Trist og frustreret...

Jeg har lige lidt jeg skal ud med, det er ikke et spørgsmål, men mest bare for at få luft. Here goes...

Ja som overskriften lyder er jeg lidt trist og frustreret i tiden. For 5 uger siden fik jeg fjernet en graviditet uden for livmoderen + resten af min ene æggeleder. Det var på alle måder et ønskebarn og jeg var fuldstændig utrøstelig de første par uger. Efter lidt var jeg klar til at prøve igen (og min kæreste selvfølgelig også)... men det var min krop bare ikke. Mit hCG-hormon falder sååååå langsomt! Først faldt det fint, så stagnerede det, så steg det. Jeg har fået lavet kontrolblodprøver én gang i ugen siden og har hver gang fået samme svar: "Hmm... du kommer lige ind i næste uge igen og så ser vi hvad der sker, måske sidder der lidt endnu, vi vil gerne have flere prøver". Jeg er fuldstændig klar over at lægerne ikke kan trylle, men men men - det er bare så frustrerende ikke at kunne komme videre! På den her måde bliver det ved med at fylde i mit hovede hele tiden, det ligger altid i mit baghovedet og bliver ved med at gøre mig trist og i dårligt humør. Jeg vil jo bare gerne være gravid, igang med projekt baby osv igen.

Og Jens er så sød... Han gør hvad han kan for at hjælpe, fx sad han på nettet i dag og søgte på hvilke muligheder man har for selv at påvirke hormonet i nedadgående retning. Jeg sad med knæene trukket op under hagen og lignede en sur smiley, da han vendte sig om og spurgte: "Hvad er en udskrabning?". Jeg forklarer ham hvad det går ud på, og at det ikke er en mulighed. "Nåh..." siger han, "- er det for at fjerne resten af æggekagen?!" Og så grinede jeg! Så han trøster mig på sin helt egen, ubevidste men kærligt mente måde....

Hmm... det blev vist langt - undskyld

Årh - det må sgu også være træls ikke at kunne komme igang igen, når det er det i gerne vil!

Stort!!!

Kan godt forstå hvor frustrerende det må være at kroppen ikke rigtig "følger med" når nu I så gerne vil prøve igen. Jeg syntes selv at de 2 uger jeg måtte vente efter min SA var længe.

Har du snakket med lægerne om der ikke er et eller andet de/I kan gøre for at fremskynde prossessen?

Tålmodighed er en dyd siger de kloge.. Så har de vist aldrig prøvet at være gravide, hvor det ikke ende som vi alle ønske..

For tålmodighed er nok det sidste man har i denne situation og ja, jo hurtiger jo bedre.. For det hjælper også med at komme vidre så man ikke bliver ved med at hænge i sorgen.

Tanker fra en også bare gerne ville være gravid, men hvor det ikke bare lige vil som vi vil og det bare ikke lige passer ind i programmet.

Som en der virkelig ingen tålmodighed har og SLET ikke når det er noget jeg virkelig gerne vil så kan jeg (sådan da) sagtens sætte mig ind i hvordan det føles... At du har brug for at komme videre og forsøge igen er da helt naturligt, og nogle gange er ens krop bare møghamrende usamarbejdsvillig!!!

Jeg kan godt forstå du er frustreret! Det ville jeg også være - giv din livmoder en endefuld herfra!!! Og så et kram oveni for det den (desværre ikke) har været igennem... 

Kh

Rosa

Sikke en sød mand du har...................kan godt forstå du kom til at grine, midt i al tristheden. Æggekagen..............*smiler sødt*..........den var nu alligevel ret sød.

Jeg tænker, at du måske skal til at stille krav..............til lægerne. Det kan jo ikke passe, at dine tal ikke falder, som de skal. Spørg om, det er noget de ser tit?? Hvad det kan skyldes?? Om der kan gøres noget, for at speede processen op.

De bedste ønsker for dig og din søde mand.

Mette

hvor kan jeg bare godt forstå du er frustreret! jeg forstår ikke hvorfor de ikke GØR noget, de kan da ikke bare lade den stige lidt

jeg håber snart det går den rigtige vej, jeg kan så tydeligt huske, at det ikke føltes som SLUT før man var i bund med HCG'en igen.

men hvor var Jens sød

Hvor er i søde tøser, tak for de varme tanker! Hver gang jeg tager til Skejby og venter på svar prøver jeg at mande mig op til en hel masse krav og bankeri i bordet, men når jeg så taler med en læge blir jeg Mette-7 år som er frygtelig autoritetstro og som bare siger "ja" og "nej".... Næste uge tager jeg mig sammen!!!

Men altså - tak for søde ord!!!

businesstigger skriver:

Kan godt forstå hvor frustrerende det må være at kroppen ikke rigtig "følger med" når nu I så gerne vil prøve igen. Jeg syntes selv at de 2 uger jeg måtte vente efter min SA var længe.

Har du snakket med lægerne om der ikke er et eller andet de/I kan gøre for at fremskynde prossessen?

Jo har prøvet at spørge om det ikke kan gøre et eller andet, men så længe tallet falder en lille smule, vil de ikke give mig medicin. Men jeg skal helt klart være bedre til at sætte min vilje igennem... sidst blev jeg bare så skuffet at jeg var lige ved at tude, så jeg kunne slet ikke sige noget.

hvor jeg dog kender det...jeg blir også Trine 7 år hos lægen/på hospitalet...det er skrækkeligt! heldigvis har jeg en mand der MEGET skeptisk overfor læger efter han som 16årig var vidne til (og mistede) sin far til kræft, så han spørger om ALT!

fx var jeg hos min egen læge idag og skulle have lavet blodprøver og tisseprøve og så siger sekretæren (som var den der tog dem) at "det her er naturligvis ren rutine" og så sagde jeg bare "jaja", men det er jo rutine for DEM ikke for MIG! og så fik jeg alligevel spurgt til nogle af prøverne.

jeg forstår ikke hvorfor lægen ikke fx giver dig cellegift? det fik jeg jo, dog før operationen, men alligevel.