Forløbet du er igennem er i sig selv hårdt nok og efterfølgende kan det også tage mange uger.

Du får lige en stor

Årh, jeg er ked af at høre at du også har været ude for det her- er du ovenpå igen?

Jeg er tilknyttet Skejby og har sådan set været rigtig glad for deres behandling indtil nu hvor min utålmodighed og frustationer tager over. Det føler mig jo ikke "syg" og kan ikke forstå at de ikke kan/vil give mit et eller andet.

Men du har fået en medicinsk abort? - Hvordan er det mod kroppen (jeg tænker at det måske er fordi den er hård ved kroppen at de ikke vil give mig noget før de er helt sikre?)? Hvordan og hvor hurtigt reagerer den?

Mettemus skriver:

Årh, jeg er ked af at høre at du også har været ude for det her- er du ovenpå igen?

Jeg er tilknyttet Skejby og har sådan set været rigtig glad for deres behandling indtil nu hvor min utålmodighed og frustationer tager over. Det føler mig jo ikke "syg" og kan ikke forstå at de ikke kan/vil give mit et eller andet.

Men du har fået en medicinsk abort? - Hvordan er det mod kroppen (jeg tænker at det måske er fordi den er hård ved kroppen at de ikke vil give mig noget før de er helt sikre?)? Hvordan og hvor hurtigt reagerer den?

Ja jeg er ved at være helt ovenpå igen. Gik dog og ventede længe på min første mens, men pludselig var den der. Mærkeligt som man pludselig kan savne en periode, som man ellers til tider godt kan synes er lidt træls

Kan sagtens sætte mig ind i det der med ikke at føle sig syg, da der umiddelbart ikke er noget at mærke på kroppen. Det er mest psyken det går ud over. Og tanken om man rigtig gerne vil have forløbet afsluttet, så man kan komme videre.

Ja jeg fik en medicinsk abort, mener den hed noget med metotoxat, eller noget i den stil. Den er noget hårdere ved kroppen end de alm stikpiller man får. Men lige denne behandling var nødvendig for mig, da de ikke kunne se hvor graviditeten sad. De forklarede at den gik ind og ødelagde de sidste celler der var tilbage. Psoriasis patienter kan i slemme tilfælde også få denne form for behandling, fik jeg forklaret.

Minuset ved denne behandling er de anbefaler man først efter 3 måneder, forsøger sig ved ny graviditet, da stoffet gerne skal helt ud af kroppen for ikke at skade et evt. nyt foster.

Da jeg fik den medicinske abort, - som tidligere forklaret-, en ordentlig kanyle i den ene balle, kom der ca. en lille time efter en lille reaktion i livmoderen. Men det føles kun som en lille mens smerte. Ingenting i forhold til hvordan jeg normalt kan have det ved mens. Jeg blødte i en lille uges tid og mine tal faldt gradvist hver uge. Jeg tror der gik 3 uger før jeg var helt i 0 efter den medicinske abort. Men jeg tror det kan være meget forskelligt fra krop til krop hvordan man reagerer. De forklarede inden, at det var muligt jeg skulle have mere end en behandling. Det blev heldigvis ikke nødvendigt.

Jeg kryder virkelig fingre for dig, der snart sker et ryk i dine tal. Ind i mellem kan kroppen altså bare ikke selv finde ud af at udskille ting og er derfor nødsaget til at få hjælp. Jeg endte næsten også med at sidde og småtude lidt foran lægerne, indtil de tog den endelige beslutning om medicinsk abort, fordi det hele bare tog så forbandet lang tid. Til sidst kunne de godt se på mig, de måtte tage action.. Håber også det sker for dig.

Synes det kunne være interessant at høre om de gør yderligere med dig, så hold mig gerne underrettet, hvis du har lyst.

-og hold da op en smørre jeg fik fyret af der, men det er svært at forklare på få linjer.

Mettemus skriver:

Jeg har lige lidt jeg skal ud med, det er ikke et spørgsmål, men mest bare for at få luft. Here goes...

Ja som overskriften lyder er jeg lidt trist og frustreret i tiden. For 5 uger siden fik jeg fjernet en graviditet uden for livmoderen + resten af min ene æggeleder. Det var på alle måder et ønskebarn og jeg var fuldstændig utrøstelig de første par uger. Efter lidt var jeg klar til at prøve igen (og min kæreste selvfølgelig også)... men det var min krop bare ikke. Mit hCG-hormon falder sååååå langsomt! Først faldt det fint, så stagnerede det, så steg det. Jeg har fået lavet kontrolblodprøver én gang i ugen siden og har hver gang fået samme svar: "Hmm... du kommer lige ind i næste uge igen og så ser vi hvad der sker, måske sidder der lidt endnu, vi vil gerne have flere prøver". Jeg er fuldstændig klar over at lægerne ikke kan trylle, men men men - det er bare så frustrerende ikke at kunne komme videre! På den her måde bliver det ved med at fylde i mit hovede hele tiden, det ligger altid i mit baghovedet og bliver ved med at gøre mig trist og i dårligt humør. Jeg vil jo bare gerne være gravid, igang med projekt baby osv igen.

Og Jens er så sød... Han gør hvad han kan for at hjælpe, fx sad han på nettet i dag og søgte på hvilke muligheder man har for selv at påvirke hormonet i nedadgående retning. Jeg sad med knæene trukket op under hagen og lignede en sur smiley, da han vendte sig om og spurgte: "Hvad er en udskrabning?". Jeg forklarer ham hvad det går ud på, og at det ikke er en mulighed. "Nåh..." siger han, "- er det for at fjerne resten af æggekagen?!" Og så grinede jeg! Så han trøster mig på sin helt egen, ubevidste men kærligt mente måde....

Hmm... det blev vist langt - undskyld

 

ej undskyld men kom da godt nok lige til at grine-æeggekagen, åh ha, den var godt nok sød

Men er da så trels for jer  Håber virkelig det snart går i orden så i kan komme videre i projekt baby, og forhåbentklig snart få en positiv test, hvor alt bare vil gå godt

Blyb skriver:

Ja jeg er ved at være helt ovenpå igen. Gik dog og ventede længe på min første mens, men pludselig var den der. Mærkeligt som man pludselig kan savne en periode, som man ellers til tider godt kan synes er lidt træls

Kan sagtens sætte mig ind i det der med ikke at føle sig syg, da der umiddelbart ikke er noget at mærke på kroppen. Det er mest psyken det går ud over. Og tanken om man rigtig gerne vil have forløbet afsluttet, så man kan komme videre.

Ja jeg fik en medicinsk abort, mener den hed noget med metotoxat, eller noget i den stil. Den er noget hårdere ved kroppen end de alm stikpiller man får. Men lige denne behandling var nødvendig for mig, da de ikke kunne se hvor graviditeten sad. De forklarede at den gik ind og ødelagde de sidste celler der var tilbage. Psoriasis patienter kan i slemme tilfælde også få denne form for behandling, fik jeg forklaret.

Minuset ved denne behandling er de anbefaler man først efter 3 måneder, forsøger sig ved ny graviditet, da stoffet gerne skal helt ud af kroppen for ikke at skade et evt. nyt foster.

Da jeg fik den medicinske abort, - som tidligere forklaret-, en ordentlig kanyle i den ene balle, kom der ca. en lille time efter en lille reaktion i livmoderen. Men det føles kun som en lille mens smerte. Ingenting i forhold til hvordan jeg normalt kan have det ved mens. Jeg blødte i en lille uges tid og mine tal faldt gradvist hver uge. Jeg tror der gik 3 uger før jeg var helt i 0 efter den medicinske abort. Men jeg tror det kan være meget forskelligt fra krop til krop hvordan man reagerer. De forklarede inden, at det var muligt jeg skulle have mere end en behandling. Det blev heldigvis ikke nødvendigt.

Jeg kryder virkelig fingre for dig, der snart sker et ryk i dine tal. Ind i mellem kan kroppen altså bare ikke selv finde ud af at udskille ting og er derfor nødsaget til at få hjælp. Jeg endte næsten også med at sidde og småtude lidt foran lægerne, indtil de tog den endelige beslutning om medicinsk abort, fordi det hele bare tog så forbandet lang tid. Til sidst kunne de godt se på mig, de måtte tage action.. Håber også det sker for dig.

Synes det kunne være interessant at høre om de gør yderligere med dig, så hold mig gerne underrettet, hvis du har lyst.

-og hold da op en smørre jeg fik fyret af der, men det er svært at forklare på få linjer.

Puha, det lyder også som en lidt voldsom slags medicin hvis det bliver siddende i kroppen i tre måneder. Det vil jeg vist helst undgå, selvom jeg ellers synes jeg er ved at være klar til hvad som helst - er virkelig utålmodig. Bli'r ved med at gå og regne på hvor langt jeg ville have været - og det er jo torskedumt, men jeg kan ikke lade være.

Selvfølgelig må du følge med - håber der sker noget allerede i næste uge! Og dejligt med så lang en smørre

Klem

Maja84 skriver:

ej undskyld men kom da godt nok lige til at grine-æeggekagen, åh ha, den var godt nok sød

Men er da så trels for jer  Håber virkelig det snart går i orden så i kan komme videre i projekt baby, og forhåbentklig snart få en positiv test, hvor alt bare vil gå godt

Ja, jeg kunne heller ikke lade være med at grine af ham, for han var fuldstændig gravalvorlig da han sagde det

Og ja - ønsker mig også bare en graviditet hvor det går som det skal. Går og håber på at jeg først opdager en mulig gravidit i 10. uge eller sådan noget, så jeg ikke skal gå og bekymre mig...